Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Borgmester vil give gode råd om småbørns brug af skærme

Del
Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) vil sætte sunde digitale vaner på dagsordenen hos københavnske småbørnsfamilier. Derfor har hun taget initiativ til en oplysningsindsats, som skal hjælpe med at udbrede viden og anbefalinger på området. I denne uge når budskaberne ud i gadebilledet.

Hvor længe må lille Vera eller Valdemar sidde bag skærmen og se tegnefilm eller spille spil på en tablet? Hvordan påvirker brugen af digitale medier vores børn – både når de selv sidder bag skærmen, og når de er vidne til, at vi som forældre sidder begravet i vores smartphones eller tablets? Hvordan kan vi skabe sunde digitale vaner i vores familie?

Det er nogle af de spørgsmål, som småbørnsforældre anno 2020 måske har svært ved at finde svar på og gode råd omkring. For selvom tablets og smartphones i dag er en naturlig del af hverdagen i de fleste danske familier, så er brug af digitale medier samtidig et område, som er relativt nyt.

Københavns Kommune vil med en ny informationskampagne hjælpe københavnske familier med at få viden om sunde digitale vaner. Det handler ifølge sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) om at fremme sunde digitale vaner i småbørnsfamilier ved at formidle den viden og de anbefalinger, der er på området. For meget tyder på, at der er sammenhæng mellem børns fysiske aktivitet, motoriske udvikling og brug af skærm – og det har alt sammen betydning for børnenes sundhed og trivsel.

- Når det handler om, hvordan vi lader vores børn bruge tablets og smartphones, så er vi stadig lidt nybegyndere. Nutidens forældre og bedsteforældre er vokset op i en tid, hvor digitale medier enten ikke eksisterede eller var langt mindre udbredte, så erfaringerne er ikke store. Så jeg tror stadig, at mange forældre – ligesom jeg – kommer i tvivl ind imellem. Med den nye informationsindsats vil vi gerne gøre det lettere for forældre at skabe sunde digitale vaner for sig selv og sine børn, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

Byrumskampagne, pjecer og animationsfilm

Informationsindsatsen består bl.a. af en pjece med gode råd og information om sunde digitale vaner i småbørnsfamilier, som forældre vil få udleveret af sundhedsplejersken, når de får besøg i hjemmet.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har også lanceret hjemmesiden www.skaermtid.kk.dk med de samme gode råd og rapporter på området. Til hjemmesiden er der bl.a. produceret tre små animerede film, som viser livet med skærme i en småbørnsfamilie og de fælder, man kan falde i som forælder.

Materialet vil desuden blive præsenteret på temaaftener i Center for Børn og Unges Sundhed. Centret er en del af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og arbejder med at fremme københavnske børn og unges sundhed. Læs mere om temadagen om børns digitale sundhed

- Sammen med Sundhedsplejen og Center for Børn og Unges Sundhed håber vi på at kunne give en håndsrækning til nogle af de mange småbørnsforældre, der savner gode råd og vejledning om digitale vaner hos børnene, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

Konkrete råd og anbefalinger

Kampagnematerialet formidler blandt andet retningslinjer fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), som bl.a. anbefaler, at børn i alderen 0-1 år ikke skal se skærm overhovedet. Fra 2-4 år er anbefalingen fra WHO, at barnet maksimalt ser én time dagligt. Desuden er rådene baseret på undersøgelser foretaget af Børns Vilkår, Center for Børneliv samt Medierådet for Børn og Unge.

De fem gode råd i kampagnen lyder sådan:

  1. Bestem omfang og indhold
  2. Hav fælles oplevelser med skærmen
  3. Aftal skærmfri tid for hele familien
  4. Leg og bevæg jer
  5. Kom udenfor

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Vedhæftede filer

Links

Information om Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Rådhuspladsen 1
1599 København V

https://www.kk.dk/

Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye