Region Hovedstaden

Besparelser på den kollektive trafik halveret

Del

Et bredt flertal i Region Hovedstaden blev mandag enigt om et budget for 2017. Der var lagt op til store besparelser på de regionale buslinjer, men politikerne fik reddet flere af dem på målstregen.

Et flertal i regionsrådet bestående af Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti samt Liberal Alliance har her til aften indgået en aftale om regionens budget for 2017.

Politikerne har fastsat en solid økonomisk ramme på 520 mio. til den kollektive trafik, og dermed er de bebudede besparelser på 37,5 mio. kroner taget af bordet. I stedet skal politikerne spare 18,7 mio. kroner.

Dermed skal flere buslinjer ikke spare så meget, som først antaget. F.eks har politikerne rullet forslaget om at lukke natbusserne delvist tilbage.

Resultatet glæder regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

”Vi står i en svær situation, hvor vi er nødt til at finde besparelser på trafikbudgettet. Men jeg er trods alt glad for, at besparelserne bliver mindre, end der var lagt op til. Det betyder jo noget, når vi kan komme nemt og hurtigt til og fra vores job og uddannelse, eller når vi skal hente børnene i en travl hverdag,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

Mere trængsel giver dyrere busser

Politikerne skal finde besparelser på trafikbudgettet, fordi busserne er blevet dyrere. Blandt andet fordi trængslen stiger på vejene, og dermed bruger busserne længere tid på ruterne.

”Når udgifterne til den kollektive trafik stiger, er vi nødt til at finde pengene. Og da vi ikke må indkræve skatter i Region Hovedstaden, skal pengene findes et andet sted i vores budgetter,” siger Sophie Hæstorp Andersen og understreger, at pengene ikke tages fra de trængte sundhedsbudgetter, men fra det regionale udviklingsområde.

For at undgå for store besparelser på busruterne har politikerne fundet penge i budgetterne for jordforurening, erhvervsudvikling og vækstfremmende initiativer.

 Ny undersøgelse på vej

Som en del af aftalen har regionens politikere også afsat en pulje penge til en undersøgelse af transportselskabet Movia, der driver busserne i hovedstadsområdet. 

- Når vi sparer på de enkelte buslinjer, er det en kortsigtet løsning, der handler om at få næste års budget til at hænge sammen. Men vi er også nødt til at kigge fremad og se på, om vi bruger pengene rigtigt. Derfor undersøger vi, hvordan busserne kan drives mere effektivt, så vi får mest mulig kollektiv transport for pengene, siger Sophie Hæstorp Andersen.


Fakta: Sådan påvirker budgettet busserne i Region Hovedstaden

  • Den økonomiske ramme på 520 mio. kroner, der er afsat til kollektiv trafik i budgetaftalen, betyder, at store dele af de varslede besparelser ikke bliver gennemført.
  • Regionsrådet har fundet penge andre steder i det regionale udviklingsbudget, så natbusserne nu kun rammes af en besparelse på 4,3 mio. mod de varslede 12,1 mio. kr. Politikerne skal nu finde ud af, hvordan besparelserne på natbusserne konkret skal udmøntes.
  • Det var foreslået at 250S, der kører fra Buddinge Station til Bella Center, skulle afkorte den, så den ikke længere skulle køre mellem hovedbanegården og Bella Center. Dette forslag er taget af bordet.
  • Det var foreslået, at 500S skulle afkortes fra Ørestad til Avedøre Holme. Dette forslag er taget af bordet.
  • Det var foreslået, at 350S blev delt i to linjer med færre afgange; og at den blev afkortet mellem Herlev og Husum. Dette forslag er taget af bordet.
  • 200S, der nu kører fra Lyngby Station til Avedøre Holme, afkortes, så den fremover kommer til at køre fra Gladsaxe Trafikplads og til Avedøreholmen.
  • S-busserne får 4-6 færre afgange i døgnet; alle sammen enten tidligt om morgenen eller om aftenen – og altså ikke i myldretid, hvilket betyder mindst mulig gene for passagererne.
  • De 5 regionalt finansierede R-busser, der forbinder lokaltogene i Nordsjælland, får 2 færre afgange i døgnet; ligeledes enten om morgenen eller om aftenen.
  • 375E afkortes, så den fremover kun kører fra Kokkedal Station til Hillerød Station.
  • Der skal spares på linje 65E, men det er endnu ikke besluttet, om ruten skal afkortes, eller den skal have færre afgange.
  • Linjerne 30E og 40E reduceres med henholdsvis 5 og 9 afgange i døgnet.
  • Flere af ændringerne skal godkendes af Region Sjælland, for at kunne gennemføres. Det drejer sig om linjerne 230R, 400S, 600S og natbusserne 93N og 97N.

Yderligere oplysninger:

  • Socialdemokraterne: Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, via Region Hovedstadens pressetjeneste, tlf. 70 20 95 88
  • Det Konservative Folkeparti: Karsten Skawbo-Jensen, mobil 51 31 69 36
  • Dansk Folkeparti: Henrik Thorup, mobil 40 40 81 88
  • Det Radikale Venstre: Karin Friis Bach, mobil 21 70 50 49
  • Socialistisk Folkeparti: Jens Mandrup, mobil 31 34 88 98
  • Liberal Alliance: Niels Høiby, mobil 40 46 35 32

 

 

Information om Region Hovedstaden

Region Hovedstaden
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

38 66 50 00http://www.regionh.dk/

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum