46 mio. kr. skal styrke iværksættere i hele Danmark
Iværksættere i hele Danmark får nu bedre adgang til hjælp og rådgivning. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter to stærke indsatser: Iværksætterdanmark med 35,8 mio. kr. og Nordic Female Founders Growth med 10,2 mio. kr. Over 4.000 iværksættere forventes at nyde gavn af indsatsen de kommende tre år.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har siden 2019 givet tilskud til den landsdækkende indsats Iværksætterdanmark, der er målrettet en bred gruppe af iværksættere, men med særligt fokus på grønne og kvindelige iværksættere. Indsatsen hjælper iværksætterne med at få styrket deres kompetencer gennem blandt andet workshops samt rådgivning fra private rådgivere.
”Det er regeringens helt klare ambition, at Danmark skal være en førende nation for iværksættere. Derfor skal vi sørge for at skabe de bedst mulige rammevilkår. Med midlerne fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bliver de danske iværksættere støttet over en bred kam, og det betyder reelle forandringer. Det er desuden meget positivt, at der er kommet et fokus på at få flere kvindelige iværksættere i spil, så vi som samfund ikke går glip af vækst og innovation,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Med den nye bevilling fra EU’s Socialfonden Plus og decentrale erhvervsfremmemidler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan Iværksætterdanmark fortsætte frem til udgangen af 2025. Christian Motzfeldt, forperson for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, fortæller, at der er tale om et godt projekt med gode resultater:
”Vi ønsker med støtten til Iværksætterdanmark at fortsætte den landsdækkende indsats for iværksættere. Projektet er veldrevet og har god erfaring med at afvikle forløb med fokus på iværksætteri og forretningsudvikling. Med de nye midler fra bestyrelsen sikrer vi, at projektet kan fortsætte med at hjælpe iværksættere i hele landet med at skabe fremdrift i deres forretning.”
Flere kvindelige iværksættere
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har desuden besluttet at give 10,2 mio. kr. i tilskud til yderligere et projekt med et særligt fokus på kvindelige iværksættere. Der er tale om projektet Nordic Female Founders Growth.
Midlerne til indsatsen skal være med til at ændre på, at kvinder er en underrepræsenteret gruppe inden for iværksætteri, forklarer forperson for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt:
”Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ønsker at støtte Nordic Female Founders Growth, da projektet kan bane vej for, at endnu flere kvindelige iværksættere lykkes på deres forretningsrejse. Projektet drives af Nordic Female Founders, som har erfaring med målgruppen, og som kan sætte skub i kvindelige iværksætteres muligheder. Kvinder udgør en underrepræsenteret gruppe inden for iværksætteri, så det giver god mening, at vi bidrager til at skabe større diversitet på iværksætterområdet.”
”Nu har jeg fået mere blod på tanden til at hjælpe endnu flere kvinder”
Nordic Female Founders har erfaring med at styrke kvinders position i dansk iværksætteri ved at inspirere og hjælpe kvindelige iværksættere med at starte og drive egen virksomhed. Det sker blandt andet gennem kompetenceudviklingsforløb kombineret med en særlig mentorordning.
En af kvinderne bag Nordic Female Founders, Anne Stampe Olesen, er overbevist om, at tilskuddet til projektet Nordic Female Founders Growth vil gøre en kæmpe forskel for rigtig mange kvindelige iværksættere rundt om i Danmark:
”Min drøm er, at vi hjælper så mange kvindelige iværksættere som muligt, så flere kan starte egen virksomhed – og dem der allerede er etablerede, kan skalere endnu mere,” siger hun og fortsætter:
”Vi er allerede en del af iværksættermiljøet, for vi har arbejdet med det i så mange år, og derfor kan vi virkelig få sådan en pulje penge ud og leve. Nu har jeg fået mere blod på tanden til at hjælpe endnu flere kvinder, og jeg er så klar til at tage opgaven på mig.”
Om iværksætterindsatserne
- Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har besluttet at give en bevilling på samlet 35,8 mio. kr. til socialfondsprojektet Iværksætterdanmark, heraf er 26,9 mio. kr. fra Socialfonden Plus, mens 8,9 mio. kr. er fra de decentrale erhvervsfremmemidler.
- Erhvervshus Hovedstaden, der er operatør på Iværksætterdanmark i tæt partnerskab med landets øvrige erhvervshuse, forventer, at ca. 4.200 iværksættere vil deltage i projektet.
- Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har også besluttet at støtte socialfondsprojektet Nordic Female Founders Growth med en bevilling på samlet 10,2 mio. kr. heraf er 7,7 mio. kr. fra Socialfonden Plus, mens 2,5 mio. kr. er fra de decentrale erhvervsfremmemidler.
- Nordic Female Founders er operatør på Nordic Female Founders Growth og forventer, at ca. 230 iværksættere vil deltage i projektet.
- Socialfondsmidlerne er fra 2021-2027-programmet, som blandt andet er målrettet hjælp til iværksættere med at stifte og drive forretning.
- Iværksætterindsatserne skal være afviklet med udgangen af 2025 for Iværksætterdanmark samt medio 2026 for Nordic Female Founders Growth.
- Om du er iværksætter i Nordjylland, på Fyn, i Hovedstaden eller et fjerde sted i Danmark gør ingen forskel i forhold til den støtte, du kan få, da alle landets erhvervshuse står bag projektet. Det er dog Erhvervshus Hovedstaden, der er i spidsen. Det er derfor let for iværksætterne at komme i gang med et forløb, uanset hvor i landet de driver virksomhed.
Kontakter
Kontakt os, hvis du vil vide mere om Iværksætterprogram: Bred iværksætterindsats og de støttede projekter:
Ditte Schmidt Jeppesen – Telefon: 3529 1707 – Email: ditjep@erst.dk
Om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal bidrage til at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv. Det sker ved at fremme en sammenhængende, efterspørgselsdrevet og lokalt forankret erhvervsfremme- og turismeindsats for virksomheder på tværs af hele Danmark.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsætter og finansierer decentrale erhvervsfremmeindsatser, der tager højde for forskelle i de regionale og lokale erhvervsmæssige udfordringer, muligheder og prioriteter.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
”Vi var med til at forme vores egen uundværlige bæredygtighedsmedarbejder”18.12.2024 12:43:05 CET | Pressemeddelelse
Elektrogården kunne godt se, at bæredygtighed og ESG-krav begyndte at fylde mere, når kunderne henvendte sig til dem for at få løst opgaver. De fik derfor tilskud til at ansætte Camilla Stuntz i seks måneder, der under forløbet fik udviklet kompetencer inden for grøn omstilling, som Elektrogården stod og manglede.
”Vi fandt en profil inden for bæredygtighed, vi ikke havde regnet med kunne hjælpe os”12.12.2024 14:22:46 CET | Pressemeddelelse
Det sker ikke så tit, at byggefirmaer ansætter en akademiker til at løse opgaver i virksomheden, men da nye krav om bæredygtighed og særligt ESG pressede sig på, fik BM Byggeindustri A/S gennem indsatsen SMV:Vækstpilot mulighed for at få tilskud til løn til at ansætte en ledig akademiker. Han er i dag fastansat.
”Vi har brug for at kunne tiltrække arbejdskraft fra hele verden”5.12.2024 15:06:17 CET | Pressemeddelelse
Hos DEIF i Skive producerer de højteknologiske styringsløsninger til energiproducerende anlæg på det globale energi- og marinemarked. Virksomheden har i alt 550 medarbejdere fordelt i 13 lande, og alene i Skive er der 33 medarbejdere med andet modersmål end dansk, så når der er behov for at tiltrække nye, højtuddannede kolleger med specialistviden, er det ikke altid tilstrækkeligt med en annonce i den lokale avis eller på en dansk jobportal.
160 mio. kr. skal skaffe flere hænder til virksomhederne26.11.2024 13:13:25 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse investerer 160 mio. kr. i to landsdækkende indsatser, der skal hjælpe særligt udsatte ledige borgere tættere på beskæftigelse og bidrage til at afhjælpe virksomhedernes udfordringer med af skaffe nok arbejdskraft.
10 mio. kr. til international skalering af danske vækstvirksomheder22.11.2024 11:25:15 CET | Pressemeddelelse
Med investeringen fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse får danske vækstvirksomheder en hjælpende hånd, som skal bidrage til at styrke international skalering og anspore flere virksomheder med stort vækstpotentiale til at lade sig børsnotere – og blive i Danmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum