Danmarks Apotekerforening

Apoteket kan forny visse typer recepter

Del
Opdager du i juledagene, at din recept er udløbet, kan der være hjælp at hente på landets apoteker. Her kan behandlerfarmaceuten genordinere p-piller og medicin mod en række kroniske sygdomme.

Står du og mangler medicin i juledagene og opdager, at du har glemt at forny recepten på eksempelvis P-piller, insulin, blodtryksmedicin eller medicin mod astma? Så er der ingen grund til at belaste vagtlægen eller Akuttelefonen. I stedet kan du gå på apoteket, der har mulighed for at udlevere din medicin trods den udløbne recept.

Tilbuddet om at genordinere receptmedicinen gælder for en række af de mest anvendte lægemidler, hvor apoteket kan udlevere den mindste pakning. Det kræver, at man har en gyldig ordination fra lægen, og at man har været i stabil behandling med medicinen i mindst et halvt år. Gælder genordinationen P-piller, skal man have brugt dem i mindst et år.

Genordination bliver håndteret af autoriserede behandlerfarmaceuter – der er over 800 af dem fordelt på landets apoteker. Ud over at kunne genordinere medicin har de mulighed for at ordinere dosispakning af medicin med tilskud til borgere, der har brug for det.

Ifølge Jesper Gulev Larsen, der er formand for Danmarks Apotekerforening, har ordningen med genordination gjort det lidt nemmere at være dansker:

"Muligheden for at få sin recept forlænget af en behandlerfarmaceut gør det lettere for bl.a. en række kroniske patienter, hvis de er løbet tør for udleveringer på recepten og har glemt at få lægen til at forny den. Det kan ikke mindst her i dagene mellem jul og nytår være et problem, da mange praktiserende læger holder lukket. Samtidig aflaster ordningen de hårdt belastede vagtlæger og medarbejderne på Akuttelefonen, der i øvrigt kun må forny recepter, hvis der er tale om livsvigtig medicin."

Genordination på apoteket er ikke kun en mulighed i perioder med helligdage og ferier. Det gælder hele året og dermed også i hverdagen, hvor man i en snæver vending kan få sin medicin, selvom man har glemt at forny recepten. Det koster et gebyr på 20 kr.

Læs mere på https://www.apoteket.dk/raadgivning/paa-apoteket/behandlerfarmaceut

Information om Danmarks Apotekerforening

Danmarks Apotekerforening
Danmarks Apotekerforening
Bredgade 54
1260 København K

3376 7600http://apotekerforeningen.dk

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Apotekerforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Apotekerforening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye