Aalborg Universitet

Biogene materialer: Eksporteventyr og løsningen på fremtidens bæredygtige byggeri

Del
Forskere fra instituttet BUILD på Aalborg Universitet har sammen med forskere fra andre universiteter undersøgt, om halm, hør, tang og andre biogene ressourcer kan blive fremtidens byggevarer for at mindske udledningen af CO2 fra byggeriet. Svaret er klart og positivt. Biogene byggevarer er velegnede til byggeri – og de nødvendige biogene ressourcer kan vi selv dyrke i Danmark. Et nyt eksporteventyr kan være på vej.
Hus bygget af biogene materialer. Foto: Jacob Due
Hus bygget af biogene materialer. Foto: Jacob Due

FN's klimapanel (IPCC) udgav i går den længe ventede store klimarapport med fokus på, hvordan vi nedbringer udslippet af drivhusgasser og dermed undgår de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Byggeri er en meget stor klimasynder. Hvis Danmark for alvor skal kunne nå FN’s klimamål og reducere betydeligt i CO2-udledningen og imødegå knaphed på ressourcer, så er det derfor vigtigt at kunne producere en større mængde byggevarer af fornybare ressourcer.

Instituttet BUILD på Aalborg Universitet har igennem et års tid i samarbejde med Københavns Universitet og med støtte fra Realdania ledet en større analyse af fremtidens biogene byggevarer. Nu er arbejdet færdigt, og resultatet af analysen er yderst positivt. Der er et meget stort potentiale i at benytte biogene byggevarer for at nedsætte byggeriets CO2-udledning. Samtidig dyrker vi allerede de biogene ressourcer i Danmark i de nødvendige mængder.

Byggeri er en stor og ressourcekrævende synder i det globale klimaregnskab. Problemet er, at mange byggevarer består af knappe ressourcer. Samtidig er produktionen CO2-tung og belaster vores miljø. Det er derfor med stor tilfredshed, at vi i forskningsgruppen kan præsentere en anden og mere klimavenlig vej for byggebranchen. Biogene byggevarer er velegnede til byggeri. Vi skal i Danmark nu se på, hvordan vi kan få skabt de rette biogene byggevarer til byggebranchen og få industrialiseret produktionen i stor skala ”, siger Torben Valdbjørn Rasmussen, seniorforsker på instituttet BUILD på Aalborg universitet.

Analysen beskriver en række potentialer og udfordringer, som Danmark har og kan benytte i forbindelse med en omstilling af det konventionelle byggeri til et byggeri, som i højere grad benytter sig af biogene ressourcer. Analysen lægger især vægt på eksisterende biogene ressourcer som Danmark har i kraft af at være et industrialiseret landbrugsland med en lang kystlinje.

Vi kan nedsætte CO2-udledningen markant
Hvis vi i Danmark anvender biogene byggevarer i stor skala, vil vi både kunne nedsætte byggeriets CO2-udledning og samtidigt lagre kulstof indfanget fra atmosfærens CO2 i vores bygninger.

Det vil svare til lidt mere end de samlede CO2-udledninger fra hele det nuværende danske forbrug af beton. Derudover vil de biogene byggevarer kunne erstatte ikke-fornybare, klimatunge materialer såsom beton, stål, tegl og mineraluld og dermed bidrage til CO2-reduktioner i byggeriet”, tilføjer lektor Emil Engelund Thybring fra Københavns Universitet.

Vi kan selv dyrke fremtidens byggevarer
Et overblik over tilgængelige biogene ressourcer viser et stort potentiale for en betragtelig produktion af biogene byggevarer fra skovbrug, landbrug og marine miljøer i Danmark. Eftersom de biogene ressourcer er fornybare og kan dyrkes i Danmark, vil denne ressource ikke blive udtømt. Materialet vil være tilgængelig årligt fra samme landreal, så længe arealet forvaltes bæredygtigt.

Analysen skal åbne branchens øjne for bæredygtige produkter
Den nye analyse præsenterer ny viden på området for bæredygtige byggevarer. Forventningen er, at den bliver en øjenåbner som skubber til den grønne omstilling i byggebranchen, så hele værdikæden inden for både genanvendelse og produktion af nye, biogene byggevarer kommer i spil.

”Hvis vi i Danmark skal nå klimamålet, så kan vi ikke nøjes med kun at bruge mere træ i byggeriet. Vores nye analyser viser, at de biogene byggevarer har et meget stort, positivt potentiale for branchen, så fremtidens byggeri kan blive bæredygtigt”, forklarer Torben og fortsætter.
”Fokus skal være på de byggetekniske og arkitektoniske potentialer, som naturens egne fornybare ressourcer tilbyder. De biogene byggevarer er en game changer af den positive slags for byggebranchen. Og hvem ved – måske kan de danske biogene byggevarer munde ud i et nyt, dansk eksporteventyr,” siger seniorforsker og ph.d. Torben Valdbjørn Rasmussen fra instituttet BUILD på Aalborg Universitet.

Realdania har støttet projektet og her forventer man også, at der med den nye viden kan sættes turbo på byggebranchens grønne omstilling.

”Vi har været meget spændt på at se resultatet af forskernes arbejde med de biogene ressourcer. Der er rigtig store fremadrettede potentialer i at få en større produktion af fornybare byggevarer herhjemme. Det kan både reducere CO2 udslip, men samtidig også lagre CO2 i bygningens levetid. Udviklingen af den nationale produktion er samtidig en dagsorden, som kun er blevet aktualiseret gennem den seneste tids forsyningsudfordringer på det globale marked for byggevarer. Realdania vil på baggrund af rapporten vurdere behovet for yderligere forskning, innovation og eksempelbyggerier for at hjælpe det spirende område på vej”, siger Stig Hessellund, projektchef hos Realdania.

Et samarbejde på tværs
Projektet er et samarbejde med forskere fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Det Kgl. Akademi – Arkitektskolen med bidrag fra videncenteret Træinformation og brancheforeningerne Dansk Skovforening og Træ- og møbelindustrien. Projektet er støttet af den filantropiske forening Realdania.

Rapporten er udarbejdet af Torben Valdbjørn Rasmussen, Emil Engelund Thybring, Jørgen Munch-Andersen, Thomas Nord-Larsen, Uffe Jørgensen, Stefan Christoffer Gottlieb, Annette Bruhn, Birgit Rasmussen, Anne Beim, Mette Ramsgaard Thomsen, Pelle Munch-Petersen, Mikkel Bruun Primdahl, Niclas Scott Bentsen, Nicolaj Frederiksen, Mikael Koch, Simon Auken Beck, Marie-Louise Bretner og Alexandra Wittchen.

Kontakter

Torben Valdbjørn Rasmussen
Seniorforsker, BUILD, Aalborg Universitet
Tlf.: 9940 2272
E-mail: tvr@build.aau.dk


Carina Liesk
Kommunikationskonsulent, BUILD, Aalborg Universitet
Tlf.: 53821133
E-mail: clfr@build.aau.dk


Stig Hessellund
Projektchef i Realdania
Tlf: 30996005
she@realdania.dk


Jeannette Bylov
Presserådgiver Aalborg Universitet
M: 24230566
jmb@adm.aau.dk

Billeder

Hus bygget af biogene materialer. Foto: Jacob Due
Hus bygget af biogene materialer. Foto: Jacob Due
Download
Portræt af seniorforsker Torben Valbjørn Rasmussen fra Aalborg Universitet.
Portræt af seniorforsker Torben Valbjørn Rasmussen fra Aalborg Universitet.
Download

Links

Information om Aalborg Universitet

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet
Fredrik Bajers Vej 5, Postboks 159
9100 Aalborg

9940 9940http://www.aau.dk/

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye