Anerkendelse til Finansiel Stabilitet i EBH Bank-.sagen

Del

Kommentar til Vestre Landsrets frifindelse af EBH Banks bestyrelse, som Finansiel Stabilitet netop har besluttet ikke at ville anke overfor

Anerkendelse til Finansiel Stabilitet i EBH-sagen

Juraprofessor Erik Werlauff, Aalborg Universitet, udtrykker nu anerkendelse af den beslutning fra Finansiel Stabilitet, der blev offentliggjort i dag, og som går ud på, at Finansiel Stabilitet ikke anker den frifindende dom over de frifundne bestyrelsesmedlemmer i retsopgøret efter EBH Banks krak. Finansiel Stabilitet anker alene over for EBH Banks daværende administrerende direktør, Finn Strier Poulsen.

”Det er efter min opfattelse en klog og rigtig beslutning, at der ikke ankes pr. automatik, og at hele bankens bestyrelse samt revisorerne dermed nu er endegyldigt frifundet”, siger professor, dr. jur. Erik Werlauff, som selv har fulgt sagen fra første parket i sin egenskab af advokat for den nu afdøde bestyrelsesformand, Egon Korsbæk.

”Der var tidligere en tendens til, at hvis myndighederne tabte, så måtte der pr. definition være noget galt med dommen, og så blev den næsten pr. automatik anket”, siger Erik Werlauff til Ritzau. ”Med dagens afgørelse fra Finansiel Stabilitet viser Finansiel Stabilitet god forståelse for, at hver sag er forskellig, og at der er involveret store økonomiske ressourcer i disse sager, og ligeledes mange menneskelige hensyn”.

Erik Werlauff fortsætter: ”Der er ingen tvivl om, at Finansiel Stabilitet har opnået, hvad man sigtede efter ved retsopgørets begyndelse, nemlig at få præciseret grænsedragningen mellem de sager, hvor der er begået alvorlige fejl, som skal koste erstatning, og andre sager, hvor det er menneskeligt og undskyldeligt, hvad der er sket", siger Erik Werlauff.

Han fortsætter: "Vi har fået en række detaljerede anvisninger fra domstolene i sager anlagt af Finansiel Stabilitet, om, hvad der skal lægges vægt på i den enkelte sag. Der er anerkendt en margin og dermed også en fejlmargin til skøn og fejlskøn, men hvis der er falske lodder i vægtskålen, og uvedkommende hensyn er indgået i beslutningen, eller hvis beslutningsgrundlaget ikke har været i orden, så falder den juridiske hammer”.

”Samtidig glæder jeg mig over, at Egon Korsbæk og de øvrige medlemmer af EBH Banks bestyrelse, som ellers nærmest har været frit jagtbytte for pressen i 10 år, har fået oprejsning med Vestre Landsrets dom og nu kan sætte punktum for sagen med Finansiel Stabilitets afkald på anke”, slutter Erik Werlauff over for Ritzau.

Nøgleord

Kontakter

Erik Werlauff på 28 79 66 22

Information om WERLAUFF Advokatfirma, advokatanpartsselskab

WERLAUFF Advokatfirma, advokatanpartsselskab
Ingridsvej 80
7400 Herning