Globenewswire

ALK Abello

Del

ALK offentliggør årsrapport for 2020

  • ALK sluttede regnskabsåret 2020 med en vækst på 16% i fjerde kvartal. Væksten for hele året blev 8%.

  • Resultaterne er i overensstemmelse med de senest udmeldte forventninger.

  • For regnskabsåret 2021 forventer ALK en vækst i omsætningen på 8-12% i lokale valutaer.

  • ALK fastholder og udbygger overordnet strategisk fokus.

(Omsætningsvækst er organisk og målt i lokale valutaer. Sammenligningstal for 2019 er vist i parentes.)

ALK's (ALKB: DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) bestyrelse har godkendt selskabets årsrapport for 2020: ALK sluttede regnskabsåret 2020 stærkt med en organisk vækst på 16% i fjerde kvartal på trods af den fortsatte effekt af COVID. For hele regnskabsåret var omsætning og EBITDA i overensstemmelse med de senest udmeldte forventninger.

Højdepunkter for fjerde kvartal

  • Omsætningen steg 16% til DKK 991 mio. (883), da ALK oplevede sit bedste fjerde kvartal nogensinde med en 55% stigning i tabletsalget i højsæsonen for behandling af nye patienter.

  • Omsætningen i Europa og Internationale markeder steg henholdsvis 17% og 46%, mens salget i Nordamerika faldt 2% på grund af COVID.

  • EBITDA steg til DKK 64 mio. (48) i overensstemmelse med de senest udmeldte forventninger.

Højdepunkter for regnskabsåret 2020

  • Omsætningen steg organisk med 8% til DKK 3.491 mio. (3.274), det højeste niveau nogensinde. Udfasning af ældre produkter reducerede væksten med ca. 3 procentpoint.

  • Det globale tabletsalg steg med 42%, og var modstandsdygtigt over for COVID. Omsætningen fra Japan steg med 80%, og væksten var ekstraordinær høj som følge af, at patienter skiftede fra et udgående, ældre produkt til tabletter samt planlagt lageropbygning i løbet af året.

  • COVID havde en negativ effekt på salget af produkter, hvor behandlingen foregår på en klinik eller på et hospital. Effekten var størst i USA, hvor salget blev reduceret med mere end DKK 100 mio., hovedsagelig relateret til allergenekstrakter samt ikke-allergirelaterede life science-produkter. COVID gav ligeledes forsinkelser i ALK’s kliniske udviklingsaktiviteter som følge af udfordringer med rekruttering af deltagere til kliniske forsøg.

  • EBITDA steg 64% til DKK 395 mio. (241) og afspejler højere salg, omkostningsbesparelser og udskudte udgifter på grund af COVID, inklusive kliniske udviklingsomkostninger på ca. DKK 100 mio. vedrørende aktiviteter, der oprindeligt var planlagt til 2020.

  • Den fri pengestrøm var positiv og udgjorde DKK 56 mio. (minus 25), hvilket var bedre end forventet.

ALK’s administrerende direktør Carsten Hellmann siger: "Resultatet viser, at vores bestræbelser på at omdanne ALK til en stærkere og mere robust virksomhed bærer frugt. ALK leverede 8% vækst og viste sig modstandsdygtig over for en hidtil uset global udfordring – COVID – uden hvilken væksten ville have været stærkere. I hele transformationsperioden 2018-20 har vi konsekvent overgået vores forventninger, og vi går nu ind i den næste fase af ALK’s udvikling efter at have ryddet op og skabt et solidt vækstfundament. "

Forventninger til 2021
ALK forventer vækst i alle salgsregioner i 2021. Indtjening og fri pengestrøm vil blive påvirket af omkostninger og betalinger, der oprindeligt var planlagt til 2020, inklusive de tidligere nævnte udskudte forsknings- og udviklingsomkostninger.

  • Omsætningen forventes at vokse 8-12% organisk i lokale valutaer med tabletter som primær vækstmotor.

  • ALK antager, at COVID fortsat vil påvirke allergipatienternes mulighed og villighed til at besøge læger i første halvår, især i første kvartal.

  • EBITDA forventes at blive DKK 325-425 mio. og vil være positivt påvirket af højere salg og stigende bruttomarginer, som dog modregnes af en betydelig stigning i forsknings- og udviklingsomkostninger til ca. DKK 650 mio. Stigningen inkluderer investeringer i at skabe en tilstedeværelse på markedet for fødevareallergi, samt en gradvis normalisering af salgs- og markedsførings­aktiviteter, når effekten af COVID mindskes.

Opdatering af strategi
Baseret på de bedre end forventede resultater for transformationsperioden 2018-20 er ALK’s strategi for de næste tre år en årlig organisk vækst på 10% eller mere samt en stærk forbedring af indtjeningen. På længere sigt, forventer ALK at fortsætte udviklingen hen imod en EBIT-margin på ~25% i 2025, benævnt ’25 i 25’.

Det overordnede strategiske fokus forbliver uændret og fokuserer på fire elementer: Succeed in North America, Complete and commercialise tablet portfolio, Consumer engagement and new horizons og Optimise for excellence. Disse elementer inkluderer nu strategiske aktiviteter mod at udvide ALK's førende position inden for luftvejsallergier, etablere en tilstedeværelse i fødevare­allergi (jordnødder og trænødder), udvide positionen inden for anafylaksi og forfølge ny forskning.

Carsten Hellmann siger: "I den næste fase af ALK’s udvikling vil vi levere yderligere vækst, samtidig med at vi øger EBIT-marginen, indtil vi når vores mål på ~25% i 2025 og dermed vil vi skabe et attraktivt afkast til vores aktionærer. Tabletter vil fortsat være den primære vækstmotor i lang tid fremover, men vi introducerer også initiativer med potentiale til at accelerere væksten inden for fem til ti år og gøre ALK til en meget større virksomhed og blive en ægte global allergileder."

Planlagte forsknings- og udviklingsomkostninger inkluderer alle ovenstående innovations­programmer. Alligevel forventes det, at forsknings- og udviklingsomkostningerne i forhold til om­sætningen stadig vil falde på mellemlangt sigt, i takt med at ALK afslutter sine store kliniske studier med tabletporteføljen mod luftvejsallergier.

ALK-Abelló A/S

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Jeppe Ilkjær, mobil 3050 2014

Audio cast
ALK afholder i dag kl. 14.00 (CET) en telefonkonference for investorer og analytikere, hvor ledelsen fremlægger resultater og forventninger samt besvarer spørgsmål. Mødet audiocastes på https://ir.alk.net/investors, hvor den tilhørende præsentation vil være tilgængelig kort før start. Deltagere i telefonkonferencen bedes ringe ind senest kl. 13.55 (CET). Danske deltagere skal ringe på tlf. 3544 5577, mens internationale deltagere skal ringe på +44 333 300 0804 eller +1 631 913 1422. Benyt venligst følgende deltager-pinkode: 67633761#.

Disse oplysninger er oplysninger, som ALK-Abelló A/S er forpligtet til at offentliggøre i henhold til EU's markedsmisbrugsforordning.

Vedhæftede filer


Information om Globenewswire

Globenewswire
Globenewswire
Denmark & Iceland


+45 89 88 2046http://globenewswire.com
DK