
TVIS Vognmandsforretning investerer i mobil tårnkran
En mobil mastodont af en tårnkran fra den hollandske kranproducent Spierings Mobile Cranes er netop trillet ind på gårdspladsen ved TVIS Vognmandsforretning. Spieringskranen er en kombination af en mobilkran og de stationære tårnkraner, man ser på byggepladser. På blot 30 minutter folder den sig ud fra noget, der ligner en lastbil, til en solidt plantet kran, der skyder 40 meter lodret op i luften og imponerende 60 meter vandret ud.
– Kombinationen af mobilitet, enorm styrke og stor rækkevidde er unik og noget, som mange virksomheder i bygge- og anlægsbranchen efterspørger. Spieringskranen er god på byggepladser med begrænset plads, og vi kan køre den ind i gader i storbyer og løfte byggematerialer over taget og om i gården. Ude på 60 meter kan den løfte 1700 kilo – det er rigtig meget, siger Preben Sørensen, direktør i TVIS Vognmandsforretning A/S
En komplet palette af kraner
Med tilføjelsen af Spieringskranen råder den vestjyske transport- og logistikvirksomhed nu over en komplet palette af kraner til de mange kunder i bygge- og anlægsbranchen. Størrelsen efter den store Spieringskran er firmaets mobilkraner, herefter kommer de mange lastbilkraner og sidst de ekstremt fleksible minikraner af mærket JEKKO
– Spieringskranen supplerer vort koncept om at tilbyde totalløsninger til vore kunder, perfekt, og vi har store forventninger til efterspørgslen – blandt andet fra virksomheder, der arbejder med facademontering. Jeg er glad for, at vi nu kan løfte alle typer af kranopgaver og dermed øge samarbejdet med eksisterende kunder samt servicere helt nye kundegrupper, siger Preben Sørensen.
Spieringskranen har selv ballast med på bilen og kan køres og opstilles af én mand på højst 30 minutter. Tre medarbejdere i TVIS Vognmandsforretning har modtaget grundig undervisning hos producenten i Holland.
Løser umulige opgaver
Det er blot halvandet år siden, at TVIS Vognmandsforretning erhvervede sig agenturet for JEKKO`s minikraner, og udvalget af kraner er dermed blevet markant udvidet inden for de seneste år. Responsen fra de mange kunder har været overvældende positiv.
– Vi går altid efter det bedste materiel, og Spierings og JEKKO er det bedste på markedet i hver sin ende af skalaen. Når kunderne først prøver JEKKO`s minikraner, vil de ikke bruge andre – de får simpelthen mere fra hånden. Kranerne gør det muligt at løse nogle næsten umulige opgaver, da de fylder mindre, når længere og kan løfte mere end konkurrenterne på markedet. Samtidig har de støtteben, der kan stabilisere kranen selv under dårlige pladsforhold, siger Preben Sørensen.
Minikranerne kan løfte op til 7,5 tons og har en rækkevidde op til 27 meter med hydraulisk fly jiib.
Nøgleord
Kontakter
Preben Sørensen
Direktør, TVIS Vognmandsforretning
(+45) 50 60 48 70
Ps@tvis.dk
Billeder
Links
Information om TVIS Vognmandsforretning
Tvis Vognmandsforretning er specialiseret i transport, montage- og opstillingsarbejde inden for byggeindustrien. Virksomheden, der har lokationer i Aulum, Fredericia og Greve, har næsten 30 års erfaring i branchen og leverer landsdækkende kranservice og skræddersyede totalløsninger.
Følg pressemeddelelser fra TVIS Vognmandsforretning
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.