Børn af forældre med psykisk sygdom får ikke den hjælp, de har brug for – det vil et nyt partnerskab ændre på
16.6.2021 05:00:00 CEST | Psykiatrifonden | Pressemeddelelse

Fire ud af ti børn, der har en far eller mor med psykisk sygdom, har ikke talt med nogen om forælderens sygdom. Det viser en ny rapport fra Børns Vilkår, Psykiatrifonden og Ole Kirk’s Fond, som er gået sammen i partnerskabet ’Spørg mere – så fylder det mindre’, der vil sikre hjælp og støtte til børn af forældre med psykisk sygdom. Børnene, der er blevet spurgt, går i 7. klasse.
310.000 børn og unge i Danmark vokser op med en forælder med psykisk sygdom, og partnerskabets rapport peger på, at de har brug for et særligt fokus. De pårørende børn og unge trives langt dårligere end andre børn og unge. De er i højere grad ensomme, har højt skolefravær, lav livstilfredshed, og i værste tilfælde udvikler de psykiske lidelser.
”Vi ved fra BørneTelefonen, at der er udbredt mistrivsel blandt mange børn og unge af forældre med psykisk sygdom. Nogle fortæller om en uforudsigelig hverdag, hvor de ikke ved, hvilket humør mor eller far er i, når de kommer hjem fra skole. Andre giver udtryk for ensomhed, fordi de er alene med deres tanker og bekymringer. De tager ofte et for stort ansvar på sig for at få hverdagen derhjemme til at fungere, men det ansvar skal ingen børn og unge stå med”, siger Helle Tilburg Johnsen, vicedirektør i Børns Vilkår.
Et vigtigt skridt i den rigtige retning er partnerskabets fokus på aftabuisering. Lige nu er psykisk sygdom et tabu i Danmark, og det spænder ben for, at forældre og børn tør italesætte de udfordringer, som sygdommen bringer ind i familien.
”Psykisk sygdom i familien er hverken børnenes skyld eller ansvar. Det ved forældrene, men det ved børnene ikke altid, da det kan være svært at tale om sygdommen i familien. Derfor er det vigtigt, at andre også støtter børnene og tør tale med dem om det derhjemme. Det kan være en god ven af familien, et familiemedlem, barnets lærer eller pædagog, og det kan være kammeratens forældre eller en helt anden, vigtig voksen. Børn skal have plads til at være børn, og vi kan alle gøre en stor forskel for børnene ved at give dem mulighed for at dele deres tanker og følelser – og lade dem mærke, at de ikke er alene”, siger Torsten Bjørn Jacobsen, psykiater og formand for Psykiatrifonden.
Men omgangskredsen kan ikke løfte ansvaret alene, og derfor anbefaler partnerskabet, at det i psykiatrien og hos den praktiserende læge bliver fast procedure at spørge til børnene. Det er især vigtigt, fordi forskning viser, at over halvdelen af børn til forældre med psykisk sygdom selv udvikler en psykisk lidelse. Forebyggelsespotentialet er derfor stort, men kræver at børnene bliver opsporet tidligt og får ret og adgang til kvalificeret hjælp og støtte.
”Med partnerskabet vil vi arbejde for, at børn, der lever med psykisk sygdom som ekstra familiemedlem, får en stemme og hjælpes til bedre trivsel. Forhåbentlig kan vi med en fælles indsats på området ikke blot være med til at sikre, at børnene hjælpes her og nu, men også give dem et bedre fundament ind i voksenlivet, så de ikke selv udvikler psykisk sygdom”, siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.
Fakta:
- Partnerskabet mellem Børns Vilkår, Psykiatrifonden og Ole Kirk’s Fond ”Spørg mere - så fylder det mindre” er planlagt til at vare frem til 2030, men bevillingen fra Ole Kirk’s Fond på 20 millioner kroner løber i første omgang til og med 2024.
- Partnerskabets vision er, at alle børn og unge af forældre med psykisk sygdom er i trivsel i 2030: De udvikler sig alderssvarende, og deres risiko for selv at udvikle psykisk sygdom er mindre end i dag.
- 310.000 børn og unge i Danmark vokser op i familier med psykisk sygdom, viser en undersøgelse fra Psykiatrifonden.
- På hjemmesiden www.spørgmere.dk står partnerskabets fem anbefalinger til, hvordan der skal sikres støtte og hjælp til børn som pårørende til forældre med psykisk sygdom.
Nøgleord
Kontakter
Psykiatrifonden: 2371 2688
Børns Vilkår: 2020 4459
Ole Kirk’s Fond: 2363 5505
Billeder
Links
Information om Psykiatrifonden
Psykiatrifonden er en privat, sygdomsbekæmpende organisation. Vi kæmper for, at alle mennesker med psykisk sygdom og de, som er i risiko for at få det, mødes med forståelse og får den hjælp og rådgivning, de har brug for. I tide.
Følg pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Værdighedsreform: Hjælp frem for straf er et vigtigt nybrud29.1.2026 13:07:33 CET | Pressemeddelelse
Værdighedsreformen er et godt første skridt til at hjælpe nogle af de mest udsatte mennesker– især dem med alvorlig psykisk sygdom. “Men vi savner en tydelig forpligtelse til at have psykiatrifagligt personale tilknyttet, og koordinering til psykiatrien er fuldstændig central, hvis indsatsen skal virke.” Det mener Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.
Ror over Atlanten for psykisk sygdom: Simon og Zax er i land26.1.2026 21:34:27 CET | Pressemeddelelse
Det tog 43 døgn, 1 time og 35 minutter. De startede som en trio og krydsede mållinjen som en duo. Sammen har Simon fra Faxe Ladeplads og Zax fra Holstebro gjort det utrolige. På kajen på Antigua ventede børn og familier med længsel på det første kram – og mandag eftermiddag kunne de to udmattede og glade roere endelig sætte fod på fast grund igen.
Ror over Atlanten: Først var de tre, nu to – og ventes i land mandag23.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Tre danskere, der lagde fra land i december for at krydse Atlanterhavet i en robåd, blev efter 600 sømil til to på grund af sygdom, men fortsatte. På mandag ventes Simon Svendsen og Zax Thiyakarajah at nå frem til Antigua i Caribien. På kajen står tredjemand Kenni Hansen og deres familier og tager imod efter en fysisk og mental bedrift, det kommer til at tage tid at forstå.
Flere børn som pårørende i psykiatrien får nu hjælp8.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Projektet 'Grib børnene' har skabt et øget fokus på børn og unge, der vokser op i familier med psykisk sygdom. I Region Hovedstadens Psykiatri har indsatsen ført til 27 procent flere familiesamtaler, flere henvisninger til børnekurser og uddannelse af flere fagpersoner. Det betyder, at flere børn bliver set, hørt og får støtte.
Gode råd til julen med psykisk sygdom i familien17.12.2025 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Juletiden vækker på samme tid både glæde og uro, uanset om man lever tæt sammen med et menneske, der har en psykisk sygdom, eller man selv har det. Det kan gøre december til en måned, hvor man passer ekstra meget på, men måske glemmer sig selv undervejs. Psykiatrifondens rådgivning er åben hele julen, og leder Liza Johnson har en række gode råd til jul i familier, hvor psykisk sygdom spiller en rolle.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


