DI - Dansk Byggeri

Antallet af højvækstvirksomheder i byggeriet er fordoblet

Del
Nye tal fra Danmarks Statistik viser et stigende antal højvækstvirksomheder i Danmark. Inden for bygge- og anlægsbranchen er antallet af højvækstvirksomheder mere end fordoblet siden sidste års opgørelse - fra 20 virksomheder til 41.

Højvækstvirksomhederne er op til fem år gamle. De har ansatte svarende til mindst fem fuldtidspersoner i starten af vækstperioden og en gennemsnitlig årlig vækst i antallet af fuldtidsansatte på mindst 20 procent over en treårig periode.

Fordobling af højvækstvirksomheder inden for byggeriet
Antallet af nye højvækstvirksomheder i Danmark er størst blandt branchegrupperne handel og transport samt erhvervsservice. Den største stigning i antallet af højvækstvirksomheder finder man til gengæld i bygge- og anlægsbranchen. Her er antallet af højvækstvirksomheder steget fra 20 virksomheder i 2015 til 41 virksomheder i 2016.

-. De 41 virksomheder havde 281 fuldtidsansatte i 2013 og en samlet omsætning for 431 millioner kroner. Virksomhedernes vækst har dog betydet, at de i 2016 kunne tælle 689 fuldtidsansatte og en samlet omsætning for 1.113 millioner kroner. Det er en vækst i omegnen af 150 procent i både beskæftigelse og omsætning, hvilket må siges at være meget imponerende, men ikke overraskende, siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard, Dansk Byggeri.

- Byggeriets bidrag til beskæftigelsesfremgangen i Danmark siden 2013 har været relativt stort. Derfor giver det rigtig god mening, at vi nu ser denne stærke vækst blandt højvækstvirksomheder i bygge- og anlægsbranchen.

Størst vækst i Region Hovedstaden
På tværs af alle private byerhverv blev der i perioden 2013-2016 skabt 220 højvækstvirksomheder i Danmark. Antallet af højvækstvirksomheder har været stigende siden 2014, og det er særligt i Hovedstaden, at der bliver skabt mange højvækstvirksomheder.

- 101 ud af de 220 nye højvækstvirksomheder i perioden 2013-2016 er grundlagt i Region Hovedstaden, og de stod for cirka halvdelen af de 3.393 job (målt i fuldtid), der er skabt i høj-vækstvirksomhederne i perioden 2013-2016, siger Jacob Hangaard.

- Selvom det samlede antal af højvækstvirksomheder ikke er oppe på samme høje niveau, som man så i 2007 og 2008, er der en bemærkelsesværdigt høj andel af de nye virksomheder, der opnår status som højvækstvirksomheder. Hele 19 procent af alle nye virksomheder inden for de private byerhverv, der blev oprettet i 2011 eller 2012 og havde mindst fem fuldtidsansatte i 2013, kunne sole sig i titlen som højvækstvirksomhed i 2016. Det vidner om et generelt sundt erhvervsklima i Danmark. Bagtæppet i form af vækst i samfundsøkonomien og den store beskæftigelsesfremgang på arbejdsmarkedet har samtidig været med til at understøtte den fremgang, vi nu ser i antallet af højvækstvirksomheder.

Kontakter

Økonomisk konsulent Jacob Hangaard, Dansk Byggeri, jha@danskbyggeri.dk, tlf. 61 66 53 58
Kommunikationskonsulent Karin Skolnik, Dansk Byggeri, kas@danskbyggeri.dk, tlf. 23 25 84 69

Information om DI - Dansk Byggeri

DI - Dansk Byggeri
H.C. Andersens Boulevard 18
1553 København V

3377 3377https://www.danskindustri.dk/brancher/di-byggeri/

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Byggeri

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye