Danmarks Statistik

Boligerne er belånt mest i Brønderslev, Vesthimmerlands og Varde Kommune

Del

Omvendt har boligejerne på Frederiksberg, i København og på Læsø belånt boligerne mindst i forhold til boligens markedsværdi, viser tal fra Danmarks Statistik.

Tanken om et stort boliglån kan give sved på panden hos mange. 

Og det kan være problematisk, hvis boliglånet er stort i forhold til boligens værdi, og boligen på et tidspunkt taber værdi. Men hvor har husholdningerne lånt flest penge i boligerne i forhold til boligernes markedsværdi? Det kaster tal fra Danmarks Statistik lys over. 

I Brønderslev, Vesthimmerlands og Varde Kommune har husholdningerne lånt flest penge sammenholdt med markedsværdien på boligerne, viser de nyeste tal, som er fra 2018. Belåningsgraden, altså hvor meget boligen er belånt i forhold til markedsværdien, var i gennemsnit i 2018 i Brønderslev på 60 pct., og i både Vesthimmerlands og i Varde Kommune var den på 57 pct.

”I de tre kommuner har husholdningerne i gennemsnit belånt boligerne mest i forhold til, hvad de rent faktisk er værd. Når vi kigger på de ti kommuner med højest belåningsgrad, så er det kommuner, hvor boligpriserne er steget mindre end i resten af landet de senere år,” siger Andreas Jensen, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik. 

Figur 2_Gæld_BT

Boligejerne skylder mindst i boligen på Frederiksberg, i København og på Læsø

I kommunerne Frederiksberg, København og Læsø var belåningsgraden lavest, og det var her, boligejerne skyldte mindst i boligen i forhold til boligernes markedsværdi.

I 2018 var belåningsgraden på Frederiksberg 34 pct., og i både København og på Læsø var den 39 pct. i gennemsnit. 

”De fleste kommuner med lav belåningsgrad ligger i Region Hovedstaden, hvor boligpriserne også er steget forholdsvis meget de seneste år. Læsø, Ærø og Samsø er kendetegnet ved, at ejerne i højere grad er pensionister, som har afdraget gælden gennem mange år, så belåningsgraden er lav, selvom ejendommen ikke er steget så meget i pris,” siger Andreas Jensen.    Han tilføjer, at boligmarkedet i København er lidt anderledes skruet sammen, og at det i mindre grad består af store villaer, men i højere grad af andelsboliger og ejerlejligheder, hvilket kan påvirke gennemsnittet.

Figur 1_Gæld_BT

Fakta om husholdningernes gæld og friværdi

Husholdninger i denne statistik omfatter alle familier, hvor mindst én person ejer fast ejendom (inkl. andelsboliger). Derfor kan husholdningerne godt eje flere boliger, for eksempel et hus og et sommerhus. 

I statistikken indgår både husholdningens samlede gæld i alle ejede boliger og boligernes markedsværdi. 

Størstedelen af husholdningerne ejer en enkelt bolig, men der indgår i statistikken også husholdninger, der ejer flere huse eller for eksempel store landbrugsejendomme, som derfor kan påvirke gennemsnittet.  Boligens værdi og gæld er tilknyttet personer i bopælskommunen, selvom boligen ikke ligger i bopælskommunen.

Mest friværdi i Gentofte, Rudersdal og Hørsholm

Kigger vi udelukkende på boligernes friværdi (som er det beløb, man står tilbage med, når man sælger sin bolig), er friværdien højest for husholdningerne i Gentofte, Rudersdal og I Hørsholm. Friværdi udregnes ved at trække gæld i boligen fra boligens værdi. 

Friværdien lød i gennemsnit i Gentofte Kommune i 2018 på ca. 3,6 mio. kr., i Rudersdal Kommune på ca. 3,2 mio. kr. og i Hørsholm Kommune på ca. 2,7 mio. kr. 
De tre kommuner med gennemsnitlig lavest friværdi i boligen i 2018 var Struer (ca. 784.000 kr. i gennemsnit), Bornholm (ca. 785.000 kr. i gennemsnit) og Frederikshavn (ca. 790.000 kr. i gennemsnit). 

Friværdien kan desuden godt opgøres foreløbigt for 2019, fordi Danmarks Statistik netop har opdateret tal for ejerboligernes markedsværdi. Gæld for 2019 bliver dog først opdateret i slutningen af 2020. Find flere tal om friværdi og gæld i Statistikbanken her: www.statistikbanken.dk/EJERFOF1.

Størst belåning i kreditforeninger efterfuldt af pengeinstitutter

Tallene viser også, hvordan gælden i ejerboligerne er fordelt over forskellige typer lån i husholdningerne. Størstedelen af gælden er kreditforeningslån (ca. 88 pct.) efterfulgt af lån i pengeinstitutter (ca. 12 pct.). 

”Det skyldes, at 80 pct. af boligværdien kan optages som realkreditlån, mens banklån er med til at finansiere resten af boligen og ofte afbetales først,” siger Andreas Jensen. 

Bankgælden var i 2018 størst i Region Midtjylland, hvor den udgjorde 13,9 pct. af det samlede boliggæld, mens den var mindst i Region Nordjylland, hvor den lå på 7,9 pct. i gennemsnit. Find flere tal om bankgælden i statistikbanken her.

Gæld i boligen på landsplan er 1,2 mio. kr.

Hvis vi ser på den absolutte gennemsnitlige gæld i boligerne, tegner der sig et andet billede, end når vi sammenholder boliggælden med markedsprisen. I alt havde husholdningerne på landsplan en gennemsnitlig gæld i boligen for 1,2 mio. kr. i 2018.

Den største gennemsnitlige gæld i absolutte tal var i kommunerne Gentofte, Rudersdal og Hørsholm. I Gentofte var der i gennemsnit ca. 2,6 mio. kr. gæld, og i både Rudersdal og Hørsholm var der i gennemsnit ca. 2,4 mio. kr. gæld. 

”Generelt er husene belånt mest der, hvor huspriserne er højest, og den høje gæld er ofte også forbundet med høj friværdi og høje indkomster, som det er tilfældet i de tre kommuner,” siger Andreas Jensen.

På landsplan var de kommuner, der havde mindst gæld i boligen i absolutte tal Ærø (ca. 610.000 kr. gæld i boligen i gennemsnit), Læsø (ca. 630.000 kr. gæld i boligen i gennemsnit) og København (ca. 810.000 kr. i gennemsnit gæld i boligen). 

En væsentlig forudsætning for at kunne optage lån er tilbagebetalingsevne. Derfor er der også stor sammenhæng mellem indkomstniveauer og lånemuligheder. Se mere om indkomstniveauer i statistikbanken her.

Du kan selv dykke ned i statistik om gæld, bolig og friværdi i statistikbanken her.

Nøgleord

Kontakter

Denne artikel er skrevet i samarbejde med fuldmægtig Andreas Jensen. Har du spørgsmål til tallene, er du velkommen til at kontakte ham på AEJ@dst.dk.  

Information om Danmarks Statistik

Danmarks Statistik
Danmarks Statistik
Sejrøgade 11
2100 København Ø

39 17 39 17http://www.dst.dk

Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum