Cepos

Ældreområdet - partipolitik bremser udliciteringen

Del
En ny CEPOS-analyse sætter fokus på, hvordan kommunerne i deres udbudspraksis inspirerer hinanden. Analysen viser, at partifarve smitter, og dermed at partipolitik bremser udliciteringen.

Ældrebyrden bliver i de kommende år større, og det stiller øgede krav til kommunerne om at få mest mulig pleje for pengene. CEPOS har derfor i et nyt notat sat fokus på dels, hvordan kommunerne via konkurrenceudsættelse på ældreområdet kan udnytte ressourcerne bedre og dels, hvordan kommunerne igennem deres udbudspraksis inspirerer hinanden. Analysen viser, at geografisk nærhed i perioden 2001-2010 har drevet udliciteringen, men at partipolitik har bremset udliciteringen. Alene i 2010 er der som konservativt skøn blevet udliciteret for 400 mio. kr. mindre, end der ellers ville være blevet udliciteret for - alene pga. partifarve. Det betyder reduceret ældreservice svarende til godt 60 mio. kr. i 2010, eller det der svarer til arbejdsindsatsen fra ca. 180 ekstra social- og sundhedspersonale. Analysen giver således ny indsigt i de mekanismer, der ligger til grund for udviklingen og spredningen i kommunernes udlicitering inden for ældreområdet.

"I 2010 udliciterede kommunerne generelt flere opgaver på ældreområdet end i 2001. Min analyse viser, at denne vækst i udliciteringen primært har været drevet af geografisk nærhed, mens partipolitik modsat har bremset udliciteringen. Hvorvidt kommunerne er villige til at udlicitere opgaverne på ældreområdet handler nemlig både om, hvorvidt deres nabokommuner gør det, og hvorvidt kommunerne traditionelt er blå eller røde. Særligt er det kommuner med et stabilt blåt flertal, som udliciterer flest opgaver, hvor Gribskov Kommune ligger i spidsen med en udliciteringsgrad på 42 pct.", siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS.

"Undersøgelsen viser også, at kommunernes udbudspraksis smitter. Kommunerne lader sig nemlig inspirere til at udlicitere, hvis deres nabokommune året før udliciterede mere end dem selv. Men som noget helt nyt viser min analyse også, at smitten er politisk betinget, hvilket betyder, at blå kommuner kun lader sig smitte af andre blå kommuner, mens røde kommuner kun lader sig smitte af andre røde kommuner. Kommunernes udbudspraksis på ældreområdet er altså i høj grad partipolitisk funderet, og hviler således i høj grad på en partipolitisk beslutning og ikke et hensyn til økonomien", fastslår chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS.

"Nogle kommuners modstand mod at udlicitere kerneopgaver på ældreområdet skyldes politisk modvilje. Og det er ærgerligt. Når beslutningen om at udlicitere i så høj grad træffes på baggrund af en politisk prioritering frem for på baggrund af fornuftsvalg, som fx kommunens økonomiske situation, så betyder det nemlig, at kommunerne går glip af et besparelsespotentiale på ca. 15-20 pct. Alene i 2010 ville der som konservativt skøn være blevet udliciteret for 400 mio. kr. mere, end der reelt er blevet udliciteret for - alene pga. ideologi", siger chefkonsulent i CEPOS Mia Amalie Holstein.

Notatet bygger på data indhentet for perioden 2001-2010 og dækker både over opgaver forbundet med plejecentre, hjemmehjælp og hjælp til handikappede.

Hele undersøgelsen kan ses på www.cepos.dk

Kontakt:

CEPOS

Louise Stenstrup

Tlf.: +45 33 45 60 37

E-mail: louise@cepos.dk

Vedhæftede filer

Information om Cepos

Cepos
Cepos
Landgreven 3
1301 København K

+45 33 45 60 30http://www.cepos.dk

Følg pressemeddelelser fra Cepos

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Cepos

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye