Udenrigsministeriet

80 millioner kroner til forretningsidéer for en bedre verden

Del
Ti partnerkonsortier modtager samlet omkring 80 millioner kr. til partnerskabsprojekter, der gennem en kommerciel bæredygtig forretningsidé skal bidrage til at skabe lokal vækst, bedre jobs og indtægtsmuligheder med særligt fokus på kvinder og unge.

Genanvendelse af gamle fiskenet fra Kenya, cider-lignende drik lavet på kaffeblade fra Etiopien og billig internetforbindelse til bønder i Ghana. Tre eksempler på indsatser, som en række virksomheder og organisationer nu skal arbejde på at realisere for at kunne bidrage til verdensmålene og samtidig skabe forretning. De er en del af i alt 10 forslag udvalgt under programmet Danida Market Development Partnerships, som netop har til formål at udvikle skalérbare forretningsidéer, der gør en positiv forskel.

De ti partnerkonsortier bag forslagene modtager samlet omkring 80 millioner kr. til partnerskabsprojekter, der gennem en kommerciel bæredygtig forretningsidé skal bidrage til at skabe lokal vækst, bedre jobs og indtægtsmuligheder med særligt fokus på kvinder og unge. Virksomhederne betaler selv for deres deltagelse og for eventuelle investeringer forbundet med parternskabsprojekterne.

”Verdensmålene rummer forretningsmuligheder for mange små og mellemstore virksomheder. Det er dejligt at se, at de mindre virksomheder både kan og vil – også i Afrika. Med Danida Market Development Partnerships støtter vi udviklingen af bæredygtige forretningsmodeller, der løser centrale samfundsmæssige udfordringer, ikke mindst jobskabelse. Det er god bistand og god business og samtidig et rigtig godt supplement til vores øvrige udviklingsindsatser,” siger udviklingsminister Ulla Tørnæs. 

Seks ud af ti af de udvalgte forslag har danske virksomheder blandt partnerne.

 

Om Danida Market Development Partnerships

Programmet bidrager til at udvikle markeder, der fremmer FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Med fokus på SDG 8 er hovedformålet at fremme bæredygtig, lokal økonomisk vækst og beskæftigelse i udviklingslande. Partnerskabsprogrammet nytænker involvering af erhvervslivet og medvirker til at motivere og mobilisere investeringer fra den private sektor.

Udgangspunktet for et partnerskabsprojekt er en forretningsidé drevet af én eller flere virksomheder. Forretningsidéen skal understøtte udviklingssigtet. Der gives støtte til at kombinere viden og ressourcer fra flere aktører med det formål at sikre mere vidtrækkende udviklingsresultater. Programmet fremmer derfor brede partnerskaber mellem virksomheder, civilsamfundsorganisationer, vidensinstitutioner, erhvervsorganisationer og andre ikke-kommercielle partnere.

Læs mere om de nye partnerskabsprojekter her: http://um.dk/da/danida/danida-business/danida-market-development-partnerships/

Kontakter

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Nye værktøjer skal rejse milliarder til klima og udvikling18.4.2024 07:19:04 CEST | Pressemeddelelse

Verdens udviklingslande mangler enorme beløb til klimaindsatser, fattigdomsbekæmpelse og udvikling af deres samfund. For at skaffe penge nok skal der tages helt nye metoder i brug for at tiltrække mange flere og større investeringer. Danmark er blandt de første lande, der bidrager til to nye finansieringsværktøjer, som vil rejse milliarder til klima og udvikling til gavn for verdens fattige.

Danmark sender støtte til Etiopien til hjælp mod væbnet konflikt, tørke, oversvømmelser og risiko for hungersnød16.4.2024 15:39:21 CEST | Pressemeddelelse

Etiopien er voldsomt præget af væbnede interne konflikter og tørke og oversvømmelse forårsaget af blandt andet klimaforandringer. Landet står i dag med store problemer med fordrivelse, kritisk fødevaremangel og massive humanitære behov. 20 millioner mennesker har behov for nødhjælp. Derfor støtter Danmark nu Etiopien med 100 millioner kroner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye