Julemærkefonden

40 ÅRS MARCH FOR JULEMÆRKESAGEN

Del
Første søndag i december vælger tusindvis af danskere hvert år at gå en rask tur for at støtte en god sag – nemlig børnene på landets fire Julemærkehjem. Julemærkemarchen, som arrangementet hedder, har nu eksisteret i 40 år og er still going strong. Søndag den 4. december går det løs igen!

Sidste år snørede omkring 15.000 vandrelystne danskere skoene og begav sig fra et af de 64 startsteder ud på en 5 eller 10 kilometer lang rute. Det resulterede i et rekordstort støttebeløb til de fire Julemærkehjem på hele 1.115.000 kroner.

- Det var et ægte juleeventyr i 2015, men vi går efter at gøre det endnu bedre i år, siger formand for Julemærkemarchen, Birthe Juul.

Formanden mærker nemlig en stigende interesse for Julemærkesagen:

- Julemærkehjemmene udfører en meget håndgribelig opgave og gør en kæmpe forskel for en vigtig gruppe, nemlig børnene – landets fremtid. Det er nemt at forholde sig til for danskerne, og derfor tør vi håbe på endnu større opbakning i år. For eksempel kan man jo indlede familiens eller arbejdspladsens julearrangement med at gå for den gode sag, foreslår Birthe Juul.

Stort behov for bidrag

Direktør for Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen, ser med stor glæde på Julemærkemarchens nu 40 år lange succes. Han gratulerer og forklarer, at bidraget betyder endnu mere nu, hvor danskerne sender færre julekort til hinanden end før:

- Et ophold på Julemærkehjem er gratis for barn, forældre og hjemkommune – og engang var det Julemærkesalget, der gjorde dette muligt. I dag dækker salget af Julemærker kun en tredjedel af driften, og resten stammer fra sponsorater og donationer. Derfor er vi dybt taknemmelige for Julemærkemarchens årlige donation, siger Søren Ravn Jensen.

I disse år bliver Julemærkehjemmenes arbejde effektiviseret gennem både en grundig resultatdokumentation og en opprioritering af samarbejdet med børnenes hjemkommuner:

- Vi gør stadig det, vi er gode til – at få udsatte børn ud af isolation og mobning og give dem det gode børneliv tilbage - men nu går vi grundigere til værks og dokumenterer og evaluerer i højere grad vores arbejde. Derudover samarbejder vi i mere og mere med kommunerne under og efter opholdet – og det gavner ifølge Statens Nationale Center for Velfærd både børn og forældre, pointerer Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden.

Det er Freddy Fræks skyld!

Der er med andre ord brug for hver en krone, som Julemærkemarchen vandrer sig frem til. Det var der også en dejlig sommerdag for 40 år siden, hvor en flok aarhusianske postbude fik den gode idé. De elskede at trave lange ture i deres marchforening og ville samtidig gerne støtte Julemærkefonden. Et øjeblik efter var Julemærkemarchen en realitet, fortæller marchens formand, Birthe Juul:

- Den lidt kuriøse anledning til at støtte Julemærkesagen var, at Julemærkefonden i Julen 1976 havde solgt cirka 5 mio. færre Julemærker end året før. Folket brød sig nemlig ikke om årets lidt naive, minimalistiske mærke – tegnet af musiker og billedkunstner Freddy Fræk. Julemærkefonden fattedes nu penge, og derfor trådte Postens Marchforening til, konstaterer hun.

Efter ganske kort tid var marchen landsdækkende og indsamlede anseelige beløb til Julemærkehjemmenes arbejde. Og sådan er det heldigvis stadig – nu 40 år efter!

Yderligere information:

www.julemaerkemarchen.dk - Email: julemaerkemarchen@vfs.dk  - Tlf. 52 19 94 66

FAKTA OM JULEMÆRKEMARCHEN 2016

Starttid:               Søndag den 4. december 2016

Oversigt over startsteder og tidspunkter på www.julemaerkemarchen.dk

Distancer:            5 og 10 kilometer

Pris:                      Medalje-startkort + diplom 60 kr. (Spar 10 kr. ved tilmelding på hjemmesiden inden 15. nov.)

                             Diplom-startkort 30 kr. (Spar 5 kr. ved tilmelding på hjemmesiden inden 15. nov.)

FAKTA OM JULEMÆRKEFONDEN

Hvem:                  Hvert år får 750 børn mellem 7 og 14 år hjælp til et bedre liv på et Julemærkehjem. Børn på Julemærkehjem har ofte dårlig livskvalitet, hvor mobning og lavt selvværd fylder meget

Hvad:                   På et Julemærkehjem får børn mod på livet igen. Dagligdagen bygger på motion, sund kost og stærkt sammenhold. Behovet for Julemærkehjemmene er fortsat stort – lige nu venter flere hundrede børn på at få hjælp

Hvor:                    Hjemmene ligger i Skælskør, Ølsted, Kollund og Hobro. Fra efteråret 2017 tillige i Roskilde.

Læs mere om Julemærkehjemmene på www.julemaerket.dk.

Nøgleord

Kontakter

www.julemaerkemarchen.dk - Email: julemaerkemarchen@vfs.dk - Tlf. 52 19 94 66

Billeder

Vedhæftede filer

Links

Information om Julemærkefonden

Julemærkefonden
Julemærkefonden
Baldersvej 3
4000 Roskilde

33133745https://www.julemaerket.dk

Følg pressemeddelelser fra Julemærkefonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Julemærkefonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye