ATP Ejendomme

Central Københavner-ejendom genfødt som hotel med bæredygtig omtanke

Del
Efter en gennemgribende renovering åbner Scandic Nørreport den 1. juni, og hjørnet ved Nørreport Station er forvandlet fra lukket kontorejendom til åbent storbyhotel. ATP Ejendomme ønsker at åbne ejendommen op for omverden og med Scandic Hotels som hoteloperatør får både turister og lokale københavnere nu glæde af denne centrale beliggenhed.

ATP Ejendommes hvide ejendom på hjørnet af Frederiksborggade og Nørre Voldgade i København har gennemgået en omfangsrig renovering og har skiftet kontormøbler og kolbekaffe ud med velindrettede hotelværelser, cocktails i hotellets rooftop bar og baristakreationer i hotellets kaffebar – alt sammen med fokus på miljø, indeklima og den gode hoteloplevelse.

Det nye Scandic Nørreport er et boutique-hotel med 100 værelser, som på grund af sin unikke centrale placering giver storbybesøgende den fulde oplevelse af den danske hovedstad.

Ifølge Søren Faerber, administrerende direktør i Scandic Danmark, gør netop beliggenheden hotellet oplagt for rejsende, som ønsker at bo midt i København, uanset om rejsens formål er forretning eller fornøjelse:

”Med Scandic Nørreport åbner vi en ny type hotel i en del af København, hvor vi ikke tidligere har opereret. Hotellet passer med sin størrelse og design godt til bydelen, og det betyder, at vi kan give vores gæster en helt særlig oplevelse. Samtidig slår vi dørene op for en rooftop bar på hotellets tagterrasse med en helt fantastisk udsigt. Her glæder vi os til at byde både hotelgæster og lokale københavnere indenfor.”

Et godt match

Scandic Hotels og ATP Ejendomme har i en årrække haft et samarbejde på Scandic Falkoner på Frederiksberg, som er en del af ATP Ejendommes portefølje. Og nu udvides samarbejdet med hotellet på Nørreport.

”Der var et godt match mellem den fremtid, vi tiltænker denne centralt beliggende ejendom, og de muligheder som Scandic Hotels ser i den. Vi glæder os over, at vi udvider vores gode samarbejde, og at der nu igen kommer liv på etagerne og lys i vinduerne,” udtaler direktør for investering og asset management André Scharf, og fortsætter:

”Vi ejer flere hotelejendomme i København, og det glæder mig, at det igen strømmer til hovedstaden med turister. Den nuværende udvikling bekræfter os i, at hoteller i det lange løb er en god investering.”

Tiltag skal højne oplevelsen

Ejendommens genfødsel som hotel bærer præg af de bæredygtige løsninger, som findes på tværs af det nye hotels etager.

Overgangen fra kontorejendom til hotel har stillet særlige krav til ejendommens indeklima og prioriteringen af både indeklima og miljø forventes at indbringe en DGNB-certificering. Certificeringen tapper direkte ind i ATP Ejendommes målsætning om at udvikle bæredygtige ejendomme, arbejde målrettet for FN’s verdensmål og et CO2 neutralt samfund.

Om Scandic Nørreport

Flankeret af Torvehallerne på den ene side og Nørreport Station, Købmagergade og Kultorvet på anden side åbner 1. juni Scandic Nørreport på, hvad der må betegnes som værende det indre Københavns både trafikale og kulturelle hovedpulsåre.

Den bedste oplevelse af København har været et hovedfokus for Scandic Hotels. Det ses blandt andet, når man bevæger sig op på tagterrassen, hvor man finder et barområde, som kan slå benene væk under selv de mest velbevandrede storbyturister.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om ATP Ejendomme

ATP Ejendomme ejer, drifter og udvikler nogle af Danmarks smukkeste ejendomme, der huser nogle af de mest moderne og succesfulde virksomheder. Vi er ejet af danskerne, og med det følger et særligt ansvar. Vores forretning skal ikke alene give plus på danskernes pensionskonto, vi skal også bidrage positivt til det samfund, vi er en del af. Derfor er vi med til at sætte nye standarder for bæredygtighed og for det gode arbejdsmiljø. På den måde investerer vi ikke bare i ejendomme. Vi investerer i kommende generationer.

Følg pressemeddelelser fra ATP Ejendomme

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ATP Ejendomme

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye