Aarhus Symfoniorkester

Aarhus Symfoniorkester modtager støtte til finale på storstilet pilotprojekt for førskolebørn

Del

Salling Fondene og Augustinus Fonden har givet tilsagn om i alt 600.000 kr. til afslutningen på Musikkens Børn – Aarhus Symfoniorkester 6-årige social-musikalske pilotprojekt for alle børn født i Aarhus Kommune i 2018 og deres forældre. Støtten gør det muligt at gennemføre projektets kunstneriske vision såvel som sikre projektets efterliv, til gavn for både forskning og kulturliv i Danmark.

Det er med stolthed og glæde, at Aarhus Symfoniorkester kan meddele at have modtaget en tidlig julegave i form af tilsagn på støtte fra Augustinus Fonden og Salling Fondene på henholdsvis 350.000 kr. og 250.000 kr. til den ”Store Symfoniske Finale” på orkestrets førskoleprojekt Musikkens Børn i 2023-24.

Musikkens Børn har været en hjørnesten i og et hjertebarn for Aarhus Symfoniorkesters B&U-arbejde det sidste årti – fra de spæde drømme om projektet til dets endelige udformning og afvikling. Projektet er født af orkestermusikernes dybe engagement i musikken og den rolle, den spiller for børn og unge, og det er derfor en udelt glæde for mig – og for hele orkestret – at vi kan afslutte det på den måde, vi har forestillet os, takket være den generøse støtte fra Augustinus Fonden og Salling Fondene. Musikkens Børn går nu ind i den sidste fase – ”Den Store Symfoniske Finale”, som vi kalder den, hvor familierne rykker fra de små lokaler ind i Symfonisk Sal for at opleve hele orkestret. Tilsagnene sikrer denne vigtige afsluttende fase og projektets efterliv, som rækker ud over den betydning, det har haft for de mere end 2.500 tilmeldte familier. Det er stort!” udtaler Thorkild Andreasen, administrations- og sponsorchef for Aarhus Symfoniorkester.

En særlig musikalsk afskedsgave

Støtten på 350.000 kr. fra Augustinus Fonden er rettet mod udviklingen og afviklingen af det kunstneriske indhold i projektets afsluttende fase, herunder projektets afsluttende koncert i foråret 2024, hvor støtten betyder, at der til koncerten kan præsenteres et nyskrevet værk, som skabes i samarbejde mellem den kendte tegner/formidler Carl Quist-Møller og komponist Lasse D. Hansen, som gennem hele projektet har været komponist og arrangør på Musikkens Børn. Sammen skriver de projektets maskot Tigeren Tutti ind i et symfonisk eventyr – et eventyr – med Carl Quist-Møller i rollen som fortæller – som orkestret har en forventning om kunne blive en ny klassiker på linje med Kleisingers Tubaen Tubby og Prokofjevs Peter og Ulven, der langt hen ad vejen har været primære kilder til formidling af klassisk musik til børn og unge.

Tilsagnet tilgodeser også en særlig julekalender, der præsenterer Musikkens Børn deltagerne for julesange og -melodier med rod i orkestermusikernes mere end 17 forskellige nationaliteter og etniske baggrunde.

Musikkens Børn er et gedigent projekt, hvor musikalsk stimulering og udvikling gennem den klassiske musik knytter unge forældre og deres børn til Aarhus Symfoniorkester. Det er et dannelsesprojekt med både sociale og integrationsmæssige aspekter. Vi er glade for at bidrage til i et initiativ, der vil berige børnefamiliernes hverdag og forhåbentligt senere gøre flere nysgerrige på den klassiske musik, siger adm. Direktør i Augustinus Fonden, Frank Rechendorff Møller.

Legacy – kulturel arv og efterliv

Salling Fondenes støtte på 250.000 kr. er møntet på projektets ”legacy”; dets arv og videre liv, både i forhold til udviklingen af Aarhus som børnekulturel hovedstad og i dansk kulturliv generelt.

Støtten omfatter en bred videreformidling af indholdet fra Musikkens Børn projektet, så det gøres nemt tilgængeligt for bl.a. daginstitutioner, forældre og nye børnefamilier at opdage og benytte den store samling af videoer, musik og artikler, som pt. er tilgængelig på Aarhus Symfoniorkester hjemmeside, og på sigt skabe en portal for klassisk musik, musikformidling og -pædagogik af international karat.

På samme vis lægges der i støtten vægt på videreformidlingen af den unikke viden og de forskningsresultater, som Musikkens Børn har genereret ved hjælp fra DPUs følgeforskere, til de andre vigtige aktører på børneområdet (orkestre, børnekulturkonferencer, Levende Musik i Skolen m.fl.) både i Danmark og i resten af verden. De årlige evalueringer sammenfattes til særlige artikler, som fremadrettet kan benyttes af B&U-medarbejdere, EM-pædagoger og lignende aktører.

Musikkens Børn er spændende og nytænkende formidlingsprojekt, som formår at få den klassiske musik ud til de unge familier. Det er en fornøjelse for Salling Fondene at være med til at muliggøre, at Aarhus Symfoniorkester kan videreformidle det musikalske indhold fra Musikkens Børn, så det kommer flere børn og voksne til gavn fremadrettet”, siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.

OM MUSIKKENS BØRN

I 2017 fik en gruppe musikere i Aarhus Symfoniorkester en vidunderlig idé: de ville adoptere en hel årgang af nyfødte børn ind i orkestret som Musikkens Børn. Alle nyfødte børn i Aarhus Kommune blev derfor i 2018 gennem sundhedsplejerskerne inviteret til at blive en del af formidlingsprojektet Musikkens Børn, hvilket mere end 50% af de nybagte forældre benyttede sig af. Siden er Musikkens Børn blevet en fast integreret del af Aarhus Symfoniorkesters DNA og det eneste projekt af sin art i Danmark.

Hvor mange orkestres arbejde med børn og unge, inklusive Aarhus Symfoniorkester, i høj grad kommer til udtryk gennem skolekoncerter og enkelte årlige koncertbegivenheder, er Musikkens Børn af en helt anden karakter. Musikkens Børn er et ambitiøst projekt, der løber fra 2018 til 2024, og har til formål at invitere en hel årgang indenfor i musikkens verden og skabe grobund for et livslangt forhold mellem børnene og den klassiske musik. Projektet sigter på at give børnefamilierne gode musikalske oplevelser og idéer til værdifuldt, inspirerende og legende samvær.

Projektet er inddelt i tre faser: Fase 1 blev indledt med en velkomstpakke udleveret af Sundhedsplejen i 2018 til alle nybagte forældre i Aarhus Kommune, og fulgt op nyhedsbreve og hjemmeside, hvis indhold har til hensigt at styrke udviklingen af børnenes sociale, motoriske og sproglige udvikling samt bidrage til at øge hele familiens almene musikkendskab og interesse. I Fase 2 blev forældre og børn inviteret til lokale baby-, rollinge- og spilopkoncerter rundt omkring i Aarhus, og i Fase 3 bliver alle deltagerne inviteret til særlige symfonikoncerter hos Aarhus Symfoniorkester. Nyhedsbrev og hjemmeside er gennem hele forløbet blevet opdateret med relevant indhold – og er i øvrigt tilgængelig for alle, ikke kun familierne i Musikkens Børn.

Musikkens Børn var og er også et dannelsesprojekt med sociale og inklusionsmæssige aspekter, der giver børnene en bevidst musikalsk stimulering og øget adgang til kropslig og følelsesmæssig udvikling gennem musikkens sprog. Det var således projektets klare mål at nå ud til alle nyfødte borgere i kommunen – uanset hvem man er, hvor man bor, og om man som familie har sin faste gang i koncertsalen eller ej.

For at sikre evidens for projektets indhold, metoder og materiale, evalueres Musikkens Børn sideløbende af følgeforsker Finn Holst fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), som også leverer den afsluttende rapport i 2024.

Projektets udviklingsfase blev støttet med 500.000 kr. fra Det Obelske Familiefond og med 3,5 millioner kr. fra Nordea-fonden til afvikling af de første fem år af projektet. Med støtten på 250.000 kr. fra Salling Fondene og 350.000 kr. fra Augustinus Fonden er finansieringen af projektets sjette og afsluttende år dækket og projektets efterliv sikret.

Kontakter

Billeder

Links

Information om Aarhus Symfoniorkester

Aarhus Symfoniorkester
Aarhus Symfoniorkester
Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus C

89409090http://www.aarhussymfoni.dk

EAN-nr: 5790 000 423460 - CVR 55 133 018

Aarhus Symfoniorkester blev grundlagt i 1935 og har til huse i Musikhuset Aarhus, hvor det råder over sit helt eget koncertsted; den prisbelønnede Symfonisk Sal. Orkestret består af 66 fastansatte musikere med chefdirigent Marc Soustrot i spidsen og den legendariske Leif Segerstam i rollen som æresdirigent.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Symfoniorkester

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Symfoniorkester

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum