Naturvidenskabernes Hus

5. oktober fejrer Girls' Day in Science 10 års jubilæum: ”Vi er ikke i mål endnu

Del
Naturvidenskabernes Hus, der arbejder for at øge interessen for naturvidenskab og teknologi, afholder 5. oktober Girls’ Day in Science for tiende gang. Indsatsen har gjort, at flere unge piger overvejer tekniske fag i deres uddannelsesvalg, men ifølge direktøren er målet ikke nået endnu, og Danmark halter stadig efter Europa.
Foto: Terma
Foto: Terma

Naturvidenskabernes Hus er sat i verden for at inspirere unge til en uddannelse inden for det såkaldte STEM-område (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik). De seneste ti år har et af målene for nonprofitorganisationen været at få markant flere piger til at se mod STEM.

Midlet har blandt andet været de årligt tilbagevendende Girls’ Day in Science-events, der hvert år i oktober sætter fokus på manglen på kvinder i STEM-fagene. På dagen besøger tusindvis af piger fra grundskolen og gymnasiet virksomheder og uddannelsesinstitutioner, hvor de oplever dagligdagen hos kvindelige medarbejdere, der beskæftiger sig med naturvidenskab og teknologi. 

Når Girls’ Day in Science i år finder sted 5. oktober, sker det for tiende gang.

– Vi er naturligvis stolte over, at Girls’ Day in Science nu når første runde fødselsdag, og vi oplever, at der bliver større og større interesse for eventet hos de deltagende arrangører, men også hos de unge, hvor vi gerne vil gøre op med stereotyperne om mandefag og kvindefag, forklarer Maiken Lykke Lolck, der er direktør hos Naturvidenskabernes Hus.

Stadig langt igen

Når direktøren skal gøre status over indsatsen efter jubilæet, er der en del at glæde sig over. Evalueringen af sidste års Girls' Day in Science viste, at dagen har gjort over halvdelen af pigerne mere interesserede i naturvidenskab eller teknologi. Men der er stadig langt igen, før piger i lige så høj grad som drenge ser en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelsesvej som en mulighed for dem selv.

– Samlet set er STEM-uddannelserne gået kraftigt frem de seneste 10-15 år – også relativt set i forhold til andre uddannelser. Men det går langsomt med at få pigerne til at fylde mere i optagsstatistikkerne. I de senere år er andelen af kvindelige studerende blevet en smule højere, men det er stadig kun cirka en tredjedel af de optagne STEM-studerende i år, der er kvinder. Med andre ord er der stadig et stort behov for at arbejde målrettet med at sætte fokus på køn og uddannelsesvalg, siger Maiken Lykke Lolck.

Efter en årrække med stigende optag på STEM-uddannelserne er der sket et markant fald i både 2021 og 2022 – både hos mænd og kvinder.

Halter efter sammenlignelige lande

Set i en europæisk målestok imponerer Danmark ikke, når det kommer til at få mænd og kvinder til at gå den tekniske vej. 

En DI-analyse har tidligere vist, at andelen af STEM-uddannede ud af den samlede mængde færdiguddannede er lav i Danmark. I 2019 var det 21 procent af alle færdiguddannede, der kom fra en STEM-uddannelse, mens EU-gennemsnittet var 26 procent. I Tyskland er andelen 36 procent.

Selvom det også i mange andre europæiske lande er vanskeligt at få kvinderne til at tage en STEM-uddannelse, skiller Danmark sig også her negativt ud. 13 procent af de færdiguddannede kvinder har valgt STEM, mens EU-snittet er 15 procent.

– Selvom udviklingen i antallet af nye studerende isoleret set har været flot, understreger DI-analysen, at vi stadig ikke er på niveau med de lande, vi normalt sammenligner os med. Det er et stort samfundsproblem, at vi ikke kan følge med de lande, der ligger rundt om os, fordi det mindsker innovationen og i sidste ende koster konkurrenceevne, pointerer Maiken Lykke Lolck.

Opgør med kønsstereotyper

For direktøren er der ingen tvivl om, at gennemgående kønsstereotyper fortsat er en af de markante forhindringer for at få flere piger til at interesse sig for de tekniske og naturvidenskabelige fag.

– Der er en stor opgave i at skubbe til de indgroede forestillinger om pigers og drenges evner og interesser, som vi alle bærer rundt på. Det er en udfordring, som vi alle skal tage på os, og blandt andet ligger der en stor opgave hos landets skoler og lærere, der kan være med til at støtte eleverne i deres interesser og særligt åbne STEM-fagene for flere piger.

– Vi ved fra undersøgelser, at pigernes STEM-interesse falder gennem skolesystemet, og det er derfor afgørende, at vi finder en løsning på den problematik, mener Maiken Lykke Lolck

Op mod 6.000 piger deltager i årets Girls’ Day in Science, og det er rekord. Årets arrangement er støttet af Region Hovedstaden og Teknologipagten.

Kontakter

Pressekontakt
Dennis Neve Christensen
Telefon: 6167 7464
Mail: Dennis@publico.dk

Billeder

Foto: Terma
Foto: Terma
Download

Information om Naturvidenskabernes Hus

Naturvidenskabernes Hus
Naturvidenskabernes Hus
P. E. Eriksens Vej 1
8850 Bjerringbro

40584064http://www.nvhus.dk

Om Naturvidenskabernes Hus 
Naturvidenskabernes Hus er et nonprofit videnscenter, der bygger bro mellem skoler og virksomheder i hele landet og udvikler, udbreder og understøtter praksisnær undervisning, der engagerer børn og unge og inspirerer til STEM- studievalg. Som samfund har vi behov for, at flere unge inspireres til at tage en uddannelse inden for IT, teknologi og naturvidenskab. Det er hovedformålet med det landsdækkende virksomhedsnetværk Tektanken, som faciliteres af Naturvidenskabernes Hus. Gennem netværket gør virksomhederne det muligt for elever i grundskolen og gymnasiet at arbejde praktisk med virksomhedsrelaterede opgaver og møde rollemodeller på faglige virksomhedsbesøg. Girls’ Day in Science er en årlig landsdækkende kampagnedag.  
Foruden de fem kernevirksomheder Danfoss, Grundfos, Novozymes, Coloplast og Haldor Topsøe har mere end 500 virksomheder deltaget i Tektankens aktiviteter. 
Læs mere på nvhus.dk  

Følg pressemeddelelser fra Naturvidenskabernes Hus

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Naturvidenskabernes Hus

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye