HK/Danmark

Butiksansatte: Husk smilet på Black Friday

Del

Hvordan er den perfekte kunde? HK Handels butiksansatte medlemmer har formuleret en takt og tone-guide til, hvordan gode kunder opfører sig i butikken, når der er travlt.

På fredag kickstartes årets travleste tid i detailhandlen, når Black Friday markerer starten på årets julehandel. Selv om julen er hjerternes tid, er det en velkendt sag, at det i butikkerne også er de korte lunters tid.

HK Handel har spurgt sine medlemmer på Facebook om, hvordan man bliver den perfekte Black Friday-kunde. Det er der kommet ni gyldne råd ud af – som også er anvendelige i julehandlen.

Det er desværre nødvendigt at opfordre til at huske smilet og den gode tone, når der er travlhed i butikkerne.

- Det er et stigende problem, at utilfredse og stressede kunder overfuser butiksmedarbejderne. Der skal ikke længere så meget til at tænde folk af, og lunten bliver kortere og kortere. Vi forsøger at tackle det ved i fællesskab med arbejdsgiverne at undervise i, hvordan man tackler aggressive kunder, men det er desværre et eskalerende problem, siger faglig chef i HK Handel, Kim Jensen.

Den hårde tone har konsekvenser for arbejdsmiljøet, fortæller arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel, Merete Kaffka:

- Det kan være hårdt at blive udsat for overfusninger og grov tiltale. I øjeblikket kan det give nervøsitet og hjertebanken, men det har også betydning for de butiksansatte trivsel, når de er på arbejde, siger Merete Kaffka.

I 2015 dokumenterede en undersøgelse lavet for HK Handel, at syv ud af ti butiksmedarbejdere har oplevet at blive chikaneret eller skældt ud af kunder. I 2017 viser en opfølgende undersøgelse, at medlemmerne vurderer, at tonen er blevet endnu grovere og mere truende. Blandt eksemplerne på forulempelserne er fx at blive kaldt ”møgkælling”, ”fede so” og at få kastet varer eller andre genstande efter sig.

Butiksmedarbejdernes gode råd til Black Friday-kunderne er:

  • Lad være med at tale i telefon, mens du bliver ekspederet
  • Vær tålmodig og respekter køkulturen. De andre kunder har sikkert også travlt
  • Læg dine varer i ét lag på disken eller rullebåndet
  • Vil du klage, så gør det uden at hidse dig op. Butiksmedarbejderen har ikke lavet fejl med vilje
  • Respekter butikkens regler. Butiksmedarbejderen kan ikke ændre butikkens regler – heller ikke selv om du bliver vred
  • Er din indkøbsliste to sider lang, så kom i god tid, inden butikken lukker
  • Fortryder du en vare, så læg den på plads igen, eller giv den til en butiksmedarbejder i stedet for at lægge varen et tilfældigt sted
  • Hils på ekspedienten, og send gerne et smil – også selv om du har stået i kø i ti minutter for at få hjælp eller betale for din vare
  • Har du fået en god service, så sig tak. Det er altid rart at blive anerkendt for sin faglighed

Nøgleord

Kontakter

Presseansvarlig Nina Juhl Østergaard: 5162 8770 / nina.juhl.oestergaard@hk.dk

Vedhæftede filer

Information om HK/Danmark

HK/Danmark
Weidekampsgade 8
0900 København C

3330 4343http://www.hk.dk/

Følg pressemeddelelser fra HK/Danmark

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra HK/Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum