5 gode råd, når du rejser med gigt
26.6.2023 10:06:54 CEST | Gigtforeningen | Pressemeddelelse
Lad ikke din gigtsygdom stå i vejen for en god ferie! Gigtforeningens rådgivere kommer med fem gode råd, så du har styr på blandt andet forsikring og medicin til ferien.
Det er sommer, det er sol, og det er tid til ferie for mange af os. Vores rådgivere hos Gigtforeningen kommer her med gode råd, når du er på ferie.
1. Husk engelsk lægeerklæring og pillepas
Det er en god idé at få lavet en lægeerklæring på engelsk, der fortæller, at du har gigt, og om de eventuelle følger af din sygdom. Den kan være brugbar som dokumentation for, at du har lov til at medbringe medicin og ved sikkerhedskontrol, hvor kunstige led kan udløse metaldetektoren. I forhold til medicin kræver nogle præparater et såkaldt pillepas. Du kan spørge din læge eller på apoteket, hvis du er i tvivl.
2. Hav en god forsikring
Får du brug for behandling på et offentligt eller privat sygehus, kan en privat rejseforsikring hjælpe dig med at dække regningen, og forsikringen kan dække hjemtransport ved sygdom og død. Hvad angår forsikringer er det vigtigt, at du henvender dig til dit forsikringsselskab – eller til SOS International – og spørger om en medicinsk forhåndsvurdering, når du har en kronisk sygdom. Forhåndsvurderingen kan svare på, om det, du fejler, inden du rejser, er dækket af forsikringen, hvis du får behov for behandling på din rejse.
3. Tøv ikke med at spørge om benplads eller assistance
Du kan med fordel fortælle dit rejseselskab, om du gerne vil have ekstra benplads i flyet eller har brug for hjælp i lufthavnen, hvis der for eksempel er langt fra check-in til gaten. Du har desuden ret til assistance, når du er i lufthavnen og rejser i et EU- eller EØS-land. Husk i øvrigt ved længere flyrejser at bevæge alle led med jævne mellemrum for at mindske risikoen for blodpropper. Mange flyselskaber har øvelsesprogrammer, som du kan spørge efter.
4. Husk det blå sygesikringskort
Når du rejser i et EU- eller EØS-land, skal du huske det blå EU-sygesikringskort. Får du brug for sygebehandling, giver kortet dig mulighed for at få dækket udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling på samme vilkår, som borgere i det land, hvor du opholder dig. Det betyder, at hvis landets egne borgere skal betale for eksempelvis et lægebesøg, gælder det også for dig.
5. Kontakt dit hotel på forhånd
En del hoteller skriver om tilgængelighed på deres hjemmeside, men det kan alligevel være en god idé at kontakte hotellet og høre nærmere. Har du gigt i hænderne, vil du måske også vide, om dørene er tunge, og om det er nemt at bruge vandhanerne.
Nøgleord
Kontakter
Marie Kristensen, pressechef i Gigtforeningen, tlf. 2485 4054, mail: MKristensen@Gigtforeningen.dk
Om Gigtforneningen
Gigtforeningen er en dansk patientforening med mere end 80.000 medlemmer og støtter. Patientforeningen blev grundlagt i 1936 og har som vision at sikre et bedre liv for de mere end 700.000 mennesker med sygdomme og smerter i led, ryg og muskler.
Følg pressemeddelelser fra Gigtforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gigtforeningen
5,1 millioner skal give mennesker med gigt mod på mere bevægelse23.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En bevilling på 5,1 mio. kroner fra TrygFonden vil de næste tre år give tusindvis af mennesker med gigt bedre muligheder for at være aktive i naturen og deltage i lokale fællesskaber tæt på deres hverdag.
To læger fra Dansk Gigthospital i spidsen for international forskningskommission2.6.2026 07:43:10 CEST | Pressemeddelelse
Det anerkendte tidsskrift The Lancet har nedsat et ekspertudvalg, der over de næste fem år skal styrke behandling af mennesker med autoimmune sygdomme, der vil stifte familie. Det er første gang, en sådan kommission har danske læger for bordenden.
Gigt koster årligt 33.000 årsværk22.5.2026 11:31:36 CEST | Pressemeddelelse
En ny analyse fra tænketanken Kraka kortlægger hvor mange årsværk, der årligt går tabt til gigtsygdomme i landets kommuner. Forskellene er markante. Ifølge Kraka kunne arbejdsudbuddet årligt øges med 1.600 årsværk ved en målrettet indsats og oveni give samfundet en nettogevinst på 98 mio. kr.
Professor Anders Troelsen modtager Gigtforeningens æresmedalje21.5.2026 15:56:41 CEST | Pressemeddelelse
Overlæge, ortopædkirurg og professor Anders Troelsen modtager anerkendelsen for hans mangeårige og markante bidrag til forskning i og behandling af folkesygdommen slidgigt – og for hans konsekvente fokus på patientperspektivet i både sin forskning og sit kliniske arbejde.
Ung forsker får talentpris for banebrydende forskning i gigtsygdom21.5.2026 15:24:22 CEST | Pressemeddelelse
Forsker på Rigshospitalet Kasper Yde Jensen modtager Gigtforeningens Ung Forskertalentpris for sin forskning i en sjælden gigtsygdom. Han har dokumenteret, at medicinsk behandling ikke kan stå alene, men at tung fysisk træning forbedrer patienters funktionsevne og livskvalitet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum