TEKNIQ Arbejdsgiverne

Boligejerne har brug for en økonomisk gulerod

Del
Der er behov for en økonomisk gulerod, hvis boligejerne fortsat skal energieffektivisere deres huse. Om det skal være i form af BoligJobordningen eller en anden økonomisk incitamentsordning, er underordnet, mener brancheorganisationen TEKNIQ.

Et af sommerens få varme emner er BoligJobordningen, som efter planen stopper ved årsskiftet. Uenighederne går blandt andet på, om ordningen forebygger sort arbejde, om SKAT fører tilstrækkelig kontrol, og om nok danskere bruger ordningen. Installatørernes Organisation TEKNIQ opfordrer nu til, at partierne slår koldt vand i blodet og ser grundigt på de erfaringer, der er høstet gennem de seks år ordningen har eksistereret.

”Ordningen har uden tvivl betydet, at flere private boliger er blevet energirenoveret. Grøn tankegang kommer ikke af sig selv, og slet ikke hvis valget står mellem et funklende nyt køkken og en halvt skjult varmepumpe,” siger Tina Voldby underdirektør i TEKNIQ.

Siden BoligJobordningen trådte i kraft i 2011 har tre mio. danskere indberettet udgifter for over 28 mia. kr., og der er givet 8,8 mia. kr. i fradrag frem til og med 2016.

”Danskerne har taget ordningen til sig, og den har vist sig at være effektiv. Ligesom det har været nødvendigt at give støtte til vedvarende energi, er der brug for en økonomisk gulerod, hvis de private boligejere fortsat skal energieffektivisere deres huse,” siger Tina Voldby.

De danske bygninger står i dag for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug i Danmark, og langt de fleste bygninger er bygget før 1980.

”Der er et enormt potentiale for at nedbringe energiforbruget ved at energirenovere. Det er samtidig nødvendigt, hvis Danmark skal opfylde sin andel af det europæiske klimamål for 2030,” siger Tina Voldby.

 Vil gå ud over både klima og samfundsøkonomi

Som en sidegevinst har BoligJobordningen desuden været med til at reducere sort arbejde. I Sverige, der har en lignende ordning, viser en ny undersøgelse, at 13 procent af det sorte håndværksarbejde er forsvundet på grund af det svenske statstilskud.

”For boligejerne er økonomien meget forståeligt den altoverskyggende faktor. Det er uanset, om det drejer sig om energirenovering eller andre større investeringer i hjemmet. Vi kan godt frygte, at det igen bliver mere attraktivt at skyde en økonomisk genvej og køre ”uden regning”, hvis de økonomiske støttemuligheder helt forsvinder. Og så er det ikke alene klimaet, det går udover, men hele samfundsøkonomien,” siger Tina Voldby og slutter:

”Så lad nu være med at skrotte en ordning, der har vist sig at fungere uden at sætte noget andet i stedet. Om det er en BoligJobordning eller anden løsning, som kunne indgå i de kommende drøftelser af Energispareordningen, er underordnet. Det afgørende er, at boligejerne også i fremtiden har et økonomisk incitament til at bidrage til den grønne omstilling.”

For yderligere information kontakt underdirektør Tina Voldby på mobil 2012 8283

Kontakter

Tina Voldby mobil 2012 8283

Information om TEKNIQ Arbejdsgiverne

TEKNIQ Arbejdsgiverne
TEKNIQ Arbejdsgiverne
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup

4343 6000http://www.tekniq.dk/

TEKNIQ Arbejdsgiverne – Industri & Installation repræsenterer en stor del af virksomhederne i det tekniske erhvervsliv, der er drivkraften i den bæredygtige og digitale vækst i Danmark. Virksomhederne beskæftiger cirka 55.000 medarbejdere og har en samlet omsætning på omkring 60 mia. kr

Følg pressemeddelelser fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye