Årets prisværdige arkitektur i Næstved Kommune er præmieret
Bedømmelsesudvalget og modtagerne af Arkitekturprisen 2022 og Bevaringsprisen 2022 var mandag samlet på Rønnebæksholm til fejring af de fire priser. Traditionen med en festligholdelse blev genoptaget i år, efter at COVID-19 sidste gang førte til aflysning af fejringen. Det betød, at Herskabsstalden i år endnu en gang var fyldt med interesserede borgere, nominerede ejere, lokale arkitekter og andet godtfolk.
De to arkitekturpriser hylder moderne boliger, som på hver sin måde er tilpasset det sted, hvor de er placeret, henholdsvis i den tætte by og i det åbne landskab. De to bevaringspriser fremhæver en flot istandsættelse med blik for detaljerne på Kvægtorvet i Næstved og en respektfuld renovering af et tidligere kunstnerhjem på Enø.
Prisuddelingen blev foretaget af borgmester Carsten Rasmussen samt Marianne Olsen og Anette Brix, som er hhv. formand og næstformand i Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget. Derudover består bedømmelsesudvalget af Jesper Herbert-Nielsen og Ole Kjærulff, som begge er arkitekter, samt direktør Sven Koefoed-Hansen og chefkonsulent Thore Rytter Klitgaard fra Næstved Kommune.
Læs mere om de fire vindere her:
Moderne villa på toppen af Næstved
Bevæger man sig op ad Kærlighedsstien i Næstved bymidte mødes man nu af en moderne villa, som er lagt på en helt unik placering på Åsens vestside. Denne bygning modtager ”Arkitekturprisen 2022 - Næstved by”, da den med et stærkt arkitektonisk greb sikrer udsigten over byens tage. Dette sker ved at løfte boligen op og nænsomt placere den på tre murede bokse. Samtidig bliver de tre bokse løsningen omkring privathed i uderummene, da de fungerer som boligens hævede terrasser og giver adgang til det fri på tre af boligens fire sider. Set fra terræn opstår der indrammede udsigter til byen mellem de murede bokse hvormed byen opleves næsten som et skiftende billedgalleri.
Bygningen har et helt gennemført og konsekvent materialevalg med de tre bokse i mørke tegl og den hævede boligdel i mørk pladebeklædning. Dette understøtter det klare arkitektoniske greb og tilpasser sig fint til den eksisterende bebyggelse. Med placeringen af bygningen har man også sikret bevarelsen af to store og karakteristiske træer på grunden, som har en vigtig placering, når turen går op ad Kærlighedsstien.
Det fine fortættede byliv i bæredygtige rammer i Østergade, Rebslagergården, og en ny bolig i Eskelunden med flot enkelthed og klare referencer til funkisstilen var de to andre nominerede projekter i denne kategori.
Landskabelig landejendom i den nordlige del af kommunen
Hævet højt over Susådalen ligger en moderne landejendom som modtager ”Arkitekturprisen 2022 – Næstved Kommune”, da den er nænsomt placeret i landskabet. Dette giver stor herlighedsværdi og tilfører boligen og stedet kvalitet. Bygningen har samtidig en stramhed, der gør det ret konsekvente arkitektoniske greb let aflæseligt - to bygningskroppe lagt som et kors, med den primære bygningskrop placeret så bygningen klart henvender sig mod ådalen.
Bygningens tilpasning til landskabet er sikret ved bl.a. at trække den store glasfacade mod nord tilbage, så den ikke fremstår dominerende, og ved at lægge sedum på taget af den primære bygningskrop. Planløsningen skaber samtidig læmuligheder og opholdskroge på alle sider af bygningen.
Bygningen er altså resultatet af et sikkert og overbevisende arkitektonisk greb, og med den fine bearbejdning i form og materialer fremstår den med en stor grad af landskabelighed og respekt for stedet.
Foruden landejendommen var to bygninger hos Marjatta ved Præstø Fjord nomineret i denne kategori. To bygninger som begge er en del af en større helhed, i det kompleks som Marjatta har skabt. Den ene er et aktivitetshus med bl.a. orangeri, som tilføjer en kvalitet til stedet, og den anden deres kulturhus, der fint fortolker den oprindelige lade, som lå samme sted.
Detaljeret istandsættelse af Kvægtorvsbygning
På Kvægtorvet i Næstved ligger det, som i dag kaldes Kvægtorvsbygningen. Oprindeligt blev det dog opført i 1913 som militær administrationsbygning, tegnet af arkitekt Svend Sinding, og først 10 år senere, da ”Næstved Kvægtorv og offentlige Slagtehuse” overtog bygningen, fik det funktion som Kvægtorvsbygning, hvilket det fungerede som indtil 1976. I dag benyttes bygningen primært til erhverv, med SparNord som den primære aktivitet, men indeholder også boliger, klinik og restauration.
Kvægtorvsbygningen modtager ”Bevaringsprisen 2022 – Næstved by” da den højt bevaringsværdige bygning på Kvægtorvet igennem de seneste år er blevet løbende istandsat. Dette gælder fx alle vinduer, hvor der er sket en god udskiftning med respekt for husets oprindelige udtryk, og dørene, som er flot restaureret. Samtidig er der sket en indendørs istandsættelse og ombygning der respekterer ejendommens oprindelige indretning og detaljer, hvor bl.a. istandsættelsen af pejsestuen er et godt eksempel. Der er altså her sket en vigtig fastholdelse af de arkitektoniske værdier.
Næstved Stationsbygning, som de seneste år er blevet istandsat med respekt for bygningens oprindelige udtryk og detaljer, og Kompagnihuset, der siden 1982 har set en væsentlig og værdifuld restaurering, senest med tagomlægning og istandsættelse af taget, var de øvrige nominerede i denne kategori.
Respektfuld renovering af tidligere kunstnerhjem
Modtageren af ”Bevaringsprisen 2022 – Næstved Kommune” er et ældre bindingsværkshus på Enø Kystvej, der i dag fremstår med en ganske interessant bygningskrop, skabt på grund af de behov, som de forskellige ejere igennem årene har haft.
Den klassiske saddeltagsbygning i bindingsværk blev opført omkring 1850 bl.a. med tømmer fra to af gårdene som lå ved Karrebæk på den anden side af fjorden.
I 1923 blev huset overtaget af kunstmaler Harald Essendrop, som i 1937 byggede et atelier i forlængelse af den eksisterende bolig. For at sikre det bedst mulige lysindfald når han malede, ønskede han kun vinduesåbning mod nordøst, hvorfor taget blev ført helt ned til terræn og et større vinduesparti placeret i gavlen.
Da huset senest blev overtaget i midten af 00’erne var det næsten nedrivningsmodent, men i stedet for at blive revet ned, er bygningen siden blevet renoveret med en fin følsomhed for bygningens historie og de oprindelige løsninger. Dette arbejde har bl.a. resulteret i nye koblede vinduer, udformet med udgangspunkt i de oprindelige vinduer, og en ny tilbygning i form af en flot tilpasset udestue påsat hvor Harald Essendrop havde placeret sit lysgivende vinduesparti. Huset fremstår i dag med sjæl og charme – og fortæller en interessant historie om dets forskellige ejeres behov.
De to andre bygninger der var nomineret i denne kategori, var Karrebæksmindes ældste bygning fra 1809, som er istandsat og transformeret til lokalt by- og fiskerimuseum, og en flot patriciervilla på Helgesvej i Herlufmagle, som er istandsat med respekt for husets byggestil.
Præmiering af god arkitektur
Næstved Kommune ønsker at fremhæve god arkitektur ved at præmiere byggeri og anlæg, som udmærker sig ved en særlig arkitektonisk kvalitet.
Med præmieringen vil kommunen medvirke til en øget opmærksomhed og interesse for den arkitektoniske kvalitet både med henblik på bevaring af eksisterende bygninger og opførelse af nye.
Målet er at hylde borgere og bygherrer for deres prioritering af kvalitet i byggeriet og hylde arkitekter for deres arbejde samt give inspiration til fremtidige byggeprojekter og bygningsbevaringer i Næstved Kommune.
Vinderne modtager en buket blomster, et diplom og en bronzeplakette, som kan monteres på bygningen.
Kontakter
Marianne OlsenFormand for Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget
Tlf:25 45 05 26maols@naestved.dkThore Rytter KlitgaardArkitekt og chefkonsulent i Center for Teknik og Miljø
Tlf:29269682thkli@naestved.dkBilleder
Information om Næstved Kommune
Følg pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Næstved Kommune
5.700 virksomheder kan præge kommunens erhvervsudvikling23.4.2024 08:38:24 CEST | Pressemeddelelse
Skal Næstved Kommune sætte endnu flere kræfter ind på, at flere virksomheder får udarbejdet en bæredygtighedsplan eller at styrke samarbejdet mellem virksomhederne og kommunens uddannelsesinstitutioner? For at kunne understøtte erhvervslivet endnu bedre også fremover spørger Næstved Kommune nu alle virksomheder i kommunen om deres tro og håb for fremtiden.
Økonomiske udfordringer på Børne- og Uddannelsesudvalgets område15.4.2024 17:51:02 CEST | Pressemeddelelse
Flere børn og unge har brug for hjælp. Det betyder, at der er stigende udgifter til specialundervisning og anbringelser. Derudover er prisen for specialiserede tilbud steget. Resultatet er, at Børne- og Uddannelsesudvalgets budget står til at blive overskredet med 57,7 millioner kroner, hvis der ikke gribes ind. Derfor har udvalget inddraget overskud på i alt 28 millioner kroner fra 2023 og igangsat en ekstern analyse.
Håndværksvirksomheder, der ansætter lærlinge, kan opnå kommunal forlomme3.4.2024 08:39:09 CEST | Pressemeddelelse
Det må gerne koste lidt ekstra og tage længere tid, når virksomheder fremover indgår rammeaftaler på håndværksydelser med Næstved Kommune. Det er en del af oplægget, når alle virksomheder er inviteret til dialogmøde med kommunen fredag 5. april.
Borgerrådgiverens årsberetning: Flere borgere bruger borgerrådgiveren2.4.2024 21:53:18 CEST | Pressemeddelelse
I 2023 har borgerrådgiveren haft 12 % flere henvendelser i forhold til året før. I lighed med de tidligere år er der flest henvendelser på de borgernære områder; Center for Arbejdsmarked og Center for Børn og Unge.
Næstved sætter sit aftryk på Obama-besøg13.3.2024 12:53:47 CET | Pressemeddelelse
Når 3.500 gæster fra ind- og udland mødes i Arena Næstved fredag aften til ”An Evening with President Obama”, får de også et indblik i Næstveds ungdomskultur.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum