DI - Dansk ByggeriDI - Dansk Byggeri

Beton- og byggebranchen vil halvere CO₂-udledningen fra beton i 2030

Del
I 2030 skal CO₂-aftrykket fra betonbyggeri være 40-50 procent lavere end i dag. Uden at der gås på kompromis med kvalitet, komfort og økonomi. Det er det ambitiøse mål, som den danske betonbranche har sat sig sammen med den øvrige byggebranche, og det lanceres nu som Bæredygtig Beton Initiativ.

Mere end 20 centrale aktører i den danske beton- og byggebranche går nu sammen om Bæredygtig Beton Initiativ med en ambition om at reducere klimapåvirkningen fra betonbyggeriet betragteligt. Byggeriet – herunder betonbyggeriet – står nemlig for en stor del af samfundets klima- og miljøpåvirkning i form af ressource- og energiforbrug, CO₂-udledning og affald. Blandt parterne bag initiativet er flere store bygherrer, som har et målrettet fokus på deres klimaaftryk, og derfor stiller krav til bæredygtigt byggeri. Et godt eksempel på det er PensionDanmark.

- Vi ser et stort potentiale i Bæredygtig Beton Initiativet, hvor fokus er på både nye løsninger, genbrug og reduceret forbrug, som alt sammen bidrager til at nedsætte CO₂-aftrykket. Som ansvarlig bygherre er det vigtigt, at vi gør op med vanetænkningen og finder nye og mere bæredygtige måder at fremstille og benytte byggematerialer på. Bæredygtig Beton Initiativet harmonerer rigtigt godt med vores politik om at bygge bæredygtigt. I PensionDanmark certificerer vi således alt vores byggeri til DGNB Guld, siger direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Vilje til at producere mere bæredygtigt

Når initiativet er sat i gang af Dansk Beton, som repræsenterer betonbranchen i erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri, skyldes det en erkendelse af branchens klimapåvirkning og en vilje til at handle.

- Den danske betonbranchen har i mange år arbejdet for at producere mere bæredygtigt. Men ser man alene på CO₂, så står beton og cement, som er den afgørende komponent i beton, på globalt niveau for fem procent af den globale CO₂-udledning. I Danmark ligger det niveau lavere, bl.a. fordi branchen allerede har haft fokus på bæredygtig produktion, men i alle tilfælde er det muligt at nedbringe det miljøaftryk betragteligt. Og det er kerneopgaven for det nye initiativ, hvor der skal være fokus på, hvordan man får omsat viden, forskning og innovation til praksis, siger branchedirektør Thomas Uhd fra Dansk Beton i Dansk Byggeri.

Fokus på viden og afprøvet teknologi

Der arbejdes både i Danmark og udlandet på at udvikle nye teknologier, som kan gøre cement- og betonproduktion mere bæredygtig, men en lang række af dem er fortsat under udvikling, og det er usikkert, hvad effekten vil være, hvad de vil koste, og om de vil være brugbare i stor skala. Derfor har man i det danske initiativ valgt at tage udgangspunkt i enten kendte teknologier eller teknologier, som er tæt på at være klar til markedet.

- Ser man på udenlandske klimaambitioner for cement- og betonindustrien, så står bl.a. lagring af CO₂ ofte centralt. Men det er både en uudviklet, dyr og energikrævende teknologi, som vi – i hvert fald i første omgang – ikke har taget med. Derimod har vi fokus på den viden, vi har, og de teknologier, der er afprøvet, og som skal gøres gængse bl.a. via bedre bygherrekrav, tværgående samarbejdsformer og en systematisk vidensindsamling. Det er det, som Bæredygtig Beton Initiativet skal arbejde med, siger Thomas Uhd.

Blandt de mange aktører, der bakker op om initiativet, er – foruden arkitekter, bygherrer, ingeniører, entreprenører mv. – også Aalborg Portland, som producerer den cement, der indgår i betonen.

- Det er helt naturligt for os i Aalborg Portland at støtte op om initiativer, der gør brugen af beton bedre og mere bæredygtig. Vi støtter aktivt udviklingen af et mere bæredygtigt byggeri både gennem projekter med eksterne partnere som dette, og igennem interne projekter der bidrager til at gøre vores produktion mere bæredygtig. Beton er et fantastisk materiale, som skal bruges i det omfang og der, hvor det giver bedst mening, siger Michael Lundgaard Thomsen, Managing Director i Aalborg Portland.

Nøgleord

Kontakter

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Dansk Byggeri er erhvervs- og arbejdsgiverorganisation inden for byggeri, anlæg og byggeindustri. Med omkring 5.700 medlemmer spænder organisationen bredt geografisk og fagligt, og dækker alle led i byggeprocessen.

Dansk Byggeris hovedopgaver er at opnå erhvervspolitisk indflydelse, deltage i den offentlige debat, yde rådgivning og sikre overenskomster, så medlemmerne kan udvikle deres virksomheder bedst muligt til gavn for beskæftigelsen og konkurrenceevnen.

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye