Ålegræs under pres

Verden over har man oplevet en voldsom tilbagegang i havgræsengenes udbredelse, der har gjort dem til nogle af klodens mest truede økosystemer. Ålegræs er det mest udbredte havgræs på den nordlige halvkugle og den dækkede tidligere meget store arealer i danske fjorde, bælter og i Kattegat. Nu har et dansk forskerhold gennemført en analyse af unikke danske data der viser, at de sidste 100 år har været kritiske for ålegræs.

Havgræsser på havbunden skal bruge lys for at kunne gro - ligesom planter på land. Men gennem årene har blandt andet udledning af næringsstoffer fra land skabt eutrofiering og uklart havvand, der bremser sollys fra at nå så langt ned i havet som tidligere. Det er en væsentlig grund til den mindre udbredelse af danske ålegræsenge. Men på trods af reduktioner i udledningen af næringsstoffer i de seneste årtier, er ålegræsset endnu ikke gået fremad på landsplan.

Forfatterne til artiklen, Century-long records reveal shifting challenges to seagrass recovery, der netop er udgiveti tidsskriftet Global Change Biology, består af førende forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet. De har gennemgået de omfattende danske data, hvor den negative indflydelse af eutrofiering påvises, men studiet peger også på, at bundtrawling efter f.eks. muslinger sammen med havopvarmning begrænser havgræsengenes udbredelse og livsbetingelser.

Blå skove

Data bag forskernes analyse strækker sig tilbage til før år 1900, og stammer fra danske kystområder, hvor der i sin tid var op mod 6700 km² ålegræsenge, der dannede et kilometer-bredt bælte omkring vores kyster. I dag vurderer man, at udbredelsen er reduceret til under en tredjedel samtidig med, at der er en stigende erkendelse af ålegræssets, og verdens øvrige havgræssers positive økologiske ydelser til havmiløet og klimaet.

Havgræsarter har en lang række funktioner i naturen, hvor de blandt andet fungerer som bølgedæmpere og dermed udgør et naturligt kystværn. De udgør også vigtige opvækstområder for fiskeyngel af en række arter med både økologisk og kommerciel værdi. De optager både kulstof og næringsstoffer, hvoraf en del bliver begravet i havbunden under engene.

”Havgræsarter kan sammenlignes med skovene på landjorden, der jo også bidrager til biodiversiteten og samtidig udgør et kulstofdræn. Man kan kalde havgræsengene for blå skove, der leverer positive bidrag til både biodiversitet, havmiljø og klima. Vores studium sandsynliggør, at engene er under pres fra flere sider i denne tid, hvilket kalder på bedre forvaltning,” forklarer professor Dorte Krause-Jensen fra Institut for Bioscience, der er en af de danske forskere bag projektet.

Flere presfaktorer

Blandt gruppens fund er, at ålegræsset i årene omkring 1900 mange steder langs åbne kyster kunne vokse ned til 10-11 meters dybde, mens dybe bestande i dag er en sjældenhed, der kun forekommer i de mest uforstyrrede områder. Studiet viser, at engene nu i gennemsnit vokser 3.4 m lavere end de historiske bestande.

Mens uklart vand er en del af forklaringen, mangler ålegræsset også på vanddybder, hvor lyset burde understøtter vækst og her peger studiet på, at bundtrawling er en medvirkende årsag til fraværet. Når engene presses ind mod lavere vand udfordres de desuden af stigende havtemperaturer, forklarer Dorte Krause-Jensen:

”Vi har påvist en sammenhæng mellem flere faktorer, der spiller negativt ind på udbredelsen af ålegræsset. Det betyder samlet set, at beskyttelse og genetablering af ålegræsengene kræver en fortsat reduceret udledning af næringsstoffer, men også at kombinationen med flere stressfaktorer begrænser genetableringen af de tabte bestande. Det understreger betydningen af en helheds forvaltning af ålegræsenge i form af regulering af både eutrofiering og trawling på lokalt plan og opfyldelse af globale klimaaftaler.”