Børn får mere fra samfundet end ældre – men ikke fra staten

Ser man på statiskkerne, afsætter europæiske lande flere offentlige ressourcer til ældre end til børn, der får del i mindre end halvt så mange af de offentlige ressourcer i forhold til ældre.

Men det er ikke retvisende kun at kigge på de officielle statistikker, som indikerer, at ældre nyder bedst af samfundet. I en ny undersøgelse har forskere kortlagt de private udgifter og den tid, som generationer i ti europæiske lande overfører til hinanden – og sammenstillet det med de offentlige overførsler.

- De europæiske samfund bruger dobbelt så mange ressourcer per indbygger på børn end på ældre, når vi medregner generationernes brug af tid og penge på eksempelvis omsorg, huslige gøremål, tøj og mad – og ikke kun de offentlige overførsler, siger Pieter Vanhuysse, professor ved Danish Centre for Welfare Studies på SDU.

Tid investeres i børn

En væsentlig forklaring på, at børn og unge får mest ud af samfundet, er den tid, som deres forældre bruger på at opfostre dem.

I studiet registrerede folk, hvor meget tid de bruger på bl.a. madlavning, højtlæsning og rengøring. Og hvis tid er penge, hvad er tiden så værd? Tiden, der bruges til ubetalt husholdningsarbejde og til at opfostre børn, omregnede forskerne til de penge, minutterne og timerne repræsenterer.

- Alene i tid får spædbørn i det første leveår i gennemsnit, hvad der svarer til mere, end en person mellem 30 og 49 år tjener om året. Selvom tidsforbruget falder efter børns første leveår, fortsætter tidsoverførslerne med at have stor betydning gennem barn- og ungdommen, fortæller Pieter Vanhuysse.

For eksempel modtager en femårig næsten 60 procent af den gennemsnitlige årsindkomst for folk i den arbejdsdygtige alder, og mere end en tredjedel bliver brugt på børn, når de er ti år. Igen alene i tid.

Hvornår er man voksen?

Når forskerne bag studiet kombinerede alle tre typer overførsler på tværs af generationer – dvs. politikker og sociale bidrag finansieret af skatter samt private overførsler af penge og tid – kom de frem til den samlede fordeling af ressourcer, som folk modtager på forskellige stadier i livet.

- Fra børn bliver født, til de er ni år, modtager de hvert år samlet set mellem 12 og 17 måneder af, hvad en arbejdstager i sin bedste alder i gennemsnit tjener i det pågældende land. Og det er faktisk mere, end de ældste borgere på 90 år og over modtager. Selv unge på 17 år, der snart har stemmeret, modtager mere end tre fjerdedele af den gennemsnitlige årsindkomst og får dermed mere af samfundet, end ældre på over 80 gør, siger Pieter Vanhuysse.

På papiret varer barndommen, indtil man fylder 18 år, og alderdommen begynder ved pensionsalderen.  Men den nye viden om de ressourcer, som generationerne overfører til hinanden, kan ifølge forskerne rykke ved den gængse opfattelse af overgangen fra barn til voksen – og fra voksen til alderdom:

- Metoden giver os mulighed for at definere, hvornår unge mennesker begynder at give tid og penge i modsætning til at modtage overførsler, og det gør de i gennemsnit, når de er 25 år. Folk begynder igen at modtage mere af samfundet, end de giver, når de er 60 år. Derfor har vi et kort voksenliv i Europa, nemlig perioden fra folk er 25 til 60 år, hvor de bidrager mere til samfundet, end de modtager, siger professoren.

Børn er en knap ressource

Studiet vidner om, at mens velfærdsstaterne i EU primært investerer i ældre, orienterer de europæiske samfund sig mod børn og unge. Ifølge Pieter Vanhuysse er spørgsmålet derfor, hvorfor staterne ikke påtager sig et større ansvar og investerer mere i børn?

- Børn er en stadig mere knap ressource i de aldrende samfund. Det er deres fremtidige bidrag, som vil gavne hele samfundet, også folk der ikke bliver forældre. Vi har talt om denne problemstilling de sidste 20 år, uden at det har ændret noget bortset fra i Danmark og Sverige, siger han og tilføjer:

- Hvis EU-landene ikke lægger større vægt på sociale investeringer i børn, skal vi måske være mere radikale. En løsning kan for eksempel være at give forældre mulighed for at gå på pension et eller flere år tidligere, end folk der ikke bliver forældre. På den måde vil folks sociale rettigheder være knyttet direkte til egne investeringer i menneskelig kapital, og i hvilken grad de selv har bidraget til samfundet, siger professoren.

Giv forældre en stemme per barn

Han peger også på, at ældre vælgere stemmer oftere end de unge, og at de ældre derfor har mere indflydelse på de politiske beslutninger og på, hvad skattepengene bruges på.

- Er det problematisk, at ældre vælgere har mere magt end unge familier? Og er det mere demokratisk, hvis vi ikke udelukker alle under 18 år fra at stemme, som vi gør i dag? Det er selvfølgelig klart, at et barn på to år ikke kan stemme. Men en af de andre ideer, vi diskuterer, er at give forældre en stemme ekstra for hvert barn, de har, der er under 18 år, siger Pieter Vanhuysse.

Det vil sige, at forældre til ét barn hver ville få tildelt en halv ekstra stemme, når der er valg.

FAKTA

Det gjorde forskerne

Forskerne har indsamlet data i ti EU-lande i det 21. århundrede. Disse lande er: Finland, Frankrig, Italien, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland, Ungarn og Østrig.

I studiet registrerede folk, hvor mange penge og hvor meget tid de bruger til husholdningsarbejde, til at opfostre børn eller til at drage omsorg for andre familiemedlemmer. Tiden er efterfølgende omregnet til de penge, som minutterne og timerne til de ubetalte gøremål svarer til.

SDU-professor Pieter Vanhuysse har gennemført undersøgelsen sammen med Robert Gal og Lili Vargha.

Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Journal of European Public Policy. (Gál, R., Vanhuysse, P. and Vargha, L. (2018). Pro-elderly welfare states within child-oriented societies. Journal of European Public Policy, 25 (6): 944-958)

Læs artiklen

Pieter Vanhuysse

Pieter Vanhuysse er professor ved Danish Centre for Welfare Studies, hvor han beskæftiger sig med velfærdsstudier og offentlig politik især med fokus på den demografiske udvikling. Han har præsenteret sine forskningsresultater for en række politikere og beslutningstagere, herunder repræsentanter fra bl.a. Europa-Kommissionen, Det Hvide Hus og det canadiske parlament.

Kontakt forskeren