Coop Danmark A/S

Alle Coops 1200 butikker stopper salg af buræg

Del

Danskerne vælger i større og større grad buræg fra, og det får nu Coop til at udfase buræg fra alle koncernens kæder. Irma gik forrest og stoppede med at sælge buræg for mere end 20 år siden. Kvickly fulgte i august 2013 efter og udmeldte buræg af sortimentet. Nu går resten af Coops kæder; SuperBrugsen, Dagli'- og LokalBrugsen og fakta med og udfaser hen over en 5-årig periode buræg fra butikkerne. Dermed vil kunderne fra udgangen af 2020 ikke længere kunne købe buræg i Coops 1200 butikker.

Forud for beslutningen ligger en klar ændring i kundernes indkøb af buræg. I 2011 var andelen af solgte buræg i detailhandlen i Danmark på mere end 60% (Kilde: fødevarestyrelsen), og når vi kigger på vores egne tal i Coop var andelen i 2015 nede på 37%. Udviklingen i de to første måneder af 2016 viser, at Coops salg af buræg er faldet med 20% i forhold til sidste år.

Coop har også spurgt sine kunder om deres holdning til buræg, og mere end halvdelen har svaret, at dyrevelfærd er en vigtig parameter, når de køber æg.

- Når vi beslutter at fjerne buræg fra hylderne i SuperBrugsen, Dagli'- og LokalBrugsen og fakta, så er det helt i tråd med vores kunders indkøbsvaner og tilbagemeldinger. Vi oplever, at der er tale om en generel tendens i markedet: Danskerne vil have mere dyrevelfærd. Det er helt i tråd med vores Madmanifest, og for at kunne levere har vi i samarbejde med leverandørerne udarbejdet en plan for hvordan og hvornår, siger Jens Visholm, koncerndirektør i Coop.

Beslutningen om at udfase buræg over en 5-årig periode sker i tæt samarbejde med Coops leverandør af blandt andet buræg, DANÆG:

- Vi tager Coops beslutning til efterretning og ser frem til at levere de æg, som Coop og Coops kunder ønsker, selvom det giver udfordringer, som skal løses i vores led. En omstilling i markedet kræver også en omstilling i produktionen. Vi er glade for samarbejdet med Coop og vil nu arbejde stenhårdt på at imødekomme deres ønsker, siger Jann Dollerup Vig Jensen, koncernchef i DANÆG.

Kontakter

Jens Visholm, koncerndirektør Coop, mobil 5221 4000

Jann Dollerup Vig Jensen, koncernchef DANÆG, mobil 2347 0797

Information om Coop Danmark A/S

Coop Danmark A/S
Coop Danmark A/S
Roskildevej 65
2620 Albertslund

4386 4468

Følg pressemeddelelser fra Coop Danmark A/S

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Coop Danmark A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum