Britiskheden har været under afvikling, siden kolonierne sagde farvel og tak

I 1947 markerede det britiske kongehus den kommende dronning Elizabeths 21-års fødselsdag i Sydafrika. Her holdt den unge prinsesse en berømt tale til ”alle folk i det britiske Commonwealth og Imperium”, hvor hun hævdede, at selvom hun befandt sig mange tusinde kilometer fra London, var hun stadig hjemme.

Men i 1947 var Det Britiske Imperium ifølge Stuart Ward, der er professor i historie ved Københavns Universitet, allerede ved at gå i opløsning. Indien var på vej til at blive selvstændigt, og prinsessens tale i Sydafrika var udtryk for et forsøg på at holde sammen på en britisk identitet, der ikke længere gav mening for særlig mange mennesker.

- Britiskhed var et begreb, man opfandt for at give de mange mennesker, der udvandrede til de nye kolonier i løbet af 1800-tallet, et identitetsbegreb der kunne binde dem sammen; en skotte, irer eller waliser, der flyttede til Indien for at udføre et arbejde på vegne af kolonistyret, kunne dermed kalde sig brite og føle sig som del af et fællesskab med briter i Malaysia og Sydafrika – og også dem, som blev hjemme i det forenede kongerige, forklarer Stuart Ward. Han uddyber:

- Samtidig var britiskhed en så elastisk størrelse, at også de koloniserede kunne tage identiteten på sig og skabe deres egne forestillinger om, hvad den betød. Barbados, som var den første oversøiske koloni, gik fx under kælenavnet Little England.

Et begreb uden indhold
I takt med at flere og flere kolonier fik deres selvstændighed i løbet af anden halvdel af det 20. århundrede, blev begrebet britiskhed også i stigende grad overflødigt. I sin nye bog Untied Kingdom – a Global History of the End of Britain følger Stuart Ward denne afvikling af britisk identitet fra første verdenskrig og frem.

- Det indhold, som gav ”britiskhed” sin betydning og kraft, forsvandt stille og roligt. Jeg er selv fra Australien, og da jeg gik i skole i 1970’erne, sang vi stadig som det naturligste i verden ”God Save the Queen” hver morgen under morgensamlingen. Det er fuldstændig utænkeligt i dag, siger Stuart Ward.

Ifølge Ward var britiskhed ganske enkelt ikke længere et relevant begreb i en tid, hvor behovet for en paraplyidentitet, der kunne favne folk fra mange forskellige verdensdele, var stærkt faldende.

- Det er faktisk den samme proces, som vi har kunnet følge på nært hold i selve Storbritannien de sidste mange år. Der er ikke længere mange skotter, der føler sig som briter. Skotterne har fx vænnet sig til at have deres eget parlament, og de har længe haft deres eget retssystem og deres egen kirke, så det vil ikke føles som et kæmpe skridt udelukkende at identificere sig som skotter.

Uholdbar selvmodsigelse
Hvis man spørger Stuart Ward, hvad der har overrasket ham mest i arbejdet med bogen, er det ikke, at britiskheden mistede sin betydning med imperiets undergang:

- Det var jo næsten uundgåeligt, når de globale besiddelser, som var årsagen til, at begrebet britiskhed blev opfundet i sin tid, ikke længere var en del af Storbritannien. Det mest overraskende er faktisk, at begrebet britiskhed overhovedet har kunnet hænge sammen i så mange århundreder - fordi det grundlæggende bygger på en selvmodsigelse.

Med selvmodsigelse mener Stuart Ward, at briternes kolonisering af store områder af verden var funderet på en ide om, at britiske værdier som demokrati og liberalisme burde udbredes til andre dele af verden, om nødvendigt med magt. Det havde de faktisk en pligt til, mente mange briter.

- Men det krævede alt andet end liberale metoder at udbrede værdierne. Og efter 2. verdenskrig, hvor briter fra alle dele af imperiet havde været med til at bekæmpe nazismen, blev kolonialismen, og undertrykkelse af andre mennesker i det hele taget, simpelthen en uacceptabel og uholdbar position.

Kan Charles d. III redde situationen?
Om få dage bliver Charles d. III kronet, 76 år efter sin mors berømte tale i Sydafrika. I modsætning til den ærkebritiske Elizabeth er Charles mere konventionelt engelsk, mener Stuart Ward.

- Han kan ikke trække på de samme minder om et verdensomspændende imperium som sin mor, og han nyder ikke samme brede anerkendelse som hende. Hans kroning bliver en overgang til et nyt og reduceret royalt råderum, hvor minderne om det globale monarki uafladeligt vil spøge i baggrunden. Og det vil gøre det vanskeligt for ham at repræsentere et mangfoldigt og i stigende grad delt samfund.

Untied Kingdom – A Global History of the End of Britain er udkommet på Cambridge University Press.