Moesgaard Museum

Alken Enge fund vækker opsigt internationalt

Del

Publicering af fund fra Alken Enge i det videnskabelige tidsskrift PNAS afspejler, at Alken Enge er en internationalt set helt enestående lokalitet.

Det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences) har netop offentliggjort artiklen ”Direct evidence of a large Northern European Roman period martial event and post-battle corpse manipulation.

I artiklen fremlægger et forskerhold ledet af Mads Kähler Holst, direktør på Moesgaard Museum, for første gang de samlede resultater af de seneste otte års arkæologiske undersøgelser af en hel hærstyrke, der i de første årtier efter Kristi fødsel blev nedkæmpet og smidt i et søbassin ved Mossø nær Skanderborg.

Alken Enge blev for alvor kendt, da nye arkæologiske udgravninger og geologiske undersøgelser begyndte i 2012. Her dukkede der mere end 2000 menneskeknogler op på bunden af det, der omkring Kristi fødsel havde været en sø. Nu er analyserne af udgravningerne afsluttet og forskerholdet bag undersøgelserne kan præsentere resultaterne.

Publiceringen i det internationalt anerkendte tidsskrift afspejler, at Alken Enge er en internationalt set helt enestående lokalitet.

”Det er det eneste sted i Europa, hvor vi har skeletterne af en hel hærstyrke fra tiden omkring Kristi fødsel dvs. på det tidspunkt, hvor Romerriget ekspanderede voldsomt og udløste folkevandringer og krigeriske konflikter på store dele af kontinentet,” forklarer Mads Kähler Holst.

”Den skæbne, de led, gør fundet endnu mere spektakulært. Ud over sporene af våbenskader fra kampene, så er der også spor af voldsomme handlinger med de overvundne krigere og deres kroppe i tiden efter slaget.”

Forskellige snitspor viser, at knoglerne efter at have ligget fremme på slagspladsen i op til et år blev renset for kødrester, og blandt andet fundet af fire bækkener trukket på en gren viser, at man har samlet knoglerne sammen systematisk. Resterne af krigerne bliver smidt ud i et strømløb mellem to søbassiner, hvor der er spor efter at man igennem flere århundreder allerede havde ofret husdyr og keramik.

”Det ser ud til både at være en oprydning af en slagplads og en rituel afslutning på krigen,” forklarer Mads Kähler Holst.

Udgravningerne fra 2012-2014 er koncentreret inden for et 5.000 m2 stort område. Her anslår forskerne, at der ligger omkring 380 krigere. I forbindelse med gamle tørvegravninger er der imidlertid gjort fund over et langt større område, og det totale antal døde er derfor sandsynligvis langt større. Med så mange krigere må der være tale om en konflikt, der har berørt et stort område.

De yngste krigere er helt ned til 13-14 års alderen, og der er også flere relativt gamle mænd imellem. Der er ikke tegn på, at de er specielt trænede eller har været i kamp tidligere, så der kan være tale om en forsvarsstyrke, der hurtigt er samlet sammen mod en indrykkende fjende. Pollenanalyser har vist, at efter slaget ændres vegetationen fra et åbent landbrugslandskab til tæt skov.

I Moesgaard Museums jernalderudstilling kan du se et afsnit om fundene fra Alken Enge og høre Mads Kähler Holst fortælle om udgravningerne.

Fakta om fundene ved Alken Enge

  • Alken Enge ligger ved Alken, Østjylland, blot få kilometer fra de kendte våbenofringer i Illerup Ådal, der dog er nogle århundreder yngre end fundet af menneskeknoglerne ved Alken Enge.
  • Der er lavet arkæologiske udgravninger ved Alken Enge i 1957-62 og i 2010-2014.
  • Undersøgelserne ved Alken Enge gennemføres i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Moesgaard Museum og Museum Skanderborg. Projektet er finansieret af Carlsbergfondet.
  • Ud over menneskeknogler er der også fundet enkelte våben (lanser, sværd og skjolddele) og ofringer af keramik og husdyr.
  • Fundene analyseres med en række naturvidenskabelige og medicinske analyser, bl.a. fysisk antropologi, histologi, DNA, isotopanalyser, arkæo-zoologisk karakteristik, metalanalyser, dateringer (OSL, 14C og dendrokronologi), pollen-, sediment- og makrofossilanalyser
  • Alle arkæologiske fund og analyseresultater er tilgængelige for offentligheden på projektets hjemmeside: www.alkenenge.dk

Yderligere oplysninger kan fås hos Mads Kähler Holst, Moesgaard Museum, på mail: mkh@moesgaardmuseum.dk eller mobil 22 99 49 15

Link til artiklen i tidsskriftet PNAS

Pressefotos, der må anvendes i forbindelse med omtale kan findes her:

Film på YouTube af bækken-fundet:

https://www.youtube.com/watch?v=ZK4Vp2EIQBc

http://www.alkenenge.dk/press.php

http://www.alkenenge.dk/press2014.php

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Download
Direktør for Moesgaard Museum Mads Kähler Holst
Direktør for Moesgaard Museum Mads Kähler Holst
Download

Information om Moesgaard Museum

Moesgaard Museum
Moesgaard Museum
Moesgård Allé 15
8270 Højbjerg

87394000https://www.moesgaardmuseum.dk/

Moesgaard Museum er et kulturhistorisk museum, der viser arkæologiske og etnografiske udstillinger i international klasse. Museet forsker i og formidler menneskelivets mangfoldighed i et tæt samarbejde med Aarhus Universitet. Moesgaard Museum omfatter afdelingen i Højbjerg ved Aarhus, Vikingemuseet i Aarhus, Odder og Samsø museer.

Følg pressemeddelelser fra Moesgaard Museum

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Moesgaard Museum

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum