Børns Vilkår

6 ud af 10 unge føler sig bekymrede under coronakrisen

Del
For 1 ud af 3 unge skyldes bekymringerne, at de oplever, de har mistet kontakten til deres venner. Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 700 unge fra 6. klasse og op, som Børns Vilkår med støtte fra Egmont Fonden har lavet på BørneTelefonens hjemmeside.

De savner skolen og vennerne og trænger til en pause fra familien. Nogle unge har det så svært, at de er bange for at få angstanfald og gøre skade på sig selv.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Børns Vilkår med støtte fra Egmont Fonden har lavet blandt 709 unge på BørneTelefonen.dk i april. Her er unge fra 6. klasse og til og med ungdomsuddannelserne blevet spurgt om deres oplevelser med skolegang, bekymringer og trivsel under nedlukningen.

6 ud af 10 svarer, at de føler sig bekymrede under coronakrisen. Bekymringerne handler blandt andet om deres familie, presset fra skoleopgaverne, og om hvornår de må se deres venner igen. For 1 ud af 3 unge skyldes bekymringerne, at de oplever, de har mistet kontakten til vennerne. Få unge er bekymrede for selv at blive syge med coronavirus.

Ensomhed er udbredt
Hver tredje ung svarer i undersøgelsen, at de meget ofte eller ofte har følt sig ensom, efter skolerne er blevet lukket.

Og det er ikke alle, der finder trøst i at være sammen med familien. 4 ud af 10 siger, at de tværtimod har brug for en pause fra familien.

”Når du er ung, orienterer du dig mere mod fællesskaber uden for familien. Det er i høj grad i samværet med jævnaldrende, at du udvikler dig og definerer tanker om fremtid og identitet. Derfor er denne periode med social isolation meget hård for mange unge, og det er vigtigt, at vi voksne hjælper med at sikre, at ensomheden og bekymringerne ikke bider sig fast og udvikler sig til decideret mistrivsel,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

12 procent af de unge, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, oplever, at de ikke har nogen at snakke med om, hvordan de har det for tiden.

Trives ikke med fjernundervisning
I undersøgelsen er de unge også blevet spurgt ind til, hvordan de trives med fjernundervisning.

Her viser svarene, at halvdelen ikke så godt eller slet ikke kan lide at have fjernundervisning eller lave skoleopgaver derhjemme. Det kan være svært at koncentrere sig, når resten af familien er hjemme, og motivationen kan svigte, når man skal sidde alene foran en computer.

Mange unge fortæller også, at lærerne giver dem for mange opgaver og med for korte tidsfrister.

”For mig er det meget stressende. Der er mange opgaver, man skal lave, og hvis man kommer til at stå stille og ikke rigtig kan komme videre, bruger længere tid på en opgave end man måske lige skulle, så føler jeg, at jeg kommer bagud med alt det andet, der skal laves” er der en ung, der skriver som kommentar i undersøgelsen.

Ikke alle glæder sig til, at skolen åbner igen
Størstedelen af de unge (74 pct.) glæder sig til at komme tilbage til skole. 17 pct. af de unge svarer dog, at de ikke glæder sig. Det gælder f.eks. unge, som også før coronakrisen havde det svært i skolen.

”Der ligger en stor opgave i at hjælpe de her unge tilbage til skolen. Ellers kan vi risikere, at de tabes helt, og deres udfordringer vokser sig så store, at de blive helt fraværende fra skolen, hvilket har store konsekvenser for dem på den lange bane,” siger Rasmus Kjeldahl.

De kvalitative besvarelser i undersøgelsen viser også, at mange unge bekymrer sig om smitte, nye forholdsregler og deres faglige niveau, når de tænker på at skulle tilbage til skolen.

”Jeg er bekymret for, hvordan undervisningen tilrettelægges, og hvor mange afleveringer/lektier og årsprøver vi får, når vi starter igen, nu hvor der ikke er eksaminer for mit vedkommende. Desuden er jeg bekymret for, om jeg når at lære alt det pensum, som vi skal igennem i dette skoleår” er der en, der skriver.

Om undersøgelsen
Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført på Børnetelefonen.dk i perioden 5. april-27. april og har også være eksponeret på sociale medier. I notatet indgår besvarelser fra 709 unge i alderen 11-20 år, der alle er i gang med en uddannelse fra 6. klassetrin og op. Dog bemærkes det, at der blot indgår 91 besvarelser fra unge på en ungdomsuddannelse. Undersøgelsen er ikke repræsentativ.

Kontakter

Billeder

Information om Børns Vilkår

Børns Vilkår
Trekronergade 26
2500 Valby

35 55 55 59http://www.bornsvilkar.dk/

Følg pressemeddelelser fra Børns Vilkår

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Børns Vilkår

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye