Halsnæs Kommune

Badning frarådes ved Liseleje Strand

Del
Der er konstateret forhøjede værdier af bakterier i badevandet ud for Liseleje Strand. Halsnæs Kommune anbefaler, at man benytter en af kommunens øvrige strande, indtil nye analyser er klar.

Halsnæs Kommune får sommeren igennem taget rutinemæssige prøver af badevandet ved kommunens strande. I den forbindelse har den seneste prøve fra Liseleje Strand vist et forhøjet niveau af bakterietypen enterokokker samt E.Coli.

På baggrund af målingen fraråder Halsnæs Kommune indtil videre, at man bader i vandet ved Liseleje Strand.

Halsnæs Kommune modtog prøvesvarene onsdag middag og har straks iværksat opfølgende målinger og en undersøgelse af årsagen til det forhøjede bakterieniveau.

Vi forventer, at svaret fra den opfølgende prøve er klar senest mandag den 4. juli. I den mellemliggende periode opfordrer vi for en sikkerheds skyld til, at man vælger en anden strand i kommunen. Alle prøver fra kommunens øvrige strande er uden anmærkninger.

En liste over strande i Halsnæs Kommune findes her: https://halsnaes.dk/borger/natur/kyst-og-strand/badevand

Halsnæs Kommune er i løbende dialog med relevante myndigheder i sagen, heriblandt Styrelsen for Patientsikkerhed og livredningstjenesten ved Liseleje Strand.

Vi orienterer på Halsnæs Kommunes hjemmeside og på kommunens Facebook-side, når der er nyt.

Fakta:

  • Prøver udtaget 27. juni 2022 på stranden ud for Liseleje har påvist et niveau af enterokokker på 180 cfu/100 ml og E.Coli på 2400 cfu/100 ml.
  • De seneste prøver fra alle kommunens øvrige strande er normale.
  • Der er straks taget nye prøver af badevandet ved Liseleje Strand. Resultaterne af disse foreligger senest mandag den 4. juli 2022. Halsnæs Kommune udsender ny information herefter.

Billeder

Information om Halsnæs Kommune

Halsnæs Kommune
Halsnæs Kommune
Rådhuspladsen 1
3300 Frederiksværk

+45 47 78 40 00https://halsnaes.dk/

Halsnæs Kommune er placeret i naturskønne omgivelser i det nordvestlige hjørne af Nordsjælland. Vores motto er: "Halsnæs - rå og autentisk. Her er ikke for fint, og det føles ægte". Kom og vær med!

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye