80.000 nyplantede træer udgør Næstveds første klimaskov

Et bredt samarbejde mellem Klimaskovfonden, Banedanmark og Næstved Kommune sikrer en ny skov – en CO2-bindende klimaskov på 21,1 hektarer ved Stenlængegårds-området. Klimaskoven bliver en del af et 40 hektar stort naturområde med enge, vandløb, mose og vandhuller i den nye bydel.
Lige nu er træerne ikke højere end 75 cm, men i løbet af 8 til 10 år vil de være vokset en voksen over hovedet. Skovens areal svarer til arealet af 1507 parcelhuse.
Langt de fleste træer er kommet i jorden, men der mangler tre æbletræer. Dem planter borgmester Carsten Rasmussen, miljøminister Magnus Heunicke og Klimaskovfondens forperson Kirsten Brosbøl til skov-rejsegildet mandag den 15. maj kl. 8.30 til 9.15. Det foregår lige før Kalbyrisvej nr. 170, 4700 Næstved, hvor der kan parkeres i vejrabatten. Alle er velkomne.
Skovfyrren fyrer den af fra starten
Den nye skov er en blanding af 24 forskellige arter af træer og buske, herunder en blanding af nåletræer og løvtræer. Nåletræerne vokser hurtigere end løvtræerne i begyndelsen, derfor sætter de turbo på CO2-regnskabet allerede nu. For eksempel kan en hektar nåletræer som skovfyr og rødgran binde 15 tons CO2 om året, hvor en hektar bøg binder 9,9 tons CO2. Til gengæld bliver bøgen ældre end nåletræerne. Det betyder, at den gennemsnitlige kulstofmængde med tiden i fx rødgran svarer til 232,1 tons CO2/ha, mens den for bøg er 481,8 tons CO2/ha.
Til sammenligning udleder en gennemsnitlig dansker 11 tons CO2 om året, ifølge Klima- Energi- og Forsyningsministeriet.
Den nye skov består af stilk-eg, fuglekirsebær, skovfoged æbletræ, spids-løn, birk, hassel, hvidtjørn, alm. hyld, alm. røn, vildæble, fjeldribs, kvalkved, dunet gedeblad, benved, slåen, hvidtjørn, europæisk lærk, lind, bøg, avnbøg, rød-el, navr, skovfyr, ædelgran og rødgran.
De 24 arter er valgt, fordi de til sammen binder så meget CO2 som muligt både på kort og på langt sigt. Samtidig bliver skoven robust i forhold til klimaforandringer, og naturen bliver mere spændende til gavn for biodiversiteten.
En skov med vigtige opgaver: Klima, natur, sundhed og friluftsliv
Den nye skov er allerede trukket i arbejdstøjet. Klimaskoven er et led i DK2020 klimaplanerne i Næstved, i Byrådets naturpolitik om at standse tabet af biodiversitet, i Sundhedspolitikken og i kommunens Friluftsstrategi.
- Træerne er ikke så store endnu, men man er dog velkommen til at besøge skoven allerede nu – den er åben døgnet rundt. I de første år må man dog holde sig på stierne, da træerne er hegnet ind, så de kan vokse i fred for hjorte og harer, som synes de små træer er en lækkerbisken, fortæller agronom og projektleder Michael Krogh fra Næstved Kommune, der har været med til at udvælge de forskellige træer.
Den nye klimaskov er den 8. offentlige skov, som Næstved Kommunen anlægger omkring Næstved by siden 2009. Det nye skovområde vokser med tiden sammen med det store gamle skovområde Kalby Ris øst for Næstved by og er en del af Den Grønne Ring om Næstved.
Den politisk vision er, at skov- og naturområderne danner en grøn ring rundt om Næstved, så det kun tager cirka 5-10 minutter på cykel at komme til det nærmeste skov- og naturområde lige meget, hvor i Næstved by man befinder sig.
Klimaskov med mange fædre
Den nye skov ved Stenlængegård er en af de første, der har opnået støtte af Klimaskovfonden, der er en uafhængig, statslig forvaltningsenhed under Miljøministeriet.
Skovrejsningen lavet i samarbejde med Klimaskovfonden, Banedanmark og Næstved Gymnasium og HF. Næstved Kommune har lagt jord til og står for pasningen af skoven.
Af de nye 21,1 hektar skov har Klimaskovfonden støttet 13 hektar. Fondens formål er at bidrage til Danmarks ambitiøse mål for at reducere CO2-udledningen ved at accelerere naturens egne metoder til at opfange og lagre drivhusgasser. Klimaskovfonden finansierer skovrejsningen gennem klimabidrag fra DSB.
Banedanmark har støttet 8,1 hektar af den nye skov. Det er erstatningsskov for de 4,1 hektar skov, som de har fjernet i kommunen i forbindelse med arbejdet med at rette togbanen ud forud for Femernbælt.
Under overskriften ”Pant et Træ” har Næstved Gymnasium og HF har vekslet 10.000 pant-kroner til 160 træer. Træerne er større end de andre, der er plantet på området. Eleverne har selv været med til at plante de nye træer og har planter om, at pante og plante flere træer til efteråret.
Faktaboks: DK2020
Alle kommuner i Danmark arbejder for at nedsætte CO2-udslippet. Kommunerne samarbejder, erfaringsudveksler og får hjælp til arbejdet gennem det landsdækkende klimasamarbejde ”DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark”. Byrådet besluttede i efteråret 2021 at indgå i dette samarbejde.
Som DK2020 kommune skal Næstved Kommune udarbejde en handlingsorienteret klimaplan og beskrive vejen mod CO2-neutralitet i 2050 for kommunen som geografi.
Kontakter
Michael KroghAgronom i Team Vand og Natur, Næstved Kommune
Tlf:55 88 61 62Tlf:25 45 04 67mikro@naestved.dkAstrid Bjørg MortensenKommunikations- og presseansvarligDen danske Klimaskovfond
Kontaktperson for pressen til skov-rejsegildet
Billeder


Information om Næstved Kommune
Følg pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Næstved Kommune
91 millioner kroner til velfærd og vækst i Næstved Kommunes budgetforlig for 202618.9.2025 10:50:13 CEST | Pressemeddelelse
To-voksen-undervisning i 1. klasse, bedre legepladser, byudviklingstiltag og en eventpulje. Det er blot nogle af tiltagene i Næstved Kommunes budget for 2026, der netop er faldet på plads. Samtlige partier i Næstved Byråd står bag Budget 2026, som er et velfærds- og vækstbudget.
Mistanke om jordforurening i Stenlængeområdet bekræftet18.9.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På baggrund af omfattende undersøgelser af potentiel jordforurening på matriklerne i etape 1 i Stenlængeområdet kan det nu konstateres, at der er forurening med knust asfalt (KAB) på vejnære arealer på langt de fleste matrikler.
Pionerer for velfærdsteknologi samles i Næstved17.9.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Velfærdsteknologikonferencen Future of Welfare Tech 2025 samler virksomheder, politikere og beslutningstagere fra hele landet i Næstved den 30. september, hvor det bliver drøftet, om velfærden er klar til teknologien, og ikke mindst om teknologien er klar til virkeligheden.
Næstved Kommune og VUC Storstrøm styrker samarbejdet om at uddanne unge og voksne12.9.2025 08:30:34 CEST | Pressemeddelelse
En ny samarbejdsaftale med VUC Storstrøm skal styrke arbejdet med at efteruddanne og opkvalificere borgere og medarbejdere i kommunen. Aftalen gælder til og med 2027.
Næstved er for andet år i træk Sjællands mest erhvervsvenlige kommune4.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Næstved Kommune springer til en 11. plads på Dansk Industris liste over landets mest erhvervsvenlige kommuner. Desuden er kommunen igen den mest erhvervsvenlige af kommunerne på Sjælland. Det er især et stærkt samarbejde, effektiv service og en markant erhvervsudvikling, som virksomhederne kvitterer for.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum