Børn flytter ind i Officersskolen
14.5.2019 16:47:16 CEST | Furesø Kommune | Pressemeddelelse

Byrådet i Furesø igangsætter nu byggeriet af Jonstrups nye børnehus. Dagtilbuddet bliver det første kommunale byggeri på Flyvestationen og et vigtigt spadestik i forhold at omdanne det tidligere militære anlæg til Furesøs nye byområde.
”På et sted som Flyvestationen er det vigtigt at forbinde fortid og fremtid, så vi har historien med, når vi nu åbner et nyt kapitel. Derfor har vi lagt stor vægt på at placere det nye dagtilbud, hvor der er højt til himlen og rig mulighed for naturoplevelser, men også i en eksisterende bygning - den såkaldte Officersskole. Med sin centrale placering er jeg sikker på, den bliver en katalysator for et godt og aktivt liv i den nye bydel og et samlingspunkt for de nye beboere”, siger Lene Munch-Petersen (A), formand for udvalget for natur, miljø og grøn omstilling.
Vinderprojektet griber stedets ånd og omdanner med enkle greb bygningen til et inspirerende og funktionelt dagtilbud med respekt for den bevaringsværdige bygning. Den ny daginstitution lever op til Furesø Kommunes klima- og miljømål og vil få en såkaldt DGNB-certificering, der dokumenterer, at der er tænkt i bæredygtighed både ved at genanvende mursten og andre materialer og ved at være ombygget med drifts- og vedligeholdelsesvenlige materialer.
Vildt udeliv venter børnene
Bettina Ugelvig Møller (A), formand for udvalget for dagtilbud og familier fremhæver vinderprojektet for at skabe god kontakt og adgang til udearealerne og en stor naturpræget legeplads, som er inddelt i henholdsvis vuggestueområde og børnehaveområde.
”Noget af det, jeg faldt for ved vinderprojektet med arbejdstitlen ’Børnehus i Lunden’ er, at det forholder sig til Flyvestationens landskaber, som jo er tættere på vild natur end en plisseret parcelhushave. Det er godt set og tænkt, at udearealerne både kan rumme de rolige og trygge miljøer for de helt små og samtidig giver plads til det vildere liv under åben himmel for børnehavebørnene. Her bliver virkelig plads til udfoldelse,” siger hun.
Erfarent team står bag
Den nye integrerede institution kommer til at rumme fem vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. De to etager i bygningen er bundet sammen af et fællesrum, der bliver husets hjerte. Grupperummene er indrettet, så de kan bruges af både vuggestuebørn og børnehavebørn, og den overordnede fordeling kan dermed ændres afhængigt af behovet i lokalområdet.
Samlet er der plads til i alt 150 børn. Børnehuset kan opdeles i mindre enheder, der kan danne en tryg ramme om børnenes hverdag. Projektet tager desuden hensyn til tilgængelighed, så små og bløde trafikanter kan komme sikkert frem. Det fortæller Katrine D. Jørgensen, partner og arkitekt hos Rubow arkitekter, der i samarbejde med entreprenør Jorton A/S, Orbicon og Center for Bygningsbevaring har erfaring med byggeri af dagtilbud.
”Vi udvikler den eksisterende bygning med et lag af arkitektur i børnehøjde - såsom farver, nicher til leg, pædagogisk indretning og kig i børnehøjde til de eventyrlige omgivelser, så den nye Jonstrup børneinstitution bliver en bygning, der både peger fremad - med tidssvarende og inspirerende pædagogiske rammer - og samtidig peger tilbage på de bevaringsværdige historiske spor i bygningen og området.”
Projektet vurderes med få justeringer fint at kunne leve op til kommunens ønsker til den nye daginstitution, så det nye dagtilbud kan være klar til indflytning medio 2020.
I den kommende tid kan du se plancher med visualiseringer af den kommende daginstitution på Furesø Rådhus, Stiager 2, 3500 Værløse.
Kontakter
Bettina Ugelvig Møller, formand for Udvalget for dagtilbud og familier, tlf. 7216 5909
Lene Munch-Petersen, formand for Udvalget for natur, miljø og grøn omstilling, tlf. 30772250
Katrine D. Jørgensen, associeret partner, arkitekt ma.a., Rubow arkitekter, tlf. 3369 1191
Illustrationerne vedlagt bedes krediteret Rubow Arkitekter
Billedtekst: Lars Bjørn Knudsen fra Jorton A/S underskriver aftalen om ombygning af Officersskolen til nyt børnehus med Claus Torp, by- og kulturdirektør i Furesø.
Billeder
Information om Furesø Kommune
Følg pressemeddelelser fra Furesø Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Furesø Kommune
Furesøs regnskab for 2025 viser overskud30.4.2026 09:25:09 CEST | Pressemeddelelse
Furesø Kommunes regnskab for 2025 viser et overskud på driftsbalancen, der både kan finansiere anlægsudgifter og afdrag på lån. Samtidig kan en mindre kasseopbygning ruste kommunen til planlagt forbrug af de opsparede midler i 2027.
Tilmelding til sommerferieaktiviteter åbner søndag 10. maj29.4.2026 11:36:34 CEST | Pressemeddelelse
Så er årets program med sommerferieaktiviteter til børn og unge i Furesø klart. Tilmelding til de populære aktiviteter åbner søndag den 10. maj kl. 16.
Samarbejde om en styrket ældrepleje17.4.2026 16:42:52 CEST | Pressemeddelelse
Udvalg for Sundhed og Ældre bekræfter arbejdet med en Masterplan, der skal styrke ældreplejen og forberede Furesø til flere ældre og mere komplekse plejebehov. Flere indsatser er allerede i gang.
Furesøs folkeskoler blandt landets allerbedste – set i det rette lys15.4.2026 12:19:59 CEST | Pressemeddelelse
Furesø Kommune har en af landets højeste andele af elever, der består folkeskolens afgangsprøve. En CEPOS-analyse skabte for nylig debat om folkeskolernes manglende løfteevne. Men virkeligheden er en anden.
Folkeoplysningsudvalget i Furesø klar med ny formand og næstformand10.4.2026 10:55:27 CEST | Pressemeddelelse
I marts blev et nyt Folkeoplysningsvalg valgt ind i Furesø. Torsdag den 9. april blev udvalgets formelle arbejde skudt i gang ved årets første møde.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



