Egedal Kommune

6 ud af 7 elever vælger Egedal som arbejdsplads

Del

Egedals nyuddannede Social- og Sundhedshjælpere og Social- og Sundhedsassistenter er klar til at starte deres arbejdsliv, og det fejres med et stort tak og på gensyn og selvfølgelig blomster og gavekort.

Mandag d. 20. juni afholdt Egedal Kommune afskedsreception for de nyuddannede Social- og Sundhedsassistenter og Social- og Sundhedshjælpere. Men helt afsked bliver det heldigvis ikke for seks ud af syv nyuddannede skal varetage opgaven med omsorg og pleje af Egedals borgere i fremtiden.

Birgitte Neergaard-Kofod, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, kunne ønske alle et stort til lykke, men også takke:

- TAK, fordi I valgte lige netop den vej. Der er nemlig brug for jer derude, og jeg ved, at vi er så heldige, at nogen af jer nu er ansat her i kommunen, og det er jeg meget glad for. Jeg tænker, at det er vigtigt, at I ikke ser jer som ”færdig”-uddannede, men at I fortsat har lyst til at lære mere, og I skal blive ved med at være nysgerrige på jeres fag. Vi glæder os til at møde jer derude, hvor I kan gøre en vigtig forskel, sagde hun.

De nyuddannede SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter fik overrakt blomster og gavekort, og deres pårørende var inviteret med til receptionen for at fejre dem.

- Jeg er naturligvis glad for, at vores nu nyuddannede Social- og sundhedsmedarbejdere har valgt så betydningsfuld en uddannelse, men også både stolt og taknemmelig over, at størstedelen har valgt at bruge deres kompetencer og arbejdsliv her i Egedal, siger Borgmester Vicky Holst Rasmussen.

Social- og sundhedsarbejde er kernevelfærd
- Professionalisme og empati er to vigtige nøgleord, som jeg håber, I tager med på arbejde fremover, sagde Sundheds- og Omsorgschef Tina Wils til de nyuddannede SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter ved fejringen. De værdier er også indlejret i Egedals rekrutteringskampagne, som netop slår på, at når man arbejder i omsorgsområdet, så er det et arbejde, hvor der er brug for både hjerne og hjerte.

I Egedal Kommune er det vigtigt at fejre og anerkende alle de SOSU-elever, der uddannes. De har nået en milepæl og lige så vigtigt er, at der er et stort behov for dem og deres nyerhvervede kompetencer. Det skal de kunne mærke. Også i Egedal lever alle heldigvis både sundere og længere, men det betyder også et større behov for social- og sundhedsmedarbejdere landet over, og det er vigtigt at arbejde aktivt for at uddanne, tiltrække og fastholde medarbejdere på området.

- Vi er glade for, at vi med vores uddannelse og arbejdspladser har kunne vise, at Egedal Kommune er en god kommune at arbejde i. Når vi lykkes med at fastholde så stor en del af de færdiguddannede, så har vi gjort noget rigtigt. Det skal vi holde fast i, men samtidigt også være nysgerrige på, hvor vi kan gøre det endnu bedre. Den dialog skal vi altid være klar til at tage med vores medarbejdere, siger Tina Wils.

FAKTA:

Arbejdet kræver både hjerne og hjerte
Som SOSU-hjælper og SOSU-assistent arbejder man på et grundlag af bestemte teknikker, metoder og tilknyttede teorier, som man er testet på via de prøver og eksaminer, man har været til undervejs i uddannelsen. Dertil kommer også selvrefleksion, kollegial sparring og supervision, som er vigtige aspekter af det at være professionel SOSU-hjælper og SOSU-assistent i Egedal. Netop denne professionalisme skal sikre at borgeren får den rigtige støtte og hjælp på det rigtige tidspunkt.

Det er de nye nyuddannede medarbejderes professionalisme, som skal sætte aftryk hos borgerne. Borgerne vil naturligt anerkende og respektere dem, fordi de er dygtige, og fordi de optræder professionelt. Men i arbejdet med mennesker, er empati et andet vigtigt nøgleord. Det er derfor vigtigt, at de fortsætter med at dyrke og styrke deres evner til at forstå og respektere borgeren. Det er i bund og grund det, empati betyder - nemlig evnen til at sætte sig i borgerens situation/sted og se deres liv med deres øjne.

Kontakter

Information om Egedal Kommune

Egedal Kommune
Egedal Kommune
Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

7259 6000https://www.egedalkommune.dk/

Egedal er en kommune i bevægelse med plads til begejstring. Vi ligger der, hvor storbyen holder op og landet begynder. Med 4 S-togs-stationer i kommunen er du midt i naturen og tæt på hovedstaden, der kun ligger en halv time herfra. Vi vil yde god service for Egedals borgere. Alle skal have en god og velfungerende hverdag, hvor vi, med udgangspunkt i fællesskaber, udvikler de styrker og kvaliteter, der allerede kendetegner Egedal. Læs mere om os på EgedalKommune.dk

Følg pressemeddelelser fra Egedal Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Egedal Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum