VIA University College

Affalds-iværksættere vinder årets Innovationspris

Del
To studerende fra Aarhus Universitet vandt Innovationsprisen 2018 for projektet 'Smart recycling'. Prisen på 50.000 kroner og et springboard-forløb blev overrakt af Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i forbindelse med Forskningens Døgn på VIA University College.
Fra venstre: Hussam Mansour, Szabolcs Nagy og Søren Pind. Foto: Inge Lynggaard Hansen
Fra venstre: Hussam Mansour, Szabolcs Nagy og Søren Pind. Foto: Inge Lynggaard Hansen

”Innovation er en afgørende motor i udviklingen af vores samfund. Derfor er det en stor fornøjelse at være i selskab med så kreative og fremsynede studerende som jer.” 

Sådan lød budskabet fra Uddannelses- og forskningsministeren, da han tirsdag den 24. april overrakte årets innovationspriser. Arrangementet fandt sted på VIA University College i Aarhus i forbindelse med det landsdækkende event Forskningens Døgn.

I løbet af dagen blev ti finalistgrupper skåret ned til fem, som herefter skulle pitche deres idéer foran en professionel jury. Og her var de to iværksættere Hussam Mansour og Szabolcs Nagy, som læser Technology Based Business Development på Aarhus Universitet i Herning og står bag virksomheden Ioteelab, de mest overbevisende.

Intelligent affaldshåndtering
Vinderprojektet består af en sensor, som kan måle mængden af indhold i affaldscontainere og sende direkte besked til renovationspersonalet, når containeren er fuld. Dermed effektiviseres renovationsarbejdet, så en flaskecontainer eksempelvis kun tømmes, når den rent faktisk er fuld. Og den idé faldt i juryens smag.

”I rammer ned i et problem, som vokser i takt med urbaniseringen. Jeres projekt har et stort potentiale for udbredelse,” lød det blandt andet fra Erik Hygum, direktør i VIA Pædagogik og Samfund, på vegne af den samlede jury.

Foruden æren består førstepræmien af et professionelt springboard-forløb og 50.000 kroner. Og de to iværksættere er ikke i tvivl om, hvordan de skal bruges.

”Pengene skal reinvesteres i virksomheden, så vi kan fortsætte udviklingen og fokusere på at reducere produktionsomkostningerne. Vi vil være de første i Danmark med det her produkt,” siger Hussam Mansour.

Pengene er dog ikke det eneste, de to prisvindere kan bruge til noget.

”Opmærksomheden omkring Innovationsprisen har resulteret i flere spændende henvendelser. Så vi har allerede udvekslet en del kontaktoplysninger med vigtige partnere,” siger han.

Modermælk og mobbespil
Studerende fra alle landets videregående uddannelser kunne deltage i konkurrencen. Andenpladsen og 20.000 kr. gik også til studerende fra Aarhus Universitet, der med projektet Lactapure har udviklet en teknologi til at filtrere antibiotika fra modermælk. Bag projektet står Mikkel Vind Lorenz, Ida Bæk og Magnus Willem Meyer, som studerer biologi og molekylærbiologi.

”I har et idealistisk og værdibaseret projekt, som sikrer bedre sundhed for vores børn, og som har et stort potentiale for udbredelse,” lød det blandt andet fra juryen.

Tredjepladsen gik til Louise Graversen, Amalie Jegstrup Jensen, og Line Jensen, som studerer på henholdsvis VIA University College og Erhvervsakademi Aarhus. De har udviklet projektet BeBully, som er et interaktivt læringsspil, der kan forebygge digital mobning.

”I tager digital mobning seriøst, tænker forebyggende og integrerbart. Det er et efterspurgt projekt i er i gang med,” sagde Erik Hygum på vegne af juryen.

Innovationsprisen var en del af de aktiviteter, som fandt sted på VIA i forbindelse med Forskningens Døgn. Det er sjette år i træk, VIA i samarbejde med Connect Denmark uddeler Innovationsprisen.

Om Innovationsprisen

  • Innovationsprisen er en årlig konkurrence for alle landets studerende på de videregående uddannelser.
  • Finalen afholdes på VIA University College i Aarhus den 24. april 2018 i forbindelse med det landsdækkende initiativ Forskningens Døgn.
  • De ti finaleprojekter, som er valgt på baggrund af en fagjury med ekspertise inden for innovation og en facebookafstemning, hvor mere end 10.000 personer har afgivet sin stemme.

Juryen består af

  • Daniel Christensen, sidste års vinder med projektet Virtual Reality Rehabilitation
  • René Damkjær, Innovationsfonden
  • René Dybdal, stifter af Innovationsprisen
  • Flemming Frandsen, Connect Denmark
  • Erik Hygum, direktør i VIA Pædagogik & Samfund

Nøgleord

Kontakter

Journalist, Casper Grud Nielsen, tlf.: 87551516, mail: grud@via.dk

Billeder

Fra venstre: Hussam Mansour, Szabolcs Nagy og Søren Pind. Foto: Inge Lynggaard Hansen
Fra venstre: Hussam Mansour, Szabolcs Nagy og Søren Pind. Foto: Inge Lynggaard Hansen
Download
Fra venstre: Hussam Mansour, Szabolcs Nagy og Søren Pind. Foto: Inge Lynggaard Hansen
Fra venstre: Hussam Mansour, Szabolcs Nagy og Søren Pind. Foto: Inge Lynggaard Hansen
Download

Links

Information om VIA University College

VIA University College
VIA University College
Hedeager 2
8200 Aarhus N

87 55 00 00http://via.dk/

Fakta om VIA University College:

  • VIA er en professionshøjskole med 20.000 studerende og 42 forskellige professionsbacheloruddannelser i 11 af de 19 kommuner i Region Midtjylland.
  • VIA understøtter velfærdssamfundet ved blandt andet at uddanne til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver, fysioterapeut, bioanalytiker og professionsbachelor i skat. Målrettet det private erhvervsliv udbyder VIA blandt andet uddannelser til ingeniør, bygningskonstruktør, designer og filmanimator.
  • VIA uddanner til hele den midtjyske region og har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer udbud i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
  • VIAs professionsrettede uddannelser foregår i en vekselvirkning mellem teori og praksis samt praktikperioder.
  • VIA er en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
  • VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i syv forskningscentre. Forskningsaktiviteterne har fokus på fx pædagogik, læring, sundhed, demens, klima og bæredygtig udvikling.

Læs mere om VIA University College på www.via.dk

Følg pressemeddelelser fra VIA University College

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra VIA University College

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye