Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring
26.11.2021 11:14:44 CET | Forsikring & Pension | Pressemeddelelse

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen en lang række danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. Landets redaktioner er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.
Ønsker du at modtage den månedlige brevkasse direkte i din mailindbakke, kan du skrive en mail med besked herom til Jørgen Kjær Thomsen, jkt@fogp.dk.
Fakta om Forsikringsoplysningen:
Forsikringsoplysningen har i næsten 90 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 tirsdag til torsdag mellem 9-13 eller på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk.
Brevkasse for november:
Spørgsmål: Er min bil totalskadet, når en reservedel er i restordre?
Hej
For lidt mere end 2 måneder siden lavede jeg en skade på vores bil - en helt almindelig familiebil. Men reservedelen er desværre i restordre, og bilen har stået på værkstedet lige siden.
Hvis det bliver ved at trække ud, kan jeg så kræve bilen totalskadet og dermed købe en anden? Vi har ingen lånebil til rådighed, da vi valgte et lille lokalt værksted.
Vh
Den utålmodige bilejer
Svar:
Hej utålmodige bilejer
Der er meget klare regler for, hvornår en bil bliver erklæret totalskadet. Det kræver, at skaden på din bil er vurderet til mere end 75 pct. af bilens handelsværdi. Du kan læse mere om reglerne på vores hjemmeside.
Et forsikringsselskab er ikke herre over lang reparationstid på et værksted. De vil dermed som hovedregel ikke være forpligtet til at erklære bilen totalskadet alene af den årsag. Særligt ikke nu efter Corona-krisen og flere andre tilfælde, hvor der pludselig opstår længere ventetid på leverancer og reservedele.
Spørgsmål – Bliver kulde i mit sommerhus betragtet som en skade?
Hej
Jeg har et sommerhus fra 2016, hvor det er et helt urimelig fodkoldt. Jeg ved ikke hvorfor. Ophold her om vinteren er faktisk umuligt, hvilket jeg synes er besynderligt og rigtig ærgerligt.
Jeg har anmeldt til ejerskifteforsikringen, men de vil ikke dække. Er det noget, jeg kan gå videre med og klage over?
Mvh.
Den skuffede sommerhusejer
Svar:
Hej skuffede sommerhusejer
Alle forsikringsselskaber skal have en klageansvarlig. Du har derfor altid mulighed for at klage til forsikringsselskabet. Det er gratis. Hvis selskabet fastholder deres afgørelse, kan du gå videre og for et lille gebyr klage til Ankenævnet for Forsikring. Her kan du også finde konkrete afgørelser og lignende sager.
Du skriver ikke, hvad selskabets begrundelse er, for at din ejerskifteforsikring ikke dækker. Årsagen til, at der er fodkoldt i dit sommerhus, og hvor koldt der er, har afgørende betydning for, om skaden kan være dækket af en ejerskifteforsikring.
En ejerskifteforsikring kan dække forhold, der nedsætter bygningens værdi eller brugbarhed nævneværdigt i forhold til tilsvarende intakte bygninger af samme alder i almindelig god vedligeholdelsesstand. Vi kan ikke gå ind i en konkret vurdering af, om fodkulden i din situation nedsætter brugen/værdien. Forsikringen kan også dække udbedring af manglende eller væsentligt nedsat funktion af varmeinstallationer, hvis det er tilfældet.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Hvorfor skal min egen forsikring betale mine dyrlægeudgifter efter et overfald?
Til Forsikringsoplysningen
Min hund blev på en gåtur angrebet og skambidt af anden hund, som rev sig løs fra sin ejer og gik til angreb på min hund. Min hund er efterfølgende blevet opereret – den har stadig stærke smerter og er traumatiseret.
Jeg har en sygeforsikring og ansvarsforsikring på min hund. Mit forsikringsselskab fortæller mig, at de skal dække skaden op til den maksimale forsikringssum, som er 24.000 kr. pr. år. Herefter skal jeg selv betale den del, som overstiger min dækning, og bede hundens ejer betaler beløbet.
Er det rigtigt, at jeg selv skal tage fat i hundeejeren (hvilket er dybt ubehageligt), og skal mit eget forsikringsselskab betale for noget, som en anden har påført min hund (og i øvrigt erkendt)?
Og hvad sker der, hvis min hund bliver syg, nu hvor den årlige dækning på min hundesygeforsikring er opbrugt? Jeg synes, at det virker helt urimeligt, hvis jeg selv kommer til at betale.
Håber på snarligt svar, da jeg føler mig noget alene og overladt til mig selv i denne sag - og som et offer på flere måder.
Med venlig hilsen
Den ulykkelige hundeejer
Svar:
Hej ulykkelige hundeejer
Efter reglerne i loven om hunde, er man som hundeejer forpligtet til at erstatte den skade, som hunden påfører andre. Erstatningen kan dog nedsættes eller bortfalde, hvis den som har lidt skade, selv har medvirket til skaden. Der gælder med andre ord et objektivt ansvar, dvs. uanset om man er skyld i, at hunden laver skade eller ej.
Når det er sagt, gælder der i praksis en regel, der følger af erstatningsansvarsloven, og som er årsag til, at din hundeforsikring kommer ind i billedet. Reglen betyder, at hvis skaden også er dækket af din egen forsikring, skal den i første omgang dækkes af dit eget forsikringsselskab. I dette tilfælde din hundesygeforsikring.
Er forsikringssummen ikke høj nok, som i dit tilfælde, vil den resterende del af dyrlægeregningen være uforsikret. Hundeejeren vil som hovedregel altid være forpligtet til at betale krav, som ikke er forsikringsdækket. Derfor kan du gøre krav på det beløb, som overstiger din forsikringssum, over for hundeejeren.
Hvis du ikke kender hundeejerens forsikringsselskab, vil jeg vil anbefale, at du beder hundeejeren om at anmelde uheldet til sin forsikring samt oplyse dig om, hvor han er forsikret og et skadenummer. Herefter kan du tage den videre dialog med hans forsikringsselskab.
Hvis din hund bliver syg senere og skal til dyrlægen, vil du normalt ikke have mulighed for at få dækket flere skader inden for det samme forsikringssår, da forsikringssummen er opbrugt. Det betyder, at du desværre selv må dække evt. dyrlægeudgifter indtil næstkommende fornyelsesperiode – det man kalder hovedforfald.
Jeg kan godt forstå, at det virker uretfærdigt, når du og din hund er uden skyld i overfaldet.
Jeg ønsker din hund god bedring.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Nøgleord
Billeder

Links
Information om Forsikring & Pension
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring27.3.2026 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på, hvad der er godt at vide, når motorcykelsæsonen starter? Om forsikringen dækker indbrud i bil i konfirmationstiden? Og om indboforsikringen dækker dyre racercykler?
Pensionsreform må ikke rokke ved lysten til at spare op5.3.2026 13:48:00 CET | Pressemeddelelse
Det har igennem årtier været en grundtanke i den danske pensionsmodel, at det skal kunne betale sig for danskerne at spare op til pension og tage ansvar for sin økonomi i alderdommen, hvis man kan. Derfor er det bekymrende, at Socialdemokratiet i deres pensionsudspil vil finde en del af finansieringen ved at fjerne pensionsfradraget for de pensionsopsparere, der betaler topskat. Det kan ramme ca. 450.000 pensionsopsparere – og alvorligt svække lysten til at spare op.
F&P: Regeringens 2035-plan indeholder nødvendige økonomiske prioriteringer24.2.2026 10:30:05 CET | Pressemeddelelse
Regeringen nye økonomiske plan frem mod 2035 har fokus på de rigtige områder i en urolig verden og sikrer forsat økonomisk stabilitet, lyder det fra F&P.
Klimatilpasningsplan II er et stort skridt på vej mod et klima-sikkert Danmark23.2.2026 13:02:46 CET | Pressemeddelelse
Regeringen afsætter milliarder til projekter, der skal sikre danske kyster, og det skal ske med statslig koordinering og prioritering. Det er et stort skridt i den rigtige retning mod et mere klimasikret Danmark, hvor de store og komplicerede projekter fremmes, mener F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
Regeringens totalberedskab er nødvendigt i en urolig tid20.2.2026 11:41:34 CET | Pressemeddelelse
Danmark og Europa har længe været udfordret med komplekse trusler og kriser. Derfor er det godt, at regeringen nu lancerer et totalberedskab for Danmark, lyder det fra forsikrings- og pensionsbranchen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
