Landbrugsstyrelsen

Butikkernes usolgte brød skal ende som nye fødevarer

Del
Det daglige brød, som butikkerne ikke får solgt, skal genopstå som rasp, pasta og andre fødevarer. Det er målet med et nyt projekt, der vil lave en bæredygtig forretning ved at begrænse madspild.

De fleste fortrækker et friskt brød med sprød skorpe og en blød krumme. Derfor ender mange brød i affaldscontaineren, hvis de i løbet af dagen ikke formår at friste forbrugerne. Et nyt projekt, der er støttet af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDUP) under Landbrugsstyrelsen, vil forlænge brødets levetid, når det ikke bliver solgt til forbrugerne i første omgang.

Kernen i projektet er at udvikle en maskine, der på få sekunder kan genkende forskellige typer brød på et samlebånd. I princippet med samme teknologi som når vi låser vores smartphone op med ansigtsgenkendelse.

Herefter skal brødet scannes for mug og bakterier, før det ender med at blive raspet, tørret og formalet, så det kan bruges til at lave pasta, knækbrød, myslibarer eller et helt fjerde produkt. Hele formålet er at undgå madspild og dermed få mest muligt ud af de ressourcer, der allerede er blevet brugt til at producere brødet.

-        Det er god, dansk madtradition at genbruge gammelt brød til nye fødevarer. Nu forsøger vi ved hjælp af ny teknologi at overføre den tankegang til en større skala, siger projektleder Henrik Ottesen.

Stor del af brødet kan genanvendes

Projektet er et bredt samarbejde mellem detailhandlen, produktionsvirksomheder og foreningen Stop Spild af Mad. I samarbejde med Coop Crowdfunding udvælges et antal Coop-butikker, som indgår i et testforløb, hvor indsamling og proces testes.

-        Det bedste er jo, at brødet blive spist i sin oprindelige form, men når det ikke kan lade sig gøre, forventer vi, at 90 procent af det brød, vi henter ind, kan genanvendes til andre fødevarer. Derfor kan det give mening i et bæredygtigt perspektiv at transportere brødet tilbage til genanvendelse, siger Henrik Ottesen.

En helt ny type plantebaseret produkt baseret på brødrester skal udvikles af producenten Planteslagterne. Foreningen Stop Spild af Mad vil hjælpe med at gøre forbrugere og detailkæderne opmærksomme på projektets resultater og formidle resultaterne.

Lige nu er de forskellige maskiner, der skal sortere og behandle brødet, ved at blive bygget. Udviklingen sker i samarbejde med virksomheden Packotech, der har erfaring med robotteknologiske løsninger til detailsektoren og fødevareindustrien. Det er planen, at de første test med 5-10 butikker skal køre i begyndelsen af 2022.

Fakta om projektet FoodRefurb

  • Projektet løber fra den 1. august 2021 til den 1. august 2023.
  • Projektdeltagerne er FoodRefurb Aps, Packotech Aps, Planteslagterne ApS, Coop og Foreningen Stop Spild af Mad.
  • Projektet er støttet af GUDP med 3.154.750 kroner.

Fakta om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram

Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) støtter innovative projekter, som fremmer grøn og økonomisk bæredygtighed inden for landbrug, fiskeri, akvakultur og fødevareindustri. GUDP er ledet af en ministerudpeget bestyrelse, og medlemmerne er erhvervsfolk fra hele fødevaresektoren. Programmet hører under Landbrugsstyrelsen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Se GUDP’s hjemmeside

Yderligere oplysninger:

Hvis du er journalist, kan du kontakte Landbrugsstyrelsens pressevagt på tlf. 41 89 25 07 eller presse@lbst.dk

Information om Landbrugsstyrelsen

Landbrugsstyrelsen
Landbrugsstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V

+45 33 95 80 00http://lbst.dk/

Følg pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landbrugsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye