Middelfart Sparekasse

Årsregnskab: Trecifret millionoverskud i sparekasse

Del

Middelfart Sparekasse åbner pengeinstitutternes regnskabssæson med med at offentliggøre et årsregnskab, der viser et overskud før skat på koncernniveau på 112 mio. kr. Det er første gang i sparekassens historie, at der kan præsenteres et trecifret millionoverskud. Læs mere herunder eller i den vedhæftede fil, hvor der også findes resultatopgørelse og balancetal.

Adm. direktør Martin Baltser
Adm. direktør Martin Baltser

2016 blev på alle måder et rigtigt godt år for Middelfart Sparekasse med kåring til Danmarks Bedste Arbejdsplads, førstepladser i flere kundetilfredshedsundersøgelser samt førstepladser i to imageundersøgelser i sektoren. Nu kan sparekassen runde 2016 af med at præsentere et årsregnskab med et overskud før skat på koncernniveau på 112 mio. kr.

- Det er den perfekte afslutning på et helt igennem godt år for Middelfart Sparekasse. 2016 blev året, hvor vi for alvor høstede frugterne af den udviklingsstrategi, vi har forfulgt siden 2013, siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.

Det er første gang i sparekassens 163-årige historie, at overskuddet før skat er over 100 mio. kr.

Der er primært to årsager til det stærke resultat: En fortsat stor tilstrømning af nye kunder - netto en tilgang på 5.328 i 2016, så sparekassen ved årets udgang havde næsten 67.000 kunder - samt et meget lavt niveau for tab og nedskrivninger på kunder.

- Kundetilgangen betyder, at vi kan præstere en udlånsvækst på 10 procent i et marked, hvor det at holde status quo er svært. Det er meget vigtigt, at udlånet stiger, da det lave renteniveau og den hårde konkurrence i sektoren betyder, at de samlede renteindtægter er under pres, siger Martin Baltser om udlånsvæksten.

Mens renteindtægterne er under pres, har Sparekassen haft pæn vækst i gebyrindtægterne. Den udvikling kan også først og fremmest tilskrives de mange kunder, der har valgt sparekassen til i 2016

Lavt niveau for tab og nedskrivninger på kunder

Årets nedskrivninger på 34,3 mio. kr. - svarende til en nedskrivningsprocent på kun 0,5 - luner i en tid, hvor indtægterne fra udlån ikke bare vokser og vokser.

- I et marked som dette er det ekstra vigtigt at have styr på sine udlån, så vi ikke skal tage store tab og nedskrivninger. Det er i den grad lykkedes i 2016, siger Martin Baltser.

Indlånet vokser mere end udlånet

Selv om Middelfart Sparekasse kan præstere en tocifret vækst i udlånet, må sparekassen konstatere, at indlånet vokser endnu mere. Indlånet er vokset med 21 procent fra udgangen af 2015 til udgangen af 2016. Dermed er indlånsoverskuddet nu på 2,6 mia. kr. Med en fortsat negativ indlånsrente i Nationalbanken på 0,65 procent er det en bekostelig affære at placere indlånsoverskuddet der.

- Det er en dyr forretning for sparekassen, men faktisk også for kunderne. På grund af det meget lave renteniveau er indlånsrenten nul eller meget tæt på nul. Dermed bliver kundernes penge en anelse mindre værd år for år, da inflationen er højere end indlånsrenten. Derfor anbefaler vi vores kunder at overveje, om noget af deres indestående på en almindelig konto med fordel kan investeres i værdipapirer i stedet, siger Martin Baltser.

Solide nøgletal

Det er ikke kun årets resultat, der er flot i 2016-regnskabet. Sparekassens nøgletal tegner et billede af et pengeinstitut i særdeles god gænge. Egenkapitalen har rundet én mia. kr., og sparekassen er dermed også et meget solidt pengeinstitut. Kapitalprocenten er ved årets udgang 14,7, og solvensbehovet er 8,9.

- Det er afgørende, at kunderne har tillid til os og vores økonomi. Vores garanter har indskudt over 500 mio. kr. i garantkapital, og de skal have sikkerhed for, at deres penge er trygt og sikkert forvaltet, siger Martin Baltser.

Gode resultater er en nødvendighed

Trods det flotte resultat forventer direktøren ikke, at træerne vokser ind i himlen i årene fremover.

- Alt tyder på, at renteindtægterne også i de kommende år vil være under pres. Samtidig bliver vi som alle andre pengeinstitutter mødt med krav om, at vi skal have mere "sul på kroppen" for at kunne modstå dårlige tider. Kun ved at levere solide overskud kan vi bevare friheden til at udvikle Middelfart Sparekasse i den retning, vi ønsker det. Vi er ikke sat i verden med det ene formål at tjene penge, men vi kan kun leve op til vores ambitioner om at have tilfredse kunder, tilfredse medarbejdere og at spille en aktiv rolle i de samfund, vi er til stede i, ved at have en økonomi, der giver os mulighed for det, siger Martin Baltser.

Middelfart Sparekasse forventer i 2017 et overskud før skat på koncernniveau, der bliver lidt lavere end overskuddet i 2016.

Nøgleord

Kontakter

Adm. direktør Martin Baltser, 27900500
Kommunikationschef Bjarne Jacobsen, 27900664

Billeder

Adm. direktør Martin Baltser
Adm. direktør Martin Baltser
Download

Vedhæftede filer

Information om Middelfart Sparekasse

Middelfart Sparekasse
Middelfart Sparekasse
Havnegade 21
5500 Middelfart

64 22 22 22https://midspar.dk/

Middelfart Sparekasse er en garantsparekasse med cirka 16.500 garanter. Fra at have været en lille fynsk sparekasse er Sparekassen i dag et regionalt pengeinstitut med over 300 medarbejdere og 70.000 kunder fordelt på 18 afdelinger på Fyn, i Trekantområdet, Østjylland og Esbjerg. Sparekassen er økonomisk robust – halvårsregnskabet for 2017 viser et overskud før skat på 74,2 mio. kr. på koncernniveau, og egenkapitalen er på over en mia. kr.

Middelfart Sparekasses visoner "Bedst til kunder. Sparekassen er flere år i træk - og i flere forskellige undersøgelser - kåret som pengeinstituttet med de mest tilfredse kunder.

Sparekassen er fire gange - senest i 2016 - kåret til Danmarks bedste arbejdsplads af Great Place to Work.

Følg pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum