Naturvidenskabernes HusNaturvidenskabernes Hus

B&O bakker op om Girls’ Day in Science

Del

Rekordmange danske piger deltager i den landsdækkende kampagnedag Girls’ Day in Science, der skal inspirere piger til i langt højere grad at satse på en karriere inden for naturvidenskab, teknologi eller IT. ”Vi er nødt til at øge interessen for science hos begge køn,” siger forskningsdirektør Søren Bech hos B&O med hovedsæde i Struer.

Fotobyline: Hempel
Fotobyline: Hempel

Onsdag den 2. oktober slår arrangørerne til Girls’ Day in Science dørene op for den landsdækkende kampagnedag, der har som mål at øge andelen af piger og kvinder inden for de såkaldte STEM-fag og uddannelser. STEM står for Science, Technology, Engineering og Math.

Sidste år deltog 1.700 piger i kampagnens forskellige arrangementer hos danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner. I år er tallet steget til over 3200. Der er dermed tale om et rekordstort deltagerantal. 

”Kampen for at tiltrække, udvikle og fastholde dygtige science-profiler eskalerer globalt,” slår B&O’s forskningsdirektør Søren Bech fast:

”Alle talenter skal derfor i spil, og vi har fortsat en udfordring, da danske kvinder er en minoritet inden for de fleste sciencefag," siger han.

For hvis Danmark og danske virksomheder skal klare sig i den internationale konkurrence i fremtiden, er vi nødt til at øge interessen for science hos begge køn, pointerer Søren Bech:

"Derfor glæder det os med et stigende deltagerantal i Girls’ Day in Science. Vi håber selvfølgelig, at det kan ses som et udtryk for, at danske piger har en spirende opmærksomhed på og interesse for en karriere inden for STEM-fagene".

B&O har i mange år samarbejdet med institutioner og partnere om at udvikle unge talenter, fortæller forskningsdirektør Søren Bech:

”Vore erfaring er, at diversitet i teams på tværs af køn, nationaliteter, alder osv. ofte øger kreativiteten, styrker dynamikken og forbedrer samarbejdsevnen. Det giver derfor ekstra god mening for os at bakke op om Girls' Day in Science, hvor vi den 2. oktober inviterer 35 gymnasiepiger til blandt andet at møde nogle af vores kvindelige science-medarbejdere.”

Girls' Day in Science viser pigerne, at man med en STEM-uddannelse kan gøre verden til et bedre sted
I alt 61 danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner byder i år ind med arrangementer som led i kampagnedagen, hvor grundskole- og gymnasiepiger for syvende år i træk inviteres til at undersøge og opleve, hvad STEM-fag og STEM-uddannelser indeholder.

Det er Naturvidenskabernes Hus’ netværk for skole-virksomhedssamarbejde, Tektanken, der står bag Girls’ Day in Science. Konstitueret direktør, Maiken Lykke Lolck, er glad for og stolt af, at så mange bakker op om den vigtige dagsorden:

”Det er ude i virkeligheden og i mødet med rollemodellerne, at pigerne for alvor kan se og opleve, at man kan gøre en kæmpe forskel med naturvidenskabelige kompetencer,” siger hun og slår fast:

”Selvom pigerne er i overtal på de videregående uddannelser samlet set, så er de fortsat i undertal på de tekniske og naturfaglige uddannelser. Og det er et problem. Vores samfund bygger i stigende grad på teknologi. Derfor har vi brug for flere, der både kan udvikle og betjene ny teknologi. I den udvikling har vi brug for både piger og drenge. Pigerne går også glip af nogle virkelig spændende job med muligheder for at gøre en forskel. Og det er ærgerligt.”

Karina Esmine Ibsen, projektleder for Girls’ Day in Science i Naturvidenskabernes Hus, fortæller at kampagnen forsøger at vise pigerne, at man med viden om naturvidenskab og teknologi kan være med til at skabe en bedre verden:

”Til Girls’ Day in Science sætter vi teknologien og naturvidenskaben i perspektiv. Undersøgelser peger på, at uddannelser og fag med en tæt kobling til stærke samfundsmæssige og menneskelige værdier tiltaler mange piger og kvinder. De ønsker en uddannelse og en karriere inden for et meningsfuldt fagområde, hvor de kan gøre en positiv forskel og skabe sig en stærk identitet,” siger Karina og pointerer videre:

”Når pigerne kommer afsted på Girls Day in Science uden drengene ser vi, at de kommer på banen og opdager, at de netop med en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse kan gøre en forskel.”

Hos B&O skal pigerne møde kvindelige medarbejdere, der arbejder med produktion af aluminiumsemner og undersøge trends inden for brugeradfærd. Holstebro Tekniske Gymnasium og Lemvig Gymnasium sender i alt 36 piger til arrangementet.

FAKTA 

Om piger og uddannelse

I Danmark har vi brug for, at flere tager uddannelser inden for IT, teknologi og naturvidenskab. Virksomhederne mangler medarbejdere med de kvalifikationer, og kvinder er underrepræsenteret inden for området. I en verden, der bliver stadig mere teknologisk funderet, har vi brug for, at både kvinder og mænd kan betjene og tage del i udviklingen af ny teknologi. 

Optagstal på STEM-Uddannelserne for 2019 

Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at kvinder udgør 32 procent af de optagne på STEM-uddannelserne bredt set, hvilket er en fremgang på 1 procentpoint i forhold til 2018. På nogle uddannelser inden for IT er antallet af kvinder dog markant lavere end en tredjedel. 

STEM er en samlebetegnelse for uddannelser, der ligger inden for Science, Technology, Engineering og Math.  

Find optagstallene her.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der mellem 2008 og 2018 er sket næsten en fordobling af antallet af STEM-studerende, imens optaget på videregående uddannelser generelt er steget med 55 procent. Men selvom der er sket en markant stigning i STEM-studerende, viser tallene samtidig, at fordelingen på omkring 70 procent mænd og 30 procent kvinder 
på STEM-uddannelserne er uændret i samme periode. 

Find statistikken her.

Girls’ Day in Science 2019 

Girls’ Day in Science sætter fokus på, at der er mange piger ikke har kendskab til de mange muligheder i STEM og derfor fravælger en IT-faglig, teknologisk eller naturvidenskabelig retning i deres uddannelses- og karrierevalgGirls’ Day in Science har fokus på succesoplevelser, så pigerne får tiltro til egne evner og dermed åbner øjnene for en fremtid med STEM.

Den 2. oktober slår 61 virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet dørene op for over 3200 piger fra grundskoler og gymnasier på Tektankens kampagnedag, Girls’ Day in Science. Det er syvende gang, at Girls Day in Science finder sted.

Til Girls’ Day in Science bliver pigerne inviteret indenfor for at deltage i praktiske og virksomhedsrelaterede workshops. Pigerne møder kvindelige medarbejdere og studerende, der fortæller om deres uddannelsesvalg og karrieremuligheder i en verden af IT, teknologi og naturvidenskab.
 
Se alle arrangører på www.tektanken.dk. Sortér på Girls Day in Science under Undervisningstilbud.

Kontakter

Maiken Lykke LolckKonstitueret direktør

Maiken er konstitueret direktør og udviklingschef i Naturvidenskabernes Hus

40 58 40 64mll@nvhus.dk

Bjørn Kock LærkedahlKommunikationschef

Bjørn er kommunikationschef i Naturvidenskabernes Hus

51194944bkl@nvhus.dk

Billeder

Fotobyline: Hempel
Fotobyline: Hempel
Download
Fotobyline: Hempel
Fotobyline: Hempel
Download
Fotobyline: Hempel
Fotobyline: Hempel
Download
Fotobyline: Terma
Fotobyline: Terma
Download

Links

Information om Naturvidenskabernes Hus

Naturvidenskabernes Hus
P.E. Eriksens Vej 1
8850 Bjerringbro

51194944http://www.nvhus.dk

NATURVIDENSKABERNES HUS

Gennem TEKTANKEN bygger vi bro mellem skoler og virksomheder og understøtter lærere i at udvikle og gennemføre inspirerende og virkelighedsnær undervisning.

NATURFAGSMARATON er en fest for fællesskab, sammenhold og gode ideer. Kreativt og innovativt undervisningsforløb for 5. og 6. klasse med spændende opgaver og en sjov, lokal konkurrencedag.

Det er vores mål, at mange flere unge vælger en uddannelse inden for naturvidenskab og teknologi til gavn for erhvervslivet, samfundet og en bæredygtig fremtid.

WWW.NVHUS.DK

Følg pressemeddelelser fra Naturvidenskabernes Hus

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Naturvidenskabernes Hus

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum