Cirkulært fokus i Svanemærkets nye krav til tekstiler
Flere krav til produktdesign, skrappere krav til kemikalier, øget fokus på kvalitet og levetid samt forbud mod afbrænding af usolgte tekstiler. Det er nogle af de tiltag, der er med i Svanemærkets nye krav til tekstiler – og som skal være med til at sikre mere cirkulære tekstiler og dermed også reduceret klimabelastning.

Tekstilindustrien spiller en vigtig rolle i forhold til at bremse klimaforandringer, tab af biodiversitet og spredning af skadelige kemikalier. Tøj og tekstiler er nemlig det fjerdemest miljø- og klimabelastende forbrugsområde i EU. Der er derfor akut behov for at reducere miljø- og klimabelastningen og omstille til en mere cirkulær økonomi, hvor vi holder tekstiler længe i brug og genanvender materialer i stedet for blot at bortskaffe efter kort tids brug.
"Svanemærkede produkter skal være blandt de miljømæssigt bedste på markedet. Derfor bliver kravene løbende strammet, og i stramningen af kravene til tekstiler har cirkulær økonomi været et centralt omdrejningspunkt. Med Svanemærkets nye krav får tekstilbranchen dermed et stærkt værktøj til den indsats, som er helt afgørende for en grøn omstilling,” siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
Skrappere krav til produktdesign – og forbud mod afbrænding af usolgt tøj
Et af de steder, hvor Svanemærket har skærpet kravene, er til produktdesign. For at sikre, at tekstilerne bliver designet til genanvendelse, så de kan indgå i en cirkulær økonomi, stiller Svanemærket bl.a. skrappe krav til uønskede kemikalier og forbyder plast- og metaldele, som kun har et dekorativt formål. Derudover bliver det nu også muligt at anvende genbrugte tekstiler, der opfylder en række krav, til re-design.
”Vi ved, at ca. 45 % af drivhusgasudledningerne kommer fra produktion og forbrug – så hvis vi kan få flere materialer til at blive længe i brug og derefter cirkulere, vil det også være med til at reducere klimabelastningen. Det er samtidig helt afgørende at undgå overproduktion, for den største miljøbelastning fra tekstiler stammer fra produktionen. Derfor forbyder Svanemærket nu også afbrænding eller deponi af usolgt tøj, og producenterne skal desuden informere Svanemærket om, hvad de gør med overskudsprodukterne, forklarer Heidi Bugge, senior miljøekspert i Miljømærkning Danmark.
Den første mærkningsordning med testkrav til mikroplast
Et andet nyt krav til svanemærkede tekstiler er, at producenterne fremover skal måle, hvor meget mikroplast der afgives ved vask af syntetiske tekstiler. Dette skal måles med en standardiseret testmetode, og der opfordres til, at resultatet viderebringes til et kompetent fagmiljø med henblik på at kunne fastsætte en grænseværdi over tid. Svanemærket er ifølge Ecotextile news den første mærkningsordning, der stiller testkrav til mikroplast.
Skrappere krav til fibre og sociale forhold
Med de nye krav strammer Svanemærket også både kravene til fibre og sociale forhold. Det betyder, at bomuld, der bruges i svanemærket tøj, skal være 100 procent økologisk eller recirkuleret. For arbejdstøj gælder særskilte krav. Syntetiske fibre skal enten være genanvendte eller fremstillet af fornybare råvarer.
Produktionsstederne for svanemærkede tekstiler skal overholde FN’s konventioner for arbejdstagerrettigheder (ILO), som blandt andet forbyder tvangsarbejde, børnearbejde og diskrimination, og som stiller krav til løn og arbejdstid. Svanemærket tager også på kontrolbesøg hos alle produktionssteder, uanset hvor i verden de er.
Inviterer branchen til webinar
Vil du vide mere om de nye krav? Svanemærket inviterer branchen til webinar om kravene, og hvordan man kan opnå en certificering af sine tekstiler med Svanemærket.
Der afholdes webinar for brand owners og forhandlere den 15. juni og webinar for producenter den 17. eller 21. juni.
Læs mere om svanemærkede tekstiler på www.svanemærket.dk/tekstiler
Fakta om tekstilindustrien og nordisk forbrug:
- Produktion af tøj og andre tekstiler er en af verdens største industrier.
- Tekstilproduktionen blev næsten fordoblet mellem 2000 og 2015. Forbruget af tøj og sko forventes at stige med 63 % til 102 millioner tons i 2030.
- EU mener, at tekstilbranchen er den fjerde mest klima- og miljøbelastende industri – vurderet ud fra et globalt livscyklusperspektiv.
- Der anvendes 2.450 forskellige kemikalier i tekstilproduktionen, hvoraf 1.150 klassificeres som farlige ifølge den svenske kemikalieinspektion.
- Hver nordisk borger køber i gennemsnit 13-16 kilo nye tekstiler om året
Kilder: EU’s tekstilstrategi, European Environment Agency og Nordisk Ministerråd.
Kendetegn ved svanemærkede tekstiler:
- Er fremstillet af fibre, der er enten økologiske, recirkulerede eller baserede på fornybare råvarer, der efterlever specifikke miljøkrav.
- Lever op til skrappe miljø- og sundhedskrav til kemikalier, som bruges i tekstilproduktionen. Det sikrer renere spildevand - og gavner både de mennesker der producerer tekstilerne, og dem der skal anvende dem. Bl.a. er hormonforstyrrende og mistænkt hormonforstyrrende stoffer på aktuelle lister fra EU og nationale myndigheder udelukket. Også flammehæmmere, fluorstoffer og antibakterielle tilsætninger inkl. nanopartikler er udelukket.
- Er produceret vand- og energieffektivt.
- Er kvalitetstestet – bl.a. for krymp/stræk, farve og slidstyrke – for at give mulighed for lang levetid.
- Indeholder kun metaldele – fx lynlåse og knapper – der lever op til skrappe krav til tungmetaller. Og indeholder kun plastdele uden ftalater.
- Er produceret under ordentlige arbejdsforhold, hvor FN’s konventioner for arbejdstagerrettigheder (ILO) er overholdt.
- Må ikke brændes eller sendes til deponi, hvis de ikke bliver solgt. Herved motiveres til at undgå overproduktion.
SVANEMÆRKET
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke og blandt verdens skrappeste miljøcertificeringer. Svanemærket evaluerer miljøpåvirkningen i alle relevante faser af produktets eller servicens livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering, og har særligt fokus på ansvarligt ressourceforbrug, påvirkning af klima, brug af skadelige kemikalier og bevarelse af biodiversitet.
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt, Lisa Olufson Klæsøe, tlf. 39 96 61 06
Billeder
Links
Information om Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og fungerer samtidig som uafhængig kontrolinstans i forhold til mærkerne. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.
Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Snart er Svanemærket en valgmulighed ved kassen i webbutikken2.6.2022 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I takt med at vi handler mere og mere på nettet, vokser mængden af varer, der transporteres rundt. Samtidig vokser klimakrisen. Et af de store spørgsmål er derfor, hvordan transporten af varer kan ske mere energieffektivt, med betydelig reduceret klimabelastning og under ordentlige arbejdsforhold. Svanemærket kan være en del af svaret.
Klare ambitioner for svanemærkede hoteller19.5.2022 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Svanemærket er blandt verdens skrappeste miljøcertificeringer, og kun de bedste formår at opfylde kravene. Svanemærkede hoteller og andre overnatningssteder skal allerede i dag opfylde omfattende krav for at reducere deres miljø- og klimabelastning, og med skærpede krav hæves ambitionsniveauet nu yderligere. I de nye krav er der bl.a. fokus på at reducere klimabelastningen og på at vælge fødevarer med lavere miljøbelastning.
Næsten en fordobling af svanemærket byggeri på to år5.5.2022 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Svanemærket byggeri fortsætter vækstrejsen. Nye tal fra Nordisk Miljømærkning viser næsten en fordobling i antallet af svanemærkede byggerier i Norden på kun to år. Dermed er der godt 23.000 svanemærkede lejligheder, huse, skoler og daginstitutioner i Norden – og mere end 42.000 nye på vej.
Svanemærket strammer kravene til spisesteder9.3.2022 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Svanemærket har netop lanceret skærpede krav til restauranter, kantiner, storkøkkener og dagskonferencesteder. Kravene skærpes løbende, for at svanemærkede spisesteder ligger i front på miljø og klima. Og nu skal spisestederne leve op til endnu skrappere krav til bl.a. madspild, valg af fødevarer og til spisestedets samlede drift.
Skærpede krav til svanemærkede investeringsfonde15.2.2022 08:29:51 CET | Pressemeddelelse
I dag lancerer Svanemærket nye kriterier for fonde og investeringsprodukter. Første generation af kriterierne blev lanceret i 2017, og den samlede værdi af svanemærkede investeringsprodukter udgør i dag 32 mia. EUR.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum