Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

8 ud af 10 studerende starter på deres drømmestudium

Del
De fleste studerende fik plads på drømmestudiet. Men mange kommer desværre til at falde fra. EVA følger generation 2016.

I disse dage starter et helt nyt liv for de 66.439 studerende, som er blevet optaget på en videregående uddannelse. For hele 8 ud af 10 bliver det den bedst tænkelige start. De begynder nemlig på den uddannelse, som de allerhelst ville ind på.

Det er et meget flot tal, kommenterer Jakob Rathlev, der er chef for EVA’s område for videregående uddannelse.

”Det er glædeligt, at så mange studerende opnår deres førstevalg af uddannelse, især fordi man så ofte hører historien om, hvor svært det er at komme ind på sit drømmestudium.”

”Det tyder på, at der er et godt match mellem udbud og efterspørgsel, og at de studerende oplever, at der er gode varer på hylderne,” siger Jakob Rathlev.

EVA følger frafaldet i årgang 2016

Tallene om de nye studerende stammer fra Uddannelsesministeriets opgørelse og spiller ind i en ny stor undersøgelse, EVA netop er gået i gang med. Undersøgelsen er tilrettelagt som en forløbsundersøgelse, der via løbende spørgeskemaer og registerdata følger et stort udsnit af den nye årgang studerende fra 2016.

29.662 deltog i første runde i august, og undersøgelsen skal bl.a. give ny viden om frafald på de videregående uddannelser.

Selvom så mange studerende er kommet ind på deres drømmestudium, er der stadig et højt frafald på de videregående uddannelser. 35 % ender med at falde fra en universitets- eller erhvervsakademiuddannelse, mens det er 27 % på professionsbacheloruddannelserne.

”På trods af de fine optagetal vil der stadig være rigtigt mange, der falder fra deres uddannelse, og vi ved desværre stadig alt for lidt om, hvorfor det sker,” siger Jakob Rathlev.

Fakta om undersøgelsen

EVA følger den nye årgang af studerende, fra tiden lige inden de starter, og igennem de første år af uddannelsen. Ved at lave gentagne surveys blandt samtlige studerende kan EVA identificere de faktorer, der kan forudsige frafaldet i de forskellige sektorer, og hvordan man tidligt kan se, om en studerende er i fare for at falde fra.

Læs mere om projektet her.

Yderligere oplysninger

Områdechef for videregående uddannelser Jakob Rathlev, jra@eva.dk, tlf. 3050 2443 Presse- og kommunikationschef Trine Borg Harrild, tb@eva.dk , tlf. 4091 0021

Nøgleord

Kontakter

Information om Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Eva - Danmarks Evalueringsinstitut
Eva - Danmarks Evalueringsinstitut
Tidemansvej 1
4300 Holbæk

35 55 01 01http://www.eva.dk/

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) gør uddannelser og dagtilbud bedre - gennem evalueringer, analyser og redskaber, som bidrager til at udvikle kvalitet. Vores viden bruges på alle niveauer - fra institutioner og skoler til kommuner og ministerier.

Følg pressemeddelelser fra Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye