Region Hovedstaden

Birgitte Rav Degenkolv ny direktør på Amager og Hvidovre Hospital

Del

Det bliver den nuværende konstituerede direktør, der fra d. 1. marts sætter sig permanent i direktørstolen på Amager og Hvidovre Hospital.

Birgitte Rav Degenkolv er 55 år og har siden midten af januar været konstitueret direktør på Amager og Hvidovre Hospital. Hun er uddannet sygeplejerske og har mere end 20 års erfaring med ledelse i sundhedsvæsnet. Birgitte Rav Degenkolv har beklædt forskellige lederposter på Frederiksberg Hospital og på sygehusene i Helsingør og Hørsholm, og har desuden de sidste fem år været vicedirektør på hhv. Gentofte Hospital og i Den Præhospitale Virksomhed.

- Det er en stor fornøjelse at kunne afsløre, at det bliver Birgitte Rav Degenkolv, der bliver ny direktør på Amager og Hvidovre Hospital. Hun har mange års erfaring fra sundhedsvæsenet på alle niveauer og på en stribe hospitaler, og kender derfor Region Hovedstaden indefra. Og så er hun yderst velrenommeret og kendt i hele regionen som en meget kompetent leder med et stort overblik og en rolig, robust, ordentlig og venlig facon. Jeg er sikker på, at hun er det helt rigtige valg, og jeg glæder mig meget til vores fremtidige samarbejde, siger regionsdirektør Hjalte Aaberg.

Lang ledelseshistorik
Birgitte Rav Degenkolv glæder sig nu til at pakke sine ting rigtigt ud, og indtage hjørnekontoret på Kettegaard Allé permanent. Herefter skal hun på besøg i afdelingerne på Amager og Hvidovre Hospital for at lære hospitalet bedre at kende.

- Jeg er rigtig glad og taknemmelig for at kunne sige ja til jobbet som hospitalsdirektør. Det bliver en stor og spændende opgave, som jeg ser frem til at løse sammen med alle de kompetente ledere og medarbejdere, der arbejder her på hospitalet. Jeg tiltræder jo lige midt i en tid, hvor næsten alt handler om Sundhedsplatformen, og kræfterne er sat ind på den kæmpestore forandring, Sundhedsplatformen medfører. Samtidig har vi taget første spadestik til Nyt Hospital Hvidovre, så Amager og Hvidovre Hospital er midt i en markant og meget spændende udvikling lige nu, og den udvikling ser jeg frem til at bidrage til, både på kort og langt sigt, slutter Birgitte Rav Degenkolv.

Fakta:
• Amager og Hvidovre Hospital har ca. 5000 ansatte og ca. 525.000 ambulante patienter om året.
• Hospitalet har 515.000 borgere i optageområdet, hvilket gør det til det hospital i landet med det største indtag af akutte patienter.
• Byggeriet af Nyt Hospital Hvidovre er netop igangsat. Her bygges en ny, fælles akutmodtagelse, ny hjerteafdeling, ny børneafdeling og et barselsafsnit med adgang til neonatalafsnit.

Yderligere information:
• Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf.: 70 20 95 88

Billeder

Information om Region Hovedstaden

Region Hovedstaden
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

38 66 50 00http://www.regionh.dk/

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum