Forsikring & Pension

Brevkasse: Giv dine læsere bedre styr på forsikringen med råd fra Forsikringsoplysningen

Del
Ved dine læsere for lidt om, hvordan deres børn er dækket, hvis de kommer ud for en ulykke i skolen, hvordan man er stillet, hvis et byggefirma går konkurs, inden huset er bygget færdigt, eller hvornår man kræve erstatning af kommunen, hvis man falder på et offentligt fortov, så kan de nu få gode råd af Forsikringsoplysningens faste brevkasse.
Esbin-Andersson/AGE fotostock/Ritzau Scanpix
Esbin-Andersson/AGE fotostock/Ritzau Scanpix

Er dine læsere i tvivl, om eller hvordan forsikringen dækker? Så kan de få råd og vejledning af Forsikringsoplysningens brevkasse, som udkommer hver måned. 

Landets redaktioner kan frit benytte brevkassen med angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen plus angivelse af fotograf og bureau billeder. Denne pressemeddelse indeholder den syvende brevkasse med tre breve, som omhandler blandt andet dækning ved faldulykker og byggefirmaers konkurs.

Fakta om Forsikringoplysningen:

Forsikringsoplysningen har gennem mere end 85 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.

Du kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 hverdage mellem 10-13, på vores hjemmeside www.forsikringsoplysningen.dk eller på vores Facebook-side https://www.facebook.com/Forsikringsnoerden/. Vi holder dog ferielukket til og med den 27. juli 2018.

Brevkasse for juli:

Spørgsmål - Hvilken forsikring dækker mit barns ulykke i skolen?

Kære Forsikringsoplysning

Min datter kom til skade i skolen for ca. tre måneder siden. Hun hang i et klatrestativ i et frikvarter, og blev skubbet ned fra 2 meters højde af en anden elev. Hun slog sin højre hånd/arm, da hun ramte jorden. De to piger var kort forinden blevet uvenner.

Hun har stadig store problemer med sin hånd, og jeg er nu kommet i tvivl om, hvis forsikring der skal dække hendes skader? Er det skolens eller elevens forsikring? Vi har kun selv en indboforsikring, som ikke dækker.

Mvh.

Den bekymrede mor

Svar:

Kære bekymrede mor

Du er ikke den eneste, der er i tvivl om, hvordan dit barn er dækket, når det kommer til skade i skolen. Faktisk tror ca. en tredjedel af danske forældre, at deres børns skole eller institution har forsikret børnene, når de er der, og hver 10. ved ikke, om skolen forsikrer deres børn.

Men i 2012 fik kommunale skoler og institutioner forbud mod at forsikre børn. Få private skoler kan stadig have en forsikring. Men som hovedregel kan din datters skole kun komme til at betale erstatning, hvis man kan bebrejde dem, at ulykken kunne ske. Derfor er det forældres eget ansvar at forsikre deres børn, som ikke automatisk er dækket af forældrenes ulykkesforsikring.

Hvor vidt I kan få dækket din datters skader af den anden elevs forsikring, dvs. forældrenes indboforsikring, er en konkret vurdering. Børn kan på samme måde som voksne blive erstatningsansvarlige for de skader, de laver på andre personer eller deres ting. Når man skal vurdere, om et barn er erstatningsansvarlig, sammenligner man barnets handling med, hvordan et barn på samme alder normalt ville have opført sig. Har barnet opført sig anderledes og mere uforsigtigt end det typiske barn med tilsvarende alder, bliver barnet erstatningsansvarlig.

Jeg vil foreslå, at du beder elevens forældre anmelde uheldet til deres forsikringsselskab.

Har du brug for en ulykkesforsikring, kan du på www.forsikringsguiden.dk sammenligne pris og dækning på ulykkesforsikringer til dig og dit barn.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Spørgsmål - Hvordan er vi dækket, når vores entreprenør er gået konkurs, inden vores hus er bygget færdigt?

Hej

Vi er ved at få bygget et hus af et professionelt byggefirma. Desværre er firmaet gået konkurs, inden vores hus var færdigbygget. Vi ved nu ikke helt, hvordan det stiller os.

I tilbuddet fra byggefirmaet var der indregnet et beløb til en byggeskadeforsikring, men vi er i tvivl, om de overhovedet har købt en forsikring, og i givet fald hvor og om den dækker, nu hvor firmaet er gået konkurs. Og findes der en garanti andre steder, hvis forsikringen ikke dækker. Kan I gøre os klogere?

Den kommende husejer

Svar:

Hej kommende husejer

En byggeskadeforsikring træder først i kraft, når byggeriet er færdigt og afleveret. En konkurs inden aflevering af byggeriet betyder, at jeres indbetalte beløb til præmie er tabt.

Når byggefirmaet går konkurs inden forsikringen er trådt i kraft, dvs. inden byggeriet er afleveret og tilbuddet er accepteret, skal kommunen vurdere, om der stadig er krav om en byggeskadeforsikring. Det afhænger af, om du selv eller en professionel færdiggør byggeriet.

Bliver byggeriet overtaget af et nyt byggefirma, skal kommunen have dokumentation for, at et forsikringsselskab har afgivet tilbud på en byggeskadeforsikring, ligesom der ved færdigmelding af byggeriet skal være dokumentation for, at der er købt en byggeskadeforsikring, og at præmien er betalt. Vælger du selv at færdiggøre byggeriet, er der ikke krav om en byggeskadeforsikring.

Der er desværre ingen garantiordning for tabt præmie, når byggefirmet går konkurs, inden forsikringen er trådt ikraft, eller for dækning af skader, hvor der ikke er købt en byggeskadeforsikring.

Du kan læse mere i Trafik- og Byggestyrelsens vejledning.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Spørgsmål - Kan vi kræve erstatning af kommunen for min kones fald?

Hej Forsikringsoplysning

Min kone mistede for nylig balancen og faldt på et offentligt fortov, hvor der var en fordybning på ca. fire cm. Faldet har givet os regninger til tandlægebehandling på ca. 10.000 kr., et par nye briller til 6.500 kr. samt resulteret i en brækket hofte. Vi har henvendt os til kommunen, men de afviser blankt og vil ikke dække min kones skader. Jeg overvejer derfor, om jeg skal lægge sag an mod dem.

Kan I svare på, om der er en fast praksis i sager som vores?

Med venlig hilsen

Den skuffede borger

Svar:

Hej skuffede borger

For at I kan kræve erstatning fra kommunen eller deres forsikringsselskab, skal kommunen have opført sig ”anderledes end man kunne forvente”.

Domstolene har tidligere slået fast, at man som borger må tåle mindre ni-veauforskelle på fortove/stier op til i hvert fald omkring tre cm. Og selv ved ujævnheder på mere end tre cm. er det ikke altid, at man kan kræve erstat-ning.

Kommuner skal føre regelmæssigt tilsyn med offentlige gangarealer, stier osv. Men både tilsyn og vedligeholdelse sker i intervaller. Det betyder, at der mellem to tilsyn kan opstå mindre niveauforskelle, huller eller lignende, som man kan støde på som fodgænger, når man færdes i det offentlige rum. Har kommunen ført jævnligt tilsyn, og er de ikke blevet informeret om niveaufor-skellen, så er det tvivlsomt, at kommunen er ansvarlig for din kones skader.

Hvis dine kone har en ulykkesforsikring, så kan hun have ret til erstatning for både tand- og brilleskader samt eventuelt varige mén herfra.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen


Ring til os på 41919191
Skriv til os på Facebooksiden Forsikringsnørden eller
http://www.forsikringsoplysningen.dk/

To view this video from www.youtube.com, please give your consent at the top of this page.Kender du Forsikringsoplysningen?Videokanal

Nøgleord

Billeder

Esbin-Andersson/AGE fotostock/Ritzau Scanpix
Esbin-Andersson/AGE fotostock/Ritzau Scanpix
Download
Foto: Konsulent Anja Lintrup Sørensen, Forsikringsoplysningen                                    
                              Med råd fra Forsikringsoplysningens brevkasse kan jeres læsere få bedre styr på deres forsikring
Foto: Konsulent Anja Lintrup Sørensen, Forsikringsoplysningen Med råd fra Forsikringsoplysningens brevkasse kan jeres læsere få bedre styr på deres forsikring
Download

Links

Information om Forsikring & Pension

Forsikring & Pension
Forsikring & Pension
Philip Heymans Allé 1
2900 Hellerup

41919101http://www.forsikringogpension.dk

F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye