Better Energy

ATP investerer massivt i danske Better Energy og solenergi

Del
Med en investering på et stort, trecifret millionbeløb i det danske, vedvarende energiselskab Better Energy foretager ATP en af årets største investeringer. Investeringen er et led i ATP’s ambition om at styrke udviklingen af grøn, danskproduceret energi og medvirke til den grønne omstilling.

Midt i en europæisk energikrise og en global klimakrise investerer ATP nu direkte i en førende dansk udvikler og ejer af solcelleparker. ATP ejer dermed godt 15 pct. af Better Energy og får sæde i selskabets bestyrelse.

Better Energy-engagementet underbygger ATP’s ønske om gennem investeringer at spille en væsentlig rolle i den grønne omstilling, og samtidig opfylder investeringen det primære kriterie om at kunne sikre et attraktivt, risikojusteret afkast til medlemmerne.

”Den nødvendige, grønne omstilling og den europæiske frigørelse fra russisk gas kræver en væsentlig udvidelse af de vedvarende energikilder. Efterspørgslen stiger, og der er behov for at investere i grøn energi også på land. En investering i Better Energy rummer muligheder for et attraktivt afkast for ATP og vil samtidig bidrage positivt til CO2-reduktionen,” siger Mikkel Svenstrup, investeringsdirektør i ATP.

 

Nummer ét inden for solenergi i Nordeuropa

Better Energy er en af de hurtigst voksende leverandører af solenergi i Nordeuropa med en pipeline på over 10 GW storskala solcelleparker, der skal forsyne virksomheder, byer og lande med grøn energi, der reducerer CO2, tager hensyn til biodiversitet, og som samtidig er billigere end kul, olie og gas.

Investeringen fra ATP er løftestang for Better Energys fortsatte skalering i takt med, at virksomhedens portefølje af solcelleparker ejet af selskabet selv vokser.

”I 2020 gennemførte vi i Better Energy vores transition fra udvikler til vedvarende energiselskab. Det betyder, at vi beholder solcelleparker i eget ejerskab, og det giver åbenlyst et andet kapitalbehov. Investeringen fra ATP hjælper med at sikre og fastholde momentum i alle vores markeder,” siger Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør i Better Energy.

 

Verden har akut brug for grøn energi

”Virksomheder over hele verden står med et næsten umætteligt behov for grøn strøm, hvis de skal kunne leve op til målsætningerne om at reducere deres CO2-udledning. Det er den strøm, Better Energy i dag er med til at levere, men verden har brug for meget mere af den. Better Energy planlægger en kraftig vækst af deres produktion af grøn strøm. Vi tror på, at der er en rigtig god forretning i den målsætning,” siger Mikkel Svenstrup.

 

5,5 millioner danske medejere af grøn energiproduktion

For Better Energy har det været afgørende at finde en investor, der har ens værdisæt, og som går op i, at udviklingen af solcelleparker sker på den bedst mulige måde, forklarer Rasmus Lildholdt Kjær:

”Det var et stort plus for os, at ATP er hele Danmarks pensionsselskab. Vi har i samtalerne brugt langt tid på at blive sikre på matchet, og vi værdsætter og tror på, at vi kan leve op til det store ansvar, der hviler på én, når 5,5 millioner danskere bliver medejere af vores solparker.”

For ATP har Better Energys tilgang til tidlig involvering af lokalsamfund og lokal værdiskabelse – eksempelvis beskyttelse af grundvand, initiativer til naturgenopretning og øget biodiversitet, samt etablering af rekreative områder – været et stort plus.

”Vi står overfor en stor forandring af Europas energisystemer, og vi kommer til at leve med de beslutninger, vi træffer nu, i mange år fremover. Better Energy har bevist, at de både har øje for solparkernes lokale værdiskabelse og for projekternes større sammenhæng i elsystemet,” siger Mikkel Svenstrup.

Fakta om Better Energy:

  • Better Energy er et dansk vedvarende energiselskab, som udvikler, opfører, drifter og sælger strøm fra solcelleparker. Danmark, Polen, Sverige og Finland er selskabets nuværende nøglemarkeder.
  • I et partnerskab med Industriens Pension ejer Better Energy mere end 1 GW grøn energiproduktion i form af 21 solcelleparker, 16 i Danmark og 5 i Polen, til en samlet anlægssum på ca. 5 mia. kr.
  • Better Energy arbejder fokuseret på og er langt i videreudviklingen af eksisterende markeder uden for Danmark, hvor tilstedeværelsen i Polen, Sverige og Finland styrkes i de kommende år.
  • Selskabet omsatte for 1,6 mia. kr. i 2021 og har en pipeline af planlagte solcelleprojekter på 10 GW. Ambitionen er at øge pipelinen af projekter til 20 GW frem mod 2025.
  • Better Energy blev stiftet i 2012 af Rasmus Lildholdt Kjær og Mark Augustenborg Ødum. De to er sammen med Mikkel Dau Jacobsen og Michael Vater fortsat medejere af Better Energy, ligesom en række nøglefigurer i ledelsen har mindre ejerandele. I 2019 købte den franske kapitalfond Omnes sig med et trecifret millionbeløb til en del af ejerskabet.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Better Energy

Better Energy
Better Energy
Gammel Kongevej 60, 14. sal
1850 Frederiksberg C

+45 71 99 02 03http://www.betterenergy.dk/

Better Energy er et vedvarende energiselskab, der sælger støttefri, grøn strøm fra egne solcelleparker, som vi udvikler, bygger, drifter og ejer. På den måde sikrer vi ny og additionel energi til elnettet. Grøn, bæredygtig energi der reducerer CO2-emissioner, fremmer biodiversitet og er billigere end kul, olie & gas. Better Energy er et af Europas hurtigst voksende vedvarende energiselskaber med en projektportefølje på over 10 GW ny solcellekapacitet.

Følg pressemeddelelser fra Better Energy

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Better Energy

Årsrapport 2023 – Better Energy mere end fordoblede grøn energiproduktion i 202325.4.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Better Energy offentliggjorde i dag sin årsrapport for 2023, der beretter om solid fremgang og stærke forretningsmæssige milepæle i et år med investeringer og strategisk eksekvering. Virksomheden øgede produktionen af vedvarende energi, udvidede sine porteføljer af vedvarende energiparker og inkluderede flere parker i sine tre joint venture-partnerskaber. I 2024 forudser Better Energy en stigning i forretningsaktiviteterne, hvilket afspejles i øgede forventninger til året.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye