Cannabis hjælper med at bekæmpe resistente bakterier
24.3.2020 12:32:13 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Siden Sir Alexander Fleming opdagede penicillinen i 1928, har antibiotika reddet millioner af mennesker fra dødelige infektioner overalt i verden. Men med tiden har en del bakterier udviklet sig, så de ikke længere bliver nedkæmpet af antibiotika - de er blevet resistente.
Vi har i dag færre typer antibiotika til rådighed til at behandle de flere og mere resistente bakterier – i værste fald risikerer vi at blive bombet tilbage til præ-antibiotiske tilstande, og ellers ufarlige bakterie-infektioner bliver igen livstruende.
Forskere arbejder på at finde alternative strategier til bekæmpelse af bakterier, og i den forbindelse tiltrækker en del såkaldte hjælpestoffer sig opmærksomhed. Hjælpestoffer er ikke-antibiotiske stoffer, der har evnen til at booste antibiotikas effekt.
Sådan boostes antibiotikas virkning
Et hjælpestof, der længe har været i søgelyset, er cannabidiol (CBD), som er et cannabinoid fra cannabisplanten. Nu har forskere fra Syddansk Universitet offentliggjort en videnskabelig undersøgelse, der beviser CBD’s evne til at booste antibiotika.
Janne Kudsk Klitgaard er forskningsleder, og førsteforfatter til studiet er ph.d.-studerende Claes Søndergaard Wassmann. Begge er fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi. Janne Klitgaard er desuden tilknyttet Klinisk Mikrobiologi. Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports.
- Da vi kombinerede CBD og antibiotika, så vi en mere kraftfuld effekt end ved behandling med antibiotika alene. Så for at dræbe et vist antal bakterier havde vi brug for mindre antibiotika, siger de.
Kloner spreder sig globalt
I det videnskabelige studie blev CBD brugt til at forstærke effekten af antibiotikummet bacitracin mod stafolykok-bakterier (Staphylococcus aureus).
Det er en udbredt sygdomsfremkaldende bakterie, som det ikke er usædvanligt at blive smittet med på fx hospitaler.
Multiresistente kloner af denne bakterie har spredt sig til alle verdensdele, og mange lande har allerede i dag store udfordringer med at behandle dem. Problemet må forventes at blive endnu større i fremtiden, vurderer forskerne.
Hvordan døde bakterierne?
Ifølge forskerne har kombinationen af CBD og antibiotika potentiale til at blive en ny og mere effektiv måde at behandle resistente infektioner på.
Der skete tre ting med stafylokokbakterierne, da de blev behandlet med forskernes kombi-medicin:
- Bakterierne kunne ikke længere dele sig normalt.
- Visse nøglegeners udtryk blev nedsat i bakterierne.
- Bakteriernes membran blev ustabil.
Antiresistens skal stoppes
Overforbrug af antibiotika er, ifølge forskerne, den vigtigste årsag til antibiotikaresistens.
-Hvis man kombinerer antibiotikum med et hjælpestof, som gør antibiotikummet mere virkningsfuld, kan det bidrage til, at der udvikles færre resistente bakterier, da der skal anvendes mindre antibiotikum for at opnå tilsvarende effekt af antibiotikummet alene, siger Janne Kudsk Klitgaard.
I Canada har andre forskere fra McMaster University i Toronto udført et lignende studie af et andet cannabis-stof, CBG.
Studiet, ledet af Eric D. Brown fra Department of Biochemistry and Biomedical Sciences, viser, at CBG kurerede mus for MRSA-infektioner lige så effektivt som stoffet vancomycin, der er et af de sidste antibiotika, der stadig er effektivt mod resistente bakterier.
Studiet er under vurdering af tidsskriftet ACS Infectious Diseases Journal og endnu ikke publiceret.
Kontakter
Kommunikationsmedarbejder Birgitte Svennevig, birs@sdu.dk. tlf 27598679.
Forskningsleder Janne Kudsk Klitgaard, tlf. 65502376. E-mail; jkklitgaard@health.sdu.dk.
Links
Information om Syddansk Universitet
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Danske universiteter lancerer uafhængig AI-platform til forskning og innovation: UCloud AI14.9.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
UCloud AI samler avancerede sprogmodeller, national supercomputerkraft og sikker digital infrastruktur på én platform. Den nye platform er udviklet som en offentlig service frem for et kommercielt AI-produkt og skal gøre kunstig intelligens mere tilgængelig for forskere i hele Danmark.
Overdiagnostik ved brystkræftscreening kan være mindre end hidtil antaget14.9.2026 09:00:09 CEST | Pressemeddelelse
Overdiagnosticering ved screening for brystkræft kan være mindre udbredt end hidtil antaget. Det viser et nyt studie fra Syddansk Universitet, Queen Mary University of London, Københavns Universitet og American Cancer Society.
Prisvindende forfatter Zadie Smith besøger SDU14.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mød den anmelderroste britiske forfatter Zadie Smith på SDU mandag den 5. oktober til en samtale om hendes forfatterskab og oplæsning fra udvalgte værker.
AI kan gøre takeaway-leveringer mere effektive9.9.2026 11:27:20 CEST | Pressemeddelelse
En AI-baseret model kan samle flere takeawayordrer på samme tur og reducere behovet for bude uden at øge ventetiden. Modellen er udviklet med bidrag fra SDU-forsker Yihua Wang og testet på mere end 650.000 virkelige leveringer.
Manimozhiyan Arumugam udnævnt til professor i AI-drevet patientstratificering og mikrobiombaserede interventioner ved SDU og OUH8.9.2026 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny professor skal styrke forskningen i menneskets tarmmikrobiom ved at kombinere datavidenskab med eksperimentelle metoder for bedre at forstå sygdomme og identificere potentielle interventioner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum