Københavns Kommune Overborgmesteren

Bredt flertal bag aftale om Lynetteholmen

Del
Et meget bredt flertal af otte partier godkendte torsdag aften principaftalen mellem Københavns Kommune og staten om at anlægge en kunstig ø ved navn Lynetteholmen i Øresund mellem Nordhavn og Refshaleøen

Borgerrepræsentationen i København har med et meget bredt flertal af otte partier godkendt principaftalen om at anlægge Lynetteholmen.

Aftalen og visionen om at opføre en helt ny bydel på en holm i Øresund ud for Trekroner-fortet blev præsenteret i begyndelsen af oktober af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), overborgmester Frank Jensen (S), transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

Med Borgerrepræsentationens godkendelse har nu både Københavns Kommune og et flertal af partier i Folketinget nikket til aftalen.

-          Jeg er glad for, at så bredt et flertal i Borgerrepræsentationen står sammen om at sikre Københavns fremtid, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Lynetteholmen er et mægtigt anlægsprojekt, som sikrer, at København kan blive ved med at udvikle sig mange år fremover. Den nye bydel skal bestå af jordopfyld, og vil tjene som en stormflodssikring af København. Den skal betjenes af metro og af en østlig omfartsvej. Allervigtigst vil den sikre, at København også i fremtiden får plads til de mange mennesker, der gerne vil bo i byen, uden at boligpriserne løber løbsk.

Lynetteholmen kommer til at rumme boliger til 35.000 mennesker, samt gør byudvikling af Refshaleøen med boliger til yderligere 15.000 mennesker mulig. Hver fjerde bolig vil blive almen, og få en husleje, der er til at betale for almindelige indkomster.

-          Lynetteholmen bliver på én gang en helt ny bydel – og får samtidig en masse genkendelige københavnerkvaliteter. Det bliver en blandet bydel med boliger til forskellige indkomster, med adgang til strand og grønne områder, og med kollektiv trafik af høj klasse, siger Frank Jensen.

Med godkendelsen i Borgerrepræsentationen er Lynetteholmen et lille, men vigtigt skridt videre mod at blive realiseret og de tekniske forundersøgelser kan gå i gang. De partier, som godkendte principaftalen er: Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale, SF, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Kun Enhedslisten stemte imod.

For yderligere kommentarer:

Overborgmester Frank Jensen via pressechef Rikke Egelund, 3147 9497

Information om Københavns Kommune Overborgmesteren

Københavns Kommune Overborgmesteren
Københavns Kommune Overborgmesteren
Københavns Rådhus
1599 København V

33 66 22 01https://www.kk.dk

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Overborgmesteren

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye