Aarhus Airport

Aarhus Airport har fundet ny finansdirektør

Del

Jon Wenzel Kragstrup tiltræder en nyoprettet stilling som CFO i Aarhus Airport den 9. januar 2023. Den 41-årige østjyde skal bidrage til realiseringen af lufthavnens vækststrategi med ansvar for økonomi og IT.

Jon Wenzel Kragstrup tiltræder den 9. januar som CFO i Aarhus Airport.
Jon Wenzel Kragstrup tiltræder den 9. januar som CFO i Aarhus Airport.

Aarhus Airport er midt i en omfattende turnaround, hvor der investeres massivt i udvikling, renovering og udvidelse af lufthavnens fysiske rammer. Mens arbejdet med sten og stål er ved at være i mål, gearer lufthavnen ligeledes organisationen til at understøtte virksomhedens ambitiøse vækststrategi.

Jon Wenzel Kragstrup skal stå i spidsen for virksomhedsøkonomien og IT. Igennem solid drift, proaktiv stillingtagen og udvikling af processer og tiltag skal han være med til at løfte både omsætning og resultat for den østjyske lufthavn.

”Vi har søgt en visionær profil, som har stærke kompetencer inden for regnskab og økonomi i en kompleks virksomhed. Jon kan understøtte virksomhedens videre udvikling gennem sin store erfaring som værdiskabende samarbejdspartner til bestyrelsen og den forretningsmæssige ledelse. Vi er glade for at kunne tiltrække en fagtung kandidat som Jon og få ham med på vækstrejsen”, siger Brian Worm, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.

Jon Wenzel Kragstrup er uddannet Cand.merc. Finansiering fra Aarhus School of Business. Han kommer fra en stilling som CFO i startup-virksomheden Vibrant ApS, og han har tidligere bestredet positioner som CFO hos Alexandra Instituttet og Aleris-Hamlet Hospitaler og som økonomisk ansvarlig for flere områder i Københavns Lufthavne.

Med i kufferten har Jon solid erfaring inden for ledelse af en økonomifunktion tæt på driften og forretningen, turnarounds og kulturændringer samt udarbejdelse af fremadskuende analyser og business cases. På rygraden ligger rapportering, månedsregnskab, budget og forecast samt automatisering af processerne.

”Det har været fantastisk at opleve den store udvikling lufthavnen har gennemgået de seneste år, og jeg ser frem til at bidrage til det vækstpotentiale, der skal forløses. Samspillet mellem daglig økonomistyring, datadrevne beslutningsprocesser og driften i en kompleks luftfartvirksomhed har jeg allerede solid indsigt i. Jeg glæder mig til at tage fat på opgaven og bringe min kompetencer i spil”, siger Jon Wenzel Kragstrup.

Det er lufthavnens ambition at løfte antallet af årlige rejsende over de næste syv år til 1,5 millioner gæster.

Jon er bosat i Egå nord for Aarhus og har to drenge på 8 og 11 år sammen med hustruen, Lena. Når han ikke sidder fordybet i tal, trækker eventyrlysten ham op på toppen af en vulkan i Ecuador, på teltsafari i Kenya eller på dykkerferie i Egypten. Formen holdes skarp med løb og tennis, mens Jon slapper af med Premier League tv-bold eller sammen med familie og venner.

Billeder

Jon Wenzel Kragstrup tiltræder den 9. januar som CFO i Aarhus Airport.
Jon Wenzel Kragstrup tiltræder den 9. januar som CFO i Aarhus Airport.
Download

Information om Aarhus Airport

Aarhus Airport
Aarhus Airport
Ny Lufthavnsvej 24
8560 Kolind

+45 87 75 70 00https://www.aar.dk/

Aarhus Airport har som ambition at forbinde Østjylland med populære storbyer og andre attraktive rejsemål. Med afgange til destinationer i hele Europa sigter lufthavnen mod at imødekomme forventningerne hos det østjyske erhvervsliv såvel som hos fritidsrejsende i lufthavnens optageområde. I 2019 blev Aarhus Airport tildelt prisen ’Airport of the Year Award’ af European Regions Airline Association (ERA). Samme år rundede lufthavnen 500.000 passagerer. Aarhus Airport er ejet af Aarhus Kommune, privat investor Staus A/S, Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune. Det tager cirka 35 minutter at nå Aarhus Airport fra centrum af Aarhus.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Airport

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Airport

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum