Globenewswire

Aktieselskabet Schouw & Co.

Del
Årsrapport 2020: Konglomeratet viser sin styrke

Konglomeratet viser sin styrke i 2020

Hovedpunkter

Realiseret i 2020

  • Et helt usædvanligt år, der gav øget afsætning og stor fremgang i EBITDA. Solid pengestrøm fra drift og markant gældsnedbringelse samt succesfuld udnyttelse af opståede forretningsmuligheder.
  • Omsætningen steg med 2% til 21.273 mio. kr. (2019: 20.946 mio. kr.)
  • EBITDA steg med 13% til 2.209 mio. kr. (2019: 1.951 mio. kr.)
  • Cash flow fra drift steg med 63% til 2.296 mio. kr. (2019: 1.410 mio. kr.)
  • Afkastet af den investerede kapital (ROIC) ekskl. goodwill blev på 15,3% (2019: 12,3%)
  • Udbyttet for regnskabsåret 2020 foreslås fastholdt på 14 kr. pr. aktie.

Forventninger til 2021

  • Forventning om øget omsætning og EBITDA på fortsat højt niveau.
  • Aktiviteten forventes fastholdt på et højt niveau, og øgede investeringer i året vil danne basis for yderligere vækst. Coronavirus er stadig en del af hverdagen, men koncernens virksomheder er godt rustet til de omskiftelige markedsforhold.
  • Forventningen for 2021 er en konsolideret omsætning i størrelsesordenen 21,9 mia. kr. og et EBITDA i intervallet 2.015-2.225 mio. kr.

Kort om virksomhedernes udvikling i 2020

BioMar

BioMar fik et godt år med fremgang i omsætning og EBITDA og et stort positivt cash flow fra drift. Trods de usædvanlige forhold som følge af coronapandemien lykkedes det i al væsentlighed at opretholde normal drift gennem hele året. Der blev etableret ny produktionskapacitet i Australien, Kina og Ecuador, og efter årets afslutning blev også den planlagte aftale om partnerskab med Viet-UC i Vietnam endelig indgået.

Fibertex Personal Care

Fibertex Personal Care har realiseret et godt resultat, og har fastholdt et stort positivt cash flow fra drift. De afsatte mængder blev forøget, men lavere salgspriser som følge af lavere råvarepriser og valutakurser medførte omsætningstilbagegang. Ny produktionskapacitet er på vej i Malaysia og USA.

Fibertex Nonwovens

Fibertex Nonwovens har realiseret markant fremgang i omsætning og resultat. Hurtig tilpasning til den ændrede markedssituation som følge af coronapandemien har givet væsentligt øget afsætning af materialer til sundhedsrelaterede formål. Årets EBITDA blev bedre end forventet.

GPV

GPV har realiseret stor resultatfremgang i et ellers udfordrende år. Væsentligt øget afsætning til udvalgte segmenter, først og fremmest inden for MedTech-segmentet, modvirkede afmatning i andre segmenter. Årets EBITDA blev bedre end forventet.

HydraSpecma

HydraSpecma afsluttede et udfordrende år med et stærkt 4. kvartal, hvor afsætning af produkter til kørende materiel blev øget, og hvor den gode afsætning af løsninger til vindmøller og andet stationært materiel blev fastholdt. Årets EBITDA blev derved bedre end forventet.

Borg Automotive

Borg Automotive har tydeligt mærket negativ effekt af coronapandemien, specielt i april og maj, hvor trafikintensiteten på en række vigtige markeder i Europa faldt betydeligt. Virksomheden fik dog en god afslutning på året med øget efterspørgsel. Ved udgangen af 2020 overtog Borg Automotive endvidere turboladeraktiviteterne fra den spanske refabrikationsvirksomhed Turbo Motor Inyección.

Adm. direktør i Schouw & Co. Jens Bjerg Sørensen udtaler:

"I Schouw & Co. er det grundlæggende mantra ’resultater skabes gennem mennesker’. Da coronakrisen ramte os i begyndelsen af 2020, var der derfor ingen diskussion om, at det var de næsten 10.000 medarbejderes helbred og sundhed, der skulle have absolut højeste prioritet. Allerede i februar 2020 definerede vi fundamentet for vores coronastrategi som ’mennesker først, dernæst indtjening’.

Kulturen i Schouw & Co. er båret af stærke værdier, hvor vi uddelegerer ansvar til vores direktører og ledelser i virksomhederne. Det har været meget bekræftende at opleve, hvordan både ledere og medarbejdere i mere end 30 lande har taget ansvaret til sig, og det er positivt at konstatere, at der skabes solide resultater, når der vises tillid og gives muligheder. Jeg er oprigtig stolt og imponeret over den indsats, vores loyale og dedikerede medarbejdere overalt i koncernen har ydet.

Som så mange år før i Schouw & Co. har omstillingsparathed og købmandskab også været nøgleord i 2020. Når markedssituationen pludseligt ændrer sig, har vi formået at tilpasse os hurtigt og effektivt. Vi har oplevet, at kundernes fabrikker blev lukket ned med meget kort varsel, og hvor vi har måttet stoppe vores egen produktion bogstaveligt talt over natten. Men der har heldigvis også været områder, hvor coronapandemien har medført markant øget efterspørgsel efter værnemidler og hospitalsudstyr. Vi har opsøgt heldet, været kreative og udnyttet mulighederne i værdikæderne og fået det bedste ud af en meget ekstraordinær situation.

Konglomeratets styrke viser sig klart i tider med global turbulens og usikkerhed. De seks virksomheder har en betydelig risikospredning, såvel geografisk som inden for de industrier, de opererer i.

Strategien og forretningsmodellen i Schouw Co. er uændret og meget klar. Vi udvikler og transformerer en diversificeret portefølje af førende B2B-virksomheder gennem et langsigtet, udviklende og ansvarligt ejerskab. Det langsigtede fokus er altid hjørnestenen, men vi glemmer ikke, at solid daglig drift skaber lønsomhed.

I de senere år har vi opgraderet vores ESG-rapportering inden for miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold. Som supplement til årsrapporten udgiver vi også en ESG-rapport, hvor mange af vores indsatser og ikke-finansielle målepunkter kommenteres. I perioden fra 2016 til 2020 har virksomhederne stort set år for år nedbragt det relative energiforbrug og oplevet færre arbejdsulykker. Vi ejer en række virksomheder, hvor et øget fokus på ESG vil skabe yderligere værdi."

Jørn Ankær Thomsen, bestyrelsesformand
Jens Bjerg Sørensen, adm. direktør

Schouw & Co. afholder telefonkonference (på engelsk) for analytikere, medier, m.fl.

FREDAG DEN 5. MARTS 2021 KL. 09:00.

Deltagere i telefonkonferencen bedes benytte et af følgende telefonnumre: DK: +4532714988 // UK: +442030595869 // US: +16313026547.

Eventuelle spørgsmål bedes rettet til adm. direktør Jens Bjerg Sørensen på telefon +45 86 11 22 22.

Vedhæftede filer

For at se dette indhold fra www.globenewswire.com, så skal du give din accept på toppen af denne side.
For at se dette indhold fra ml-eu.globenewswire.com, så skal du give din accept på toppen af denne side.

Information om Globenewswire

Globenewswire
Globenewswire
Denmark & Iceland


+45 89 88 2046http://globenewswire.com
DK
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye