Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen en lang række danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. Landets redaktioner er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.
Ønsker du at modtage den månedlige brevkasse direkte i din mailindbakke, kan du skrive en mail med besked herom til Anna G. Bach, agb@forsikringogpension.dk.
Fakta om Forsikringsoplysningen:
Forsikringsoplysningen har i mere end 85 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 hverdage mellem 10-13, på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk eller på vores Facebook-side https://www.facebook.com/Forsikringsnoerden/
Brevkasse for april:
Spørgsmål: Dækker min ulykkesforsikring, når jeg midlertidigt udfører et andet arbejde under coronakrisen?
Kære Forsikringsoplysning
Jeg arbejder til daglig som ernæringskonsulent i et privat firma, men jeg er oprindeligt uddannet sygeplejerske. Derfor overvejer jeg at tilbyde min hjælp, hvis der bliver behov for det pga. en øget smittespredning af COVID-19, når vi nu delvist genåbner samfundet.
Men jeg er usikker på, hvordan jeg er dækket, hvis jeg kommer til skade i forbindelse med mit midlertidige arbejde, og om der er noget, jeg skal være opmærksom på i forhold til mine forsikringer. Jeg håber, I kan hjælpe med et svar.
Mvh. sygeplejersken
Svar:
Hej sygeplejerske
Først vil jeg gerne fortælle, at jeg virkelig beundrer din, og alle andres, vilje til frivilligt at hjælpe til i denne usædvanlige tid.
Når man arbejder frivilligt for andre, kan man dels være sikret efter Arbejdsskadeloven, dvs. via ”arbejdsgiverens” arbejdsskadeforsikring, og dels via sin egen heltidsulykkesforsikring.
Arbejdsskadeforsikring
Det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), der afgør, om man er sikret efter Arbejdsskadeloven. Det har bl.a. betydning, om der er tale om et ansættelseslignende forhold, og om ”arbejdsgiveren” har mulighed for at tilrettelægge og har gavn af arbejdet. Du kan læse mere på AES’ hjemmeside: https://bit.ly/34OI826.
Jeg vil anbefale dig at få et konkret svar på, hvordan du er dækket fra enten sygehuset, som ofte er selvforsikret, eller AES.
Hvis du har en ulykkesforsikring, som dækker hele døgnet
Når man ændrer erhverv eller får en bibeskæftigelse, skal man typisk give besked til sit forsikringsselskab, hvis man har en ulykkesforsikring, som dækker hele døgnet.
Det skyldes, at prisen i de fleste forsikringsselskaber afhænger af, hvad man laver til dagligt, fordi risikoen for at der sker ulykker varierer fra erhverv til erhverv. Det betyder, at prisen kan ændre sig, både op eller ned, når man skifter job eller får et bijob.
Nogle enkelte forsikringsselskaber har dog besluttet, at alle, der hjælper til som en del af nødberedskabet under corona-krisen, automatisk er dækket af deres normale ulykkesforsikring, uden det koster ekstra. Du må derfor spørge dit forsikringsselskab, hvordan reglerne er hos dem.
Bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Dækker min forsikring tyveri af planter?
Hej
Som mange andre har jeg været i haven i påskeferien. Jeg havde fået plantet nye hortensia, rododendroner, krukker med diverse blomster og et smukt magnoliatræ. Men jeg blev noget utilfreds, da jeg kom ud næste morgen.
For en eller flere tyve havde gravet min have op i løbet af natten og var rendt med alle mine nye planter for flere tusinde kroner.
Jeg har selvfølgelig anmeldt det til politiet, men er det noget, som jeg kan få dækket af min forsikring?
Vh. haveelskeren
Svar:
Hej haveelsker
Jeg kan godt forstå, at det må have været et skuffende syn for dig.
Faktisk er der forskel på, hvordan de enkelte husforsikringer dækker haveanlæg – herunder planter, træer, blomster m.m.
En husforsikring dækker skader på dit hus i forbindelse med indbrud samt tyveri af fastmonteret bygningsudstyr, fx hårde hvidevarer og udendørs belysning. Men når det kommer til haveanlæg, dækker nogle få forsikringer tyveri (og hærværk), mens mange kun dækker, hvis man har købt en udvidet dækning.
Du er derfor nødt til at tjekke i dine forsikringsvilkår, hvad der gælder for din husforsikring.
Hvis din husforsikring dækker tyveriet, skal du desuden være opmærksom på, at der gælder særlige regler for erstatning af haveanlæg. Du skriver ikke, hvor gammelt træet var, da du købte det. Men typisk kan du kun få betalt dine udgifter til nyplantning af højst fire år gamle buske, planter eller træer, ligesom det også kræver, at du planter på ny for at få erstatning.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Må jeg benytte min afdøde fars bil?
Hej Forsikringsoplysningen
Min far er for nylig gået bort, og jeg har derfor et spørgsmål i relation til hans bil.
Boet er endnu ikke blevet gjort op, og vi er to søskende, som skal arve, hvad der er tilbage, da min mor også er død for mange år siden. Jeg skal muligvis arve bilen, og jeg kunne derfor godt tænke mig at bruge bilen allerede nu. Er der nogen problemer i det?
Hilsen arvingen
Svar:
Hej arving
Din fars bilforsikring dækker enhver, der lovligt benytter bilen med forsikringstagerens tilladelse. Da forsikringstageren, din far, er død, bør tilladelsen ske via skifteretten, indtil boet er opgjort.
Forsikringsselskabet vil altid betale erstatning til en evt. skadelidte, hvis du påkører en anden bil eller person. Men du risikerer at blive mødt med et krav om tilbagebetaling fra din fars forsikringsselskab, hvis kørslen ikke er sket lovligt.
Derfor er mit bedste råd, at du taler med bobestyreren og din fars forsikringsselskab, før du bruger bilen.
Hvis du arver bilen, skal du huske at få om registreret bilen inden tre uger.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Nøgleord
Billeder
Links
Information om Forsikring & Pension
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Von der Leyen sætter kikkerten for det rigtige øje – men der er brug for handling10.9.2025 12:02:52 CEST | Pressemeddelelse
Det store fokus på sikkerhed, konkurrenceevne, investeringer og byrdereduktioner i Ursula von der Leyens årlige statustale glæder forsikrings- og pensionsbranchen. Nu gælder det om at sætte handling bag ordene.
F&P roser klimatilpasningsfokus i udspil til finanslov29.8.2025 11:04:26 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen har i dag præsenteret sit forslag til finansloven for 2026, som set fra forsikrings- og pensionsbranchen ikke mindst rummer vigtige tiltag om klimatilpasning med sikring af de danske kyster og en styrkelse af samfundssikkerhed og beredskab. Samtidig lægger regeringen op til en samlet klimatilpasningsplan II for Danmark.
Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring29.8.2025 10:45:00 CEST | Pressemeddelelse
De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på forsikringerne, når børnene flytter hjemmefra? Om man altid kan regne med at husforsikringen dækker storm? Og hvordan man bedst hjælper de 17-årige med at bilforsikringen?
Mere end 3 millioner er nu dækket af en sundhedsordning27.8.2025 11:57:59 CEST | Pressemeddelelse
Nye tal viser at et rekordhøjt antal danskere nu har en sundhedsforsikring eller sundhedsordning. Langt de fleste danskere på arbejdsmarkedet er omfattet af en ordning, der kan hjælpe ved fx stress og hjælp til fysioterapi.
Hvis du vil køre privat ø-taxi, så hav styr på forsikringen21.8.2025 13:53:46 CEST | Pressemeddelelse
Anholt er blandt de øer, der er blevet undtaget taxiloven, så private nu kan køre taxi. Men det kan kræve en særlig forsikring, advarer brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber, F&P, der opfordrer til, at man kontakter sit forsikringsselskab, inden man kører med betalende passagerer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum