Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen en lang række danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. Landets redaktioner er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.
Ønsker du at modtage den månedlige brevkasse direkte i din mailindbakke, kan du skrive en mail med besked herom til Anne Garde Slothuus, ags@fogp.dk.
Fakta om Forsikringsoplysningen:
Forsikringsoplysningen har i 90 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på mail fo@fogp.dk, telefon 41 91 91 91 tirsdag til torsdag mellem 9-13 eller på vores hjemmeside https://forsikringsguiden.dk/forsikringsoplysningen/.
Brevkasse for september:
Spørgsmål - Hvordan forbereder vi bedst hus og have til efteråret? Kan man risikere, at forsikringen ikke dækker ved fx storm?
Hej Forsikringsoplysningen
Min nabo og jeg var i haven i weekenden, og over hækken kom vi til at snakke om, hvordan man bedst forbereder sig til efterårets storme.
Kan man risikere, at forsikringen ikke dækker, hvis man ikke har vedligeholdt sin have eller hus ordentligt?
Hilsen
Naboerne
Svar:
Hej Naboer
Det er altid en god idé, at man gennemgår sit hus og sin have, inden efteråret for alvor sætter ind. Det kan fx være at rense tagrenderne for blade og mos, tjekke, at eventuelle afløb ikke er dækket af blade og skidt, så vandet ikke kan trænge ned, og gennemgå taget for løse tagsten m.v. Det er nemmere at gøre det på forhånd, end hvis der pludselig varsles storm.
Hvis man har store træer i sin have, er det også en god idé at tjekke, at de ikke er rådne og måske skal fældes, eller man skal lave andre foranstaltninger, så de ikke pludselig vælter og forårsager skade.
Husforsikringen dækker skader efter storm, når det har blæst mere end 17,2 m/sek. Den dækker også skybrud, hvis det har regnet mere end 15 mm på 30 min eller mere end 40 mm på et døgn.
Man skal selvfølgelig altid forsøge at begrænse risikoen for skader, ligesom man også kan risikere et nedslag i erstatningen, hvis manglende vedligeholdelse har gjort skaden større.
I kan læse mere på vores hjemmeside om forebyggelse af vejrskader:
Skybrud - Forebyg skybrudsskader - Få gode råd her (forsikringsguiden.dk)
Få gode råd til at forebygge stormskader her - Forsikringsoplysningen (forsikringsguiden.dk)
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Min søns skole har udleveret ipads til alle børnene. Er det min forsikring, der skal dække, hvis der sker noget?
Kære Forsikringsoplysningen
Min søn er lige startet i 3. klasse, og skolen har udleveret en ipad til alle elever i klassen. Ipad’en skal selvfølgelig bruges i skolen, men også derhjemme til lektier m.v.
Hvad nu hvis der sker noget med den? Hvis den fx bliver stjålet, eller han taber den, og skærmen går i stykker? Er det min forsikring eller skolens forsikring, der skal dække den?
Hilsen
Moderen
Svar:
Kære Mor
Hvis skolen udleverer ipads eller computere til eleverne, fordi de skal bruge det som et led i undervisningen, så kan skolen ikke fraskrive sig erstatningsansvaret for hændelige uheld. Heller ikke, hvis de beder jer underskrive en kontrakt, hvor de beder jer tage ansvaret for eventuelle skader. Sådan en kontrakt vil ikke være juridisk bindende.
Hvis din søn ødelægger ipad’en med vilje, kan du dog risikere, at regningen sendes videre til jer. Hovedreglen er, at skaden altid skal anmeldes til skolen først, og hvis den ikke dækker, kan du kontakte dit forsikringsselskab og høre, om du er dækket. Nogle selskaber skriver direkte i deres vilkår, at de ikke dækker udstyr udleveret fra uddannelsesinstitutioner. Du skal også være opmærksom på, at skader lavet med vilje, aldrig er dækket af forsikringen.
Du kan læse mere om dækning af skolers it-udstyr her:
Skolens iPads er skolens ansvar (forsikringsguiden.dk)
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Skal vi betale den selvrisiko, som ejerforeningen har valgt på bygningsforsikringen?
Hej Brevkasse
Vi har haft en skjult rørskade i vores ejerlejlighed. Bygningsforsikringen har dækket skaden, men nu siger ejerforeningen, at vi skal betale selvrisikoen på 5.000 kr.
Det er jo ikke vores forsikring, og vi har ikke været med til at tage stilling til selvrisikoen eller er blevet orienteret om det ved købet. Kan det være rigtigt, at det er os, der skal betale den?
Hilsen
De tvivlende
Svar:
Hej Tvivlende
Hvis det er en ejerforening eller en andelsforening, der har tegnet forsikringen, og den er tegnet i foreningens navn, så er det foreningen, der har indgået aftale med forsikringsselskabet. Derfor er det som udgangspunkt også foreningen, der skal betale selvrisikoen.
Der kan dog stå noget i foreningens vedtægter omkring forsikringsskader og betaling af selvrisiko. Jeg vil derfor anbefale, at I tjekker vedtægterne. Alternativt kan I gå i dialog med bestyrelsen om betaling af selvrisikoen.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Nøgleord
Billeder
Links
Information om Forsikring & Pension
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
F&P hilser nye klimamål velkommen18.12.2025 10:57:11 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har netop fastsat et nyt klimamål for 2035 på 82 procents reduktion i udledning af drivhusgasser. Et stærkt signal til verden, lyder det fra F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
F&P: Det danske formandskab leverer vigtige anbefalinger om enklere finansiel regulering12.12.2025 12:40:33 CET | Pressemeddelelse
De europæiske finans- og økonomiministre har netop godkendt en række konklusioner om enklere regulering af den finansielle sektor. Forsikring & Pension håber nu, at EU-Kommissionen hurtigt fører dem ud i livet.
F&P bifalder fokus på bekæmpelse af digital svindel i nyt politiforlig4.12.2025 14:19:22 CET | Pressemeddelelse
Det netop indgåede politiforlig betyder, at indsatsen over for digital økonomisk kriminalitet styrkes betydeligt. Det glæder forsikrings- og pensionsbranchen, der har oplevet en tydelig ændring i kriminalitetsbilledet i Danmark gennem de seneste år.
Historisk nybrud, at pensionsbranchen skal bygge fremtidens kaserner2.12.2025 17:13:54 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har taget et vigtigt skridt mod at modernisere Forsvarets indkvarteringsfaciliteter. Forsvarsministeriet har netop tildelt et konsortium med bl.a. PensionDanmark opgaven med at udvikle løsninger, der skal huse de mange nye værnepligtige, der kommer til næste år. F&P (Forsikring og Pension) hilser beslutningen velkommen og ser den som et markant nybrud i branchens voksende engagement på sikkerheds- og forsvarsområdet. Det sker gennem en Offentlig-Privat Partnerskabs-model (OPP).
Indien overhaler Kina i pensionsinvesteringer28.11.2025 09:39:45 CET | Pressemeddelelse
Ny analyse viser, at de danske pensionsselskabers investeringsbeholdning i Indien langt overstiger den i Kina. USA forbliver dog det største investeringsland, hvor 25 pct. af alle pensioner er investeret.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


