Årets Julemærke er tegnet af Peter Bay Alexandersen
24.9.2021 10:40:33 CEST | Julemærkehjemmene | Pressemeddelelse

Ingen jul uden Julemærket. I år er det 118. gang, at det traditionsrige mærke udkommer. Mange kunstnere har gennem årene fortolket julemotiverne, og i år er æren som Julemærkekunstner gået til Peter Bay Alexandersen.
Peter Bay Alexandersen er 66 år og uddannet illustrator. Han har i en levende og fantasifuld stil illustreret et hav af billedbøger for børn samt skolebøger, magasiner og plakater. I 2016 modtog han Blixenprisen som Årets Illustrator. Han er stolt af at tegne årets Julemærke, som har en stor personlig betydning for ham:
”Jeg elskede julen som barn og ikke mindst den visuelle pragt, der fulgte med. Deriblandt Julemærkerne som jeg år efter år omhyggeligt samlede i et album. De var tegnet af dygtige illustratorer som fx Ib Spang Olsen og Bjørn Wiinblad. Derfor er det med stor glæde, at jeg har tegnet årets Julemærke, og jeg kan ikke komme i tanke om en sag, jeg hellere ville arbejde for end netop Julemærkehjemmene,” siger han.
Hjem til jul
Årets Julemærke har fået titlen ”Hjem til jul”. Motivet viser et træskib, der ligger til kaj, hvorfra folk vender hjem til deres familier og venner med hænderne fulde af pakker og juletræer. Det er en hyldest til det særlige fællesskab, som opstår i juletiden.
”Sammen med Julemærkefonden blev vi enige om at bygge arkets fortælling op om det, vi alle havde gået og savnet i corona-tiden, nemlig at gense alle vores kære. At tegne det historiske har altid talt særligt stærkt til mig. Derfor var det nærliggende at placere handlingen i en havneby fra et tidspunkt i 1800-tallet, og hvad er mere julet end netop de gamle dage,” fortæller Peter Bay Alexandersen.
Julemærket udkommer 1. november
Hvordan Julemærket 2021 ser ud, bliver først endeligt afsløret mandag 1. november 2021. Her vil H.K.H. Kronprinsessen, der er protektor for Julemærkefonden, sammen med Peter Bay Alexandersen præsentere Julemærket til offentliggørelsen på Københavns Rådhus.
Samme dag kan det købes online på julemærket.dk, og dagen efter er det tilgængeligt i de fleste dagligvarebutikker, boghandlere og hos Kop & Kande. Prisen for et ark er 75 kr. Derudover kan man købe hæfter, julekort og gavemærker med motivet.
Som altid går overskuddet fra salget til de fem Julemærkehjem. På Julemærkehjemmene hjælper vi hvert år 1.000 børn, der mistrives. Børn, der bliver mobbet, føler sig alene og ikke tror på, de er noget værd. Under et ophold bliver de del af et fællesskab med støtte fra både børn og voksne. Vi hjælper dem til at styrke deres selvværd og lærer dem nye måder at se sig selv og verden på.
Fakta om Julemærkehjemmene
- Der er fem Julemærkehjem i Danmark
- Hvert år får 1.000 børn et ophold på et Julemærkehjem
- Børn på Julemærkehjem kæmper med mistrivsel, mobning, ensomhed og lavt selvværd
- Salget af Julemærker dækker cirka en tiendedel af omkostningerne til Julemærkehjemmene
- Julemærkehjemmene modtager kun 2,8 % i offentligt tilskud og er helt afhængige af indsamlede midler
Fakta om Peter Bay Alexandersen
- Født 1955
- Uddannet illustrator og grafiker fra Designskolen Kolding (1977) og har arbejdet som selvstændig illustrator siden 1975.
- Arbejdede i 1978-1985 i LEGOs produktudvikling.
- Fra 1987-2006 tilknyttet Designskolen Kolding som gæstelærer og censor.
- Har illustreret mere end 200 bogtitler. Fx ”Pigen der kunne tale med hunde” og ”Skovpigen Skærv” med tekst af Kim Leine og ”Fangeskibet” og ”Fængslet ved verdens ende” med tekst af Erik Barfoed.
- Har skrevet og illustreret to bøger selv: ”Det er eddermame løgn” og ”Axel og mus på den store rejse”. Sidstnævnte modtog han i 2016 Blixenprisen for som Årets Illustrator.
- Gift med tekstildesigner Janne Wendt, sammen har de fire sønner og bor i Rødovre.
Kontakter
Thomas ElmegårdPresse- og kommunikationsmedarbejder
Tlf:40 41 36 61thomas.elmegard@julemaerket.dkBilleder
Links
Information om Julemærkehjemmene
JULEMÆRKEHJEMMENE – GIVER BØRN EN NY START
Ingen børn fortjener en hverdag fyldt med ensomhed og ondt i maven.
Julemærkehjemmene hjælper børn med at finde deres styrker og opbygge deres selvværd. Læs mere: Julemærket.dk
Følg pressemeddelelser fra Julemærkehjemmene
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Julemærkehjemmene
Presseinvitation: Kom til præsentationen af årets Julemærke 202622.9.2026 11:40:01 CEST | Presseinvitation
Mandag d. 5. oktober 2026 kl. 13-14 afslører Anne Glad Wagner og kunstner Martin Jørgensen årets Julemærke på Københavns Rådhus.
Børnene er i centrum på årets Julemærke10.9.2026 11:11:32 CEST | Pressemeddelelse
Kunstner og illustrator Martin Jørgensen har tegnet Julemærket 2026. Motivet hylder det stærke fællesskab mellem børnene på Julemærkehjemmene – og trækker samtidig på kunstnerens egne barndomsminder om at samle på Julemærker.
Ny VIVE-undersøgelse: Denne indsats sænker skolefraværet26.8.2026 08:59:56 CEST | Pressemeddelelse
Et 10-ugers opfølgningsforløb får skolefraværet til at falde med 31 % hos de børn, der har været på Julemærkehjem. Det viser en ny undersøgelse fra VIVE. Resultaterne er inspiration for alle, der arbejder med børns trivsel.
Ny multihal skal øge trivslen for børn på Julemærkehjemmet Hobro9.6.2026 09:38:02 CEST | Pressemeddelelse
Med en bevilling på 11,5 mio. kr. fra Realdania er Julemærkehjemmet Hobro nu i stand til at realisere en mangeårig drøm om at bygge en multihal. Hallen skal skabe moderne rammer for leg, bevægelse og fællesskab for de børn, der under opholdet, får hjælp til at komme ud af mistrivsel.
Nye tal: Ensomhed falder markant for børn efter ophold på Julemærkehjem12.5.2026 10:03:09 CEST | Pressemeddelelse
Alt for mange børn med lav trivsel føler sig ensomme. Det viser en ny undersøgelse fra Julemærkehjemmene. Tallene viser dog også, at følelsen forsvinder hos 4 ud af 5 af de børn, der var ensomme ved opholdets start.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum




