Marokkanske kvinder broderer sig til økonomisk ligestilling

Af Mai Rasmussen

"Jeg kan godt sidde her nu, fordi det har med arbejdet at gøre. Men hvis min bror så mig her sammen med nogle veninder, ville det skabe stor skandale."

Hayat Sdy har inviteret på frokost på en fortovscafé i byen Yousouffia udenfor Marrakesh i Marokko. Her er det normen, at fædre, mænd og brødre tjener familiens penge, mens mødre, kvinder og søstre bliver hjemme og passer hus.

Men Hayat Sdy har fundet en vej ud af isolationen og kedsomheden i hjemmet. Hun er formand for kooperativet Al Assala, hvor en gruppe kvinder broderer og syr puder, muleposer, kosmetikpunge og tunikaer. Det giver ikke alene en tiltrængt indtægt men fungerer også som en acceptabel undskyldning for at bryde ud af den hjemlige isolation og kedsomhed.

Krisen har åbnet arbejdsmarkedet for kvinder
I Marokko udgør kvinder kun godt 27 procent af arbejdsstyrken, og den almindelige opfattelse – især i mindre byer på landet, som for eksempel Yousouffia – er fortsat, at kvinder ikke skal deltage i samfundslivet.

Nogle kvinder finder smutveje, ikke mindst som arbejdere i kooperativer eller deres egne små eller store firmaer. Og så er der kommet hjælp fra en overraskende side..

"Krisen har ført meget med sig. Også at det er blevet svært at ernære en familie med mandens løn alene. Kvinderne må hjælpe til nu. Det er på en måde vores held," siger Mina Jemjoumi.

Religion er ingen forhindring for arbejde
Kvinderne køber heller ikke forestillingen om, at deres muslimske tro forhindrer kvinder i at arbejde.

"Vores religion er til i alle tider. Også i den tid, vi lever i nu. Hvis man endelig skal finde en forbindelse mellem religion og arbejde, så er religionen nærmest det modsatte af en forhindring. For Islam siger også, at kvinder skal forbedre sig. Og hvis en kvinde arbejder, så forbedrer hun sig, fordi hun kan bidrage til familiens økonomi," siger Samira Meskine.

Den unge sekretær i kooperativet, Fatima Imkhich, tilføjer:

"Folk tror, at ideen om, at kvinder kan arbejde kommer fra Europa, men det gør den ikke."

4.500 toiletpunge
Kooperativet Al Assala holder til i tre neonoplyste lokaler på en sidegade i Yousouffia. På vægge og bøjler hænger eksempler på kvindernes arbejde: Hæklede silkeduge, kraftige bomuldsmuleposer med kunstfærdigt broderi, tunikaer med kugleformede knapper skabt med en særlig teknik, der minder om en blanding af hækling og knipling.

De nyindkøbte symaskiner og huslejen er finansieret et år frem i tiden af kooperativets første store ordre: 350 muleposer og 4.500 toiletpunge, begge prydet af broderi. Leverancen blev bestilt af byens eneste store arbejdsgiver, den statsejede fosfatmine.

"Vi arbejdede dag og nat for at blive færdige. Vi kaldte flere kvinder ind og endda vores mænd og brødre," siger Hayat Sdy, der er formand for kooperativet.

Moderniserer gamle traditioner
Kooperativet fungerer som en lille, fælles virksomhed. Salg af produkter går på omgang kvinderne imellem, og indtægten går i kooperativets kasse. Kvinderne få timeløn for deres arbejde, og den er yderst beskeden efter danske forhold: 7,5 kroner i timen.

Medlemmernes motto er 'Identitet og Ekspertise', og de stræber efter at videreudvikle de gammelkendte teknikker og skabe nye, tidssvarende mønstre og design. Det får de råd og vejledning om af en gruppe kvinder i Marrakesh, der har slået sig sammen i RFA, som står for Netværket for Kvindelige Kunsthåndværkere (Reseau Femmes Artisanes, red.).

RFA arbejder med at udvikle de gamle håndværkstraditioner til nyt design, som kan sælges internationalt og til velbeslåede turister i Marrakesh. Og ikke mindst har de udviklet metoder til at gøre arbejdet rentablet. For eksempel ved at forstørre det traditionelt bittesmå sting eller ved at brodere en bort på en toiletpung i stedet for på hele pungen.

Kedsomhed og ensomhed i hjemmene
Byen Yousouffia ligger små to timers kørsel udenfor Marrakesh. De sidste 35 minutter foregår på en slidt vej, og trafikken begrænser sig til en traktor med et gigantisk hølæs, to æselkærrer, to biler, et par knallerter og en flok unge køer, der ikke kan bestemme sig for, om de skal blive på den ene eller den anden side af vejen.

Arbejdsløshed er udbredt, for fosfatminen, som er byens eneste store arbejdsplads, har ikke job til alle. Og blandt kvinder er det mere reglen end undtagelsen, at man passer hus i stedet for at passe et arbejde.

Kvinderne i Al Assala fortæller den samme historie om hjemlig kedsomhed og ensomhed.

"Dagene gik med at sidde og glo, spise og sove," siger Hayat Sdy.

"Mit liv var fuldstændig anderledes. Nu lærer jeg noget nyt, jeg er med i et fællesskab og kan komme ud og se, hvad der foregår i samfundet," siger hun.

Frihed og uafhængighed
Netop det, at arbejdet i kooperativet giver mulighed for at tage del i samfundslivet, er vigtigt for flere af medlemmerne.

"Jeg grublede over mine problemer, og de blev bare større og større i mit hoved. Mentalt gør det en kæmpe forskel at arbejde. Jeg er faktisk holdt op med at tænke på forhindringer og problemer," siger Amina Leghlimi.

"Jeg er rigtig glad for, at jeg tjener nogle penge. Nu kan jeg for eksempel betale for, at mine børn kan få ekstra timer i skolen, det er vigtigt her i Marokko. Men den største forskel for mig er faktisk indeni mig selv. Jeg føler mig mere fri og uafhængig," siger Hakima Taiti.

Fakta om projektet:

Dansk støtte til broderi og ligestilling i Marokko
Håndarbejdsnetværket i Marrakesh samarbejder med Designskolen i København om at viderefør traditionen og gøre arbejdet rentabelt. Det sker blandt andet ved at danske eksperter underviser i at udvikle design, der er nemmere at sælge og tager kortere tid at producere.

Samarbejdet har som formål at styrke den økonomiske ligestilling i Marokko. Det administreres af Kvinfo og finansieres af Udenrigsministeriets 'Det Arabiske Initiativ'.

Mai Rasmussen var i Marokko på invitation fra Kvinfo.